"Quiz Me Baby - One More Time" og en lille opdatering...

I morgen går det løs: "Quiz Me Baby - One More Time" - musikquiz på Isola, Israels Plads. Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget. Jeg har hørt rygter om, at vi stiller op som holdet "Pink Freud and the Fine Jung Cannibals", og det synes jeg selv er hysterisk morsomt hittet på. Ja, man kunne fristes til at ønske, at man selv havde fundet på det! Jeg æææælsker at deltage i musikquiz. Jeg ved ikke hvorfor musikviden klæber til mig som fluer til lort, men det gør det... Jeg lytter flittigt med i musikquizzen på P3 hver lørdag, og klasker mig selv i panden, når de tosser, der ringer ind, ikke kan svare på de mest elementære spørgsmål. Jeg tager hver lørdag tilløb til at ringe ind selv, men jeg er fakkertalt ikke så meget for at skulle på landsdækkende radio. Hvad nu, hvis man ikke kunne svare? Så er man jo ikke et hak bedre selv, og det kan jeg ikke have på min kappe. Jeg har jo - indrømmet - ret store huller i min musikviden, ikke mindst omkring dansk rapmusik. Det ved jeg ikke en klejne om. What else? Der er jo lidt stille på bloggen... Jeg tror jeg er ved at finde ind til kernen af min musikglæde igen. Heldigvis. Jeg ved ikke, om jeg for alvor troede på, at den var væk, men den gemte sig godt. Jeg har fået hørt en masse Elton (hvilken overraskelse!), jeg har hørt Editors (igen) og så har jeg kastet min kærlighed på det danske band Veto. Der kan man tale om en flok gutter, der spiller musik, hvor man kan høre de mener hvert et ord, hvert et guitarriff. Kan du så komme ud og købe deres album, NU! Det er alle pengene værd. Jeg kører også en lille konkurrence med mig selv for tiden. Om morgenen, når jeg bestiger min røde stålganger og bevæger mig de 11 km fra Frederiksberg til Ballerup, så sætter jeg Turboweekends "Night Shift" album på, og pedalerer ud over stepperne (eller var det bare gennem Vanløse og dernæst Islev?). Jeg konkurrerer med mig selv på tid. Hvor langt er jeg nået før "Into You" starter? Og kan jeg nå frem inden track nr. 11 starter? Ja ja, whatever keeps you going... Lige en lille mormoragtig sidebemærkning: mtv er godt nok ikke, hvad det har været... Jeg har i dag fået DEN STORE TV-PAKKE på prøve fra YouSee. Straks tuner man ind på mtv, det var jo trods alt ens barnepige fra man var 11 til 16. Og hvad ser man så? Et biseksuelt datingshow? Åh, giv mig Ray Cokes tilbage.... Please?  Der var ikke så meget mere jeg ville berette fra Blog Lobsters musikunivers... Stay tuned, jeg er på vej op i gear igen, jf. ovenstående.