Gimme Inspiration!

Det er sgu svært at holde liv i en musikblog, når den musikalske inspiration er gået fløjten. Når musikken fylder så lidt og alt det andet fylder så meget. Når ens civile liv ganske ufrivilligt minder om et uheldigt miks af "Nynnes Dagbog" og permanent pauseskærm. Hvis det ellers giver mening... Jeg har ikke haft det sådan med musik i årevis. Hjælp, jeg føler mig tom! Min iPod kører den samme playliste igennem igen og igen, den jeg lavede sidste sommer, som er et skamløst bastardmiks af alt, hvad jeg godt kunne lide på det tidspunkt. Alt fra Faith No More til Britney. Fra Elton John til The Killers. Fra Snap til Led Zeppelin. Det passer måske meget godt til resten. Et planløst miks uden form og retning. Men det skal sgu være løgn i Kina, skal det. Jeg må i gang igen! Første trin i operation "Gimme Inspiration" må være at bladre cd-samlingen igennem og genopdage fortidens musikalske favoritter. Jeg skal høre Radioheads "OK Computer" og svømme tilbage til 1997, dengang jeg forlod min jyske fødeby og bosatte mig i hovedstaden. Jeg skal høre A-has "Hunting High And Low og gå et skridt længere tilbage til min musikalske dannelses begyndelse. Jeg skal høre David Bowie, jeg skal høre Depeche Mode og jeg skal høre Madonna. Jeg skal genfinde mine "rødder". Fik jeg nævnt Elton? Derefter kan I jo hjælpe mig, kære læsere... hvis I ellers stadig er der? Hvad skal jeg så høre? Hvori skal det nye bestå? Hvad skal jeg lytte til når jeg cykler? Når jeg sumper? Når jeg arbejder? Når jeg lever? Hvad fanden skal skabe resonans i de små øregange?