Mogwai har sat mig på en lille opgave - en musik top 5 over de ting man kan li’ som ikke nødvendigvis er særligt coole. Noget man ikke får særligt meget “street cred” for; af Mogwai døbt “guilty pleasures”. Så her er de: 1. Elton John Det er næste synd at kategorisere ham som en "guilty pleasure", men det må være Elton John , der tager førstepladsen. At jeg er stor fan, har jeg sgu fået serveret mange sjove reaktioner på - især som 14-16 årig. Det var ikke cool dengang, og det er det vist heller ikke i dag. Men de fleste i min omgangskreds har efterhånden vænnet sig til det. Han er og bliver det ultimative, og så kan I ellers rende mig et vis sted... Hæ hæ! 2. Musicalklassikere, herunder også dem sunget af Stig Rossen. Her har vi fat i noget, der nærmer sig det uhyggeligt pinlige - det er jo nærmest farmoragtigt at falde i svime over "Another Suitcase in another Hall", "Climb Every Mountain" og "Bring him home", men det er ikke desto mindre noget, jeg har praktiseret en del. Og hvad er der så med ham Stig Rossen? Han virker umiddelbart en smule arrogant og annoying, men fy for pokker, hvor kan han synge musicals! 3. Faith No More Måske undrer det nogen, at de kan betegnes som en "guilty pleasure", men faktum er, at Faith No More falder voldsomt meget udenfor min normale musiksmag. Jeg er helt tosset med numre som "Epic", "We care a lot" og "Midlife Crisis", men det kan for min skyld også godt blive lidt hårdere. Jeg tror det er Mike Pattons intense vokal, som gør det for mig. Lidt ligesom Volbeat, som også er et af de bands i den tunge ende, som jeg holder meget af. 4. Erasure goes country Erasure udsendte i starten af 2007 en liveplade, hvor de synger countryversioner af deres hits. Koncerten er optaget i det legendariske spillested Ryman Auditorium i Nashville, og albummet (inkl. dvd!) hedder "On the road to Nashville". Her er tale om et miks, som man enten elsker eller hader, de fleste nok det sidste. Men det er bare supercharmerende at høre Andy Bell synge sig igennem det meste af bagkataloget tilsat steel guitar og countrylir. Bedste numre er "Blue Savannah" og "Victim of Love". Jeg har faktisk anmeldt cd/dvd boksen, og den kan du læse her. Jeg må indrømme, at det er en af de cd'er, der rigtig mange gange indenfor det seneste år har fundet vej ind i afspilleren. 5. New Kids on the Block OK, det er ved at være nogle år siden (nok nærmere 15...), men jeg må indrømme, at nyheden om deres genkomst har tændt en mikroskopisk flamme i mit post-teenagehjerte. Det var overhovedet ikke cool at være "blockhead" dengang, for talent var der sgutte meget af. Men jeg ELSKEDE dem! Jeg spår dem da heller ikke den store chance nu. Det kommer til at køre udelukkende på nostalgikalorier. Som så meget andet. Og de er sgu lidt pinlige...