Tanker om den dyreart de kalder festivalrotter og også lidt om en tør dyne
Jeg stod med et ben i hver lejr omkring at skulle tage med til Roskilde Festival i år. På den ene side lød programmet tilpas interessant til, at jeg ville gide spendere en bunke penge og fire dage af mit liv på foretagendet. På den anden side ved jeg, at luftmadras ikke er mit foretrukne natteleje, at nøgne kroppe i alle former og farver i (lystigt?) fællesbad ikke appellerer til min blufærdighedssans, at umådeholden druk og natlige bardunspring kombineret med rod og affald overalt giver en control freak som mig grå hår før tid.
Alligevel var det tillokkende, for på festival er der højt til loftet, krammene sidder løst og en sludder med teltnaboen gør, at man pludselig, gennem et filter af lunkne Harboe pilsner, er de bedsteste venner i hele verden (med mindre de selvfølgelig er svenskere, der bruger ens teltdug som pissoir).
Så er det jeg kaster et blik ud af vinduet… Og konstaterer, at jeg da vist har det meget godt herhjemme i sofaen. Med en god cd på afspilleren, med tørt tøj, tør dyne og varmt bad i morgen tidlig. Det er bare fandens, at de ser ud til at hygge sig dernede i mudderpølen. De hopper rundt som forårskåde øffegrise og ruller sig i mudderet og skider regnen et langt og flot stykke.
De er nu en sej dyreart, de der festivalrotter!
(Billedet forestiller i øvrigt to pragteksemplarer af racen, Baggy og Nick. Jeg fandt billedet inde på Gaffas hjemmeside i dag, og nu har jeg altså stjålet det til min egen blog. Hvor ser I søde og glade ud, drenge!)
