Jeg var til koncert med Portishead i fredags. Noget jeg har set frem til, og som jeg var spændt på. Det er efterhånden mange år siden jeg har hørt dem sidst, og jeg har egentlig ikke dykket så dybt ned i musikken, men mere nydt den aura og stemning, der har omgivet deres musik. Denne dystre, melankolske og næsten støvede stemning, som appellerede til mig dengang i halvfemserne. Og hvordan var det så at se dem live? Det var vel egentlig godt! Igen havde jeg en dag, hvor jeg ikke var oplagt til at gå til koncert (er der måske noget med, at jeg ikke er oplagt til det helt store om fredagen, eller har jeg bare været uheldig de sidste to gange). Så jeg var træt, og må indrømme, at Portisheads indadvendte og dystre univers ikke rigtig kom ind under huden på mig. Men det var vist bare mig; kæresten og veninden var enige om, at det havde været en fremragende koncert. De spillede ellers glimrende. Beth Gibbons er en god sanger, også live. Hun taler ikke så meget til sit publikum, men det var alligevel helt og aldeles synligt for os, at hun nød hvert øjeblik af koncerten. Og det er et sympatisk træk. Der var en god fordeling mellem nye og gamle numre. De spillede alle de gode gamle kendinge fra "Dummy" og "Portishead", og det var et dejligt genhør. Især "Wandering Star" nød jeg i fulde drag. Men det var, som det næsten altid er, når de gamle stiller op igen, mest ved genhøret med det gamle materiale, at publikums respons var størst. Det nye musik tegner godt, men det tager nok lidt tid før fansene bliver fortrolige med det. For det er knap så "trip-hoppet" denne gang. Tror dog ikke jeg render lukt i TP og køber albummet når det udkommer d. 28. april. Så på koncertbarometeret nåede Portishead lige op over NÅ! Men helt ligegyldigt var det trods alt ikke.