Marlango i Palau de la Música Catalana
Lettere forsinket beretter jeg hermed om min sidste udlandstur og den nærmest obligatoriske koncert. I forbindelse med jobbet skulle jeg en smut til Barcelona, og så mit snit til at forlænge rejsen med et par civile feriedage.
En af de ting jeg oplevede i Barcelona var en guidet rundvisning i en fantastisk koncertsal: Palau de la Música Catalana. Billedet nedenfor giver en svag fornemmelse af, hvor smukt der er, men virkeligheden overgår billedet med flere længder. Da jeg sad inde i den smukke sal, plantede der sig en idé i mit hoved.... "Jeg kunne godt tænke mig at overvære en livekoncert herinde!".
Og i Lobsters univers er der ikke altid langt fra tanke til handling, så på vej ud gik jeg ind i billetsalget og spurgte til en koncert de næste tre dage. Billetkontoret fortalte, at bandet Marlango spillede, og jeg købte straks en billet, uden dog at vide mere om musikken end, at det "vist nok var moderne elektronisk musik" i følge damen bag glaslugen.
Lørdag aften drog jeg så til koncert. Marlango er et spansk band med engelsksproget repetoire. De spiller popmusik med elektronisk islæt. Sangerinden har en dejlig dyb og klangfyldt stemme. Lyt selv her! De erklærer sig inspireret af bl.a. Tom Waits (hvor?), Radiohead, PJ Harvey og flere. Jeg synes nu bestemt at kunne høre noget Portishead og så leder hendes mørke vokal mig hen på Vaya con Dios. Det lød godt, og det var bestemt ikke hverken spild af tid eller penge. Jeg tror dog ikke, at jeg farer ud og køber deres plader, men en lørdag aften i Barcelona i en fabelagtigt smuk sal var det bestemt ikke helt ringe, som vi siger i Jylland!
