Når man første gang træder ind af døren, føles det måske ikke som hjem. Men her er jeg altså, med alle mine flyttekasser, anlægget og cd-samlingen. Jeg blogger om musik, og har blogget i et års tid på et andet site, men trængte til luftforandring. Så i aften holder jeg indflytterfest på min nye blog. Velkommen til, og tak fordi I ville komme! Jeg har åbnet et par flasker af den-der-gode-I-ved-fra-Irma, og så skal vi fortælle løgnhistorier og danse hele natten. Til en god indflytterfest hører sig musik. Der var dengang, hvor man blandede bånd. Liggende på knæ foran ghettoblasteren, optog man fra lokalradioen, mens man håbede, at de ikke snakkede hen over sangene. Især en fyr, som også var lærer på min skole, var rigtig slem til det, men vi turde ikke sig det til ham. Senere lavede vi blandede cd´er; samme princip, men graden af coolness steg lidt, når man var i besiddelse af en brænder. I dag laver vi bare en playliste på iPod’en. Og det har jeg også gjort til i aften. Jeg har blandet det allerbedste til Jer: Der er lidt Crowded House til først på aftenen, både Private Universe og Mansion In The Slum skal vi høre. Jeg synes vi skal starte ud stille og roligt, så festen ikke topper tidligt. Vi skal også runde Tori Amos og Imogen Heap. Måske ikke det mest lettilgængelige at starte en fest med, men det er mig, der bestemmer farten. Elton John slipper I heller ikke for, tror jeg vælger Pinball Wizard. Ham kan I lige så godt vænne Jer til, for han er fast inventar. Herefter en hurtig skudsalve indeholdende både Editors (Munich), Arcade Fire (No Cars Go), Amy Winehouse (Rehab), Klaxons (Golden Skans), Depeche Mode (Black Celebration), Manic Street Preachers (Motorcycle Emptiness) og mange andre. Men er det ikke ved at være tid til at rykke bordene lidt ind til siden og komme på benene? Vi lægger ud med favoritdansenummeret over dem alle: Deee-Lite med Groove Is In The Heart. Og der er INGEN undskyldning for at varme bænke til den. Justin Timberlake må vi ikke glemme – der må godt gnides kroppe til My Love. Men det skal ikke være sex det hele, så vi brager løs med The Ark (Clamour For Glamour) og Scissor Sisters (Take Your Mama), efterfulgt af Toxic med Britney Spears. Og så går der nostalgi i den. For min generation kan sgu ikke feste uden at mindes den glade barn- og ungdom i firserne og halvfemserne. Vi skal høre Ace Of Base, Roxette, a-ha (Take On Me er ikke det bedste nummer, men hold da op, hvor kan vi synge med – Tæææææææik ååååååååån miiiiiii!), Kim Wilde, Duran Duran og måske også lidt Erasure (Stop!). Og så skal vi høre The B-52´s (Rock Lobster, deraf mit navn!). Resten af aftenen gælder det bare om at holde sig på benene gennem en sand kavalkade af store som små dansemirakler fra halvfjerdserne og frem til i dag. Fra Jive Talkin’ med Bee Gees til Boten Anna med Basshunter. Er vi efterhånde blevet så fulde og filosofiske, at vi kan finde nye dybder i Led Zeppelin? Godt, så fordyber vi os lidt i Whole Lotta Love. Herefter kan jeg nok godt finde på at smide Madman Across The Water med Elton John på, men jeg forventer ikke, at I kan se det geniale i sangen – endnu! Festen har toppet, og de sidste fyldebøtter prøver at holde den gående med at sætte alle deres egne favoritsange på oveni hinanden – ”Den her skal I bare høre, lyt til guitaren, for fanden! Ingen spillede som Hendrix!”. Til sidst dør det hele ligesom bare hen, og ingen lægger længere mærke til, hvad vi hører, bare det er højt nok… I morgen tidlig vil jeg vågne med ondt i hovedet og et smil på læben. En vellykket indflytterfest, synes jeg…..Havde I det lige så sjovt som mig? Undskyld vi larmede!