Galskaben driver ned af væggene på Guds Hotel, og man undrer sig over, om gæsterne er tjekket ind frivilligt eller under tvang... Jeg taler om Nick Cave teaterkoncerten på Edison, som jeg var så heldig at være inviteret til i sidste uge. Og det var mageløst! Som Nick Cave amatør havde jeg ikke de store forventninger. Mit kendskab til den mørke mand er sporadisk, og er ikke hængt op på andet end tilfældige fragmenter af et sikkert fremragende bagkatalog. Scenen er sat i en lurvet lobby til det, som i forestillingen blev kaldt Guds Hotel. Gæsterne, flankeret af en tydeligt gal prædikant, er en foruroligende cocktail af mordere, psykopater og stakler, der afslører den ene grusomhed efter den anden. Og man er i tvivl om, hvorvidt hotellet er en mellemstation mellem jord og helvede, en slags palisanderbeklædt skærsild. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstod handlingen. Men jeg blev bogstavelig talt rendt over ende følelsesmæssigt. Forestillingen er et orgie af mord, skidt, grimhed, grusomhed, sindssyge, spyt, mørke og andre fortrinligheder. De medvirkende spiller og synger alle overbevisende modbydeligt, grumt og grimt.  Specielt en af skuespillerne, Marie Dalsgaard, halvt lillepigeattitude halvt raseri, spiller så overbevisende, at det ikke ville undre mig, om de opbevarer hende i spændetrøje mellem forestillingerne. Det var sgu en fonøjelse at se hende folde sig ud som massemorder fra Trehøje! Hvadenten du er Nick Cave veteran eller rookie, så er det bestemt værd at smutte forbi Edison og se denne fremragende forestilling, hvor velspillet og velfortolket musik går hånd i hånd med fremragende skuespil. Det er både grumt og smukt!