Mega Vega Væk!?

Jeg havde ellers lige gået og glædet mig... Lige siden jeg hørte om projektet med etablering af en koncertsal med plads til 5000 koncertgængere i forbindelse med yndlingsspillestedet Vega, har jeg klappet i mine små hænder. Og nu læser jeg, at Mega Vega er afgået ved døden inden første gyldne spadestik var taget. Det er godt nok trist. Jeg synes København trænger til et kvalitetsvenue med plads til mere end 2000 mennesker. Et sted, der ikke er bygget til ketcherbetvingning eller dribling med bold. Et sted, hvor der er tænkt mere på akustik end lige afmærkning af baglinie. Jeg har ofte stået i en fyldt KB Hal og tænkt: "Come on, det burde vi kunne gøre bedre, det her!". Der findes (næsten) ikke nogen større skuffelse end at have købt billet til en fed koncert i Vega, og så den bliver flyttet til KB Hallen for at kunne rumme flere publikummer. Forståeligt nok, set ud fra et billetsalgsmæssigt synspunkt, men sandelig ikke ud fra den enkelte koncertgængers ditto. Sportshaller er ikke beregnet til musik. Man beder sgu da heller ikke en tennisspiller om at spille en kamp i et teater, vel? Nu er Mega Vega reduceret til en fin tegning på et stykke papir, og begrundelsen hedder finanskrise. Nu skal jeg ikke ophøje mig selv til hverken lokalpolitiker eller finansgeni udi kommunalbudgetter, men det er sgu lidt tyndt. Det er ikke mange måneder siden, at Ritt holdt auktion over nogle tiloversblevne kulturmillioner, og nu er kassen smækket i over for et projekt, som har været planlagt i årevis. Øv, blev der sagt! Jeg håber, at nogen gemmer tegningerne og tager dem frem inden jeg bliver for gammel og døv til at nyde livemusikken.