Vejret var forrygende, stemningen noget nær perfekt, forventningerne skyhøje... Og desværre blev de ikke indfriet. Jeg havde set frem til koncerten med The B-52's i meget, meget lang tid. Ventetiden op til koncerten havde føltes noget nær uendelig, og da jeg endelig dukkede op til koncerten blev jeg balstyrisk som et lille barn, så min nevø på 13 blev den voksne, og måtte indrømme, at han aldrig havde set moster sådan! Med plads på forreste række med kameraet klar, kunne det kun gå for langsomt med at starte showet. Kate, Fred og Cindy samt band gik på scenen til stor jubel for de fremmødte fans. De lagde ud med "Mesopotamia", som er et af mine yndlingsnumre. Et meget modigt åbningsnummer, da det ikke ligefrem er lettilgængeligt og ikke et nummer der er bredt kendt. Men selv om starten var lovende, gik gassen dog hurtigt af ballonen. For The B-52's havde en mission: De skulle præsentere materiale fra deres kommende album, der udkommer i efteråret. Numrene var rimeligt fængende og lød utrolig meget som The B-52's, og især et nummer som "Funplex" var værd at bide mærke i. Men det var tydeligt, at publikum var kommet for at genhøre alle de gamle klassikere. Alle numre, nye som gamle, blev modtaget med god respons, men festen udeblev... I løbet af koncerten blev vi præsenteret for mere end en håndfuld nye numre og lidt flere gamle. Og det var et dårligt blandingsforhold. Det blev dog til et glædeligt genhør med både "Strobe Light", "Private Idaho", "Roam" og selvfølgelig den allestedsnærværende kitchede danseklassiker "Love Shack", der dog kom alt for sent i forløbet til sikre en feststemning på den rette side af lunken. Jeg manglede flere af deres store hits, som bl.a. "Good Stuff", "Is That You Mo-Dean?", og endda numre som "Deadbeat Club" og temaet fra The Flintstones, alle sange fra deres storhedstid i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, efter de var holdt op med at være post-punk. En festlig fætter som "Hot Pants Explosion" eller "Wig" ville heller ikke have bremset festtoget. The B-52's har efterhånden over 30 år på bagen. Og det virkede lidt som om de ikke helt kunne leve op til fortidens eskapader med højt hår, vanvittige kostumer og over-the-top kitch performance. Men måske ville det også være lidt for meget af det gode... (sender en flygtig tanke til vore egne Sussi og Leo, som for længst er hinsides grænserne for pinlighed). Altså et meget mere afdæmpet band end tidligere, dog med god lyd, fabelagtig vokal, men med en snert af optræden på autopilot. Når man tænker på, at dette for mange var den store heltegenkomst, så virkede bandet meget mere uengagerede end man kunne være bekendt. At solen stod lavt og skinnede lige durk ned på scenen hjalp nok heller ikke meget på hverken koncentration eller spilleslyst, men det kunne mærkes af undertegnede, at The B-52's ikke leverede deres optimale. Desværre! Showet sluttede af med den sære Planet Claire og som forløsning til sidst kom min helt egen ROCK LOBSTER. Det reddede lidt min dag, men igen, klimaks kom lidt for sent. Så modvillig og lidt tung om hjertet må jeg give 3 ud af 6 stjerner. Jeg fortryder intet og er glad for jeg tog af sted. Det var ikke en decideret dårlig koncert, jeg havde bare forventet lidt mere... Derfor den hårde dom. Gaffas anmelder så dem til Benicàssim festivalen i Spanien, og er slet ikke uenig med mig! Dagens sang: Det må trods alt være "Rock Lobster". Den mildest talt mærkelige video kan i øvrigt ses her: . Og så har jeg taget skridtet fuldt ud og har bestilt en Rock Lobster t-shirt samt vægur (!) over nettet i dag. Så hvis du ser en i denne t-shirt i løbet af sommeren, så er det med god sandsynlighed mig!