For fan?
Kan man være for fan, altså af nogen? Jeg har altid grinet lidt overbærende af de ”voksne damer”, der er helt tossede med Cliff Richard og følger ham overalt. De der bebrillede damer med en let permanent og sweatere med underlige mønstre. I kender dem garanteret også. De kan tale om deres idoler i timevis, og viser gladelig deres samling af fotos, autografer og andet merchandise-crap frem. Sådan bliver jeg aldrig!
Og så dog… For hvor dybt er jeg egentlig sunket når det gælder Elton John? Følgende udsagn passer med garanti om mig:
- Der er nok ikke gået en uge siden 1990, hvor jeg ikke har hørt Elton.
- Jeg ejer næsten alle hans albums på cd, og helt sikkert resten på kasettebånd.
- Jeg brugte meget af min teenagetid på at læse om manden og støvsuge biblioteker i det ganske land for bøger og bånd.
- Jeg har haft mere end en plakat hængende (og han er jo ikke engang lækker?)
Så langt så godt… Det kan alt sammen bortforklares med fortidens synder og, at jeg var halvkikset dengang i starten af halvfemserne.
Sceneskift: Malmö Stadion en juniaften i 2007, koncert med manden hamselv.
- Jeg har haft ondt i maven af spænding hele dagen.
- Jeg kommer næsten en time for tidligt til mit Öresundstog. Hvis man kender mig vel, ved man, at det er højst usædvanlig adfærd.
- Fra min ankomst til Malmö er jeg usandsynligt stresset, indtil jeg er på stadion og sidder på min plads. Jeg er så bange for at gå glip af noget, men sidder alligevel klar 30 min. før koncerten starter.
- Jeg er alene af sted, og det rører mig en høstblomst… Har godt nok slået pjalterne sammen med et par venner på vej i toget og til aftensmaden, men de har pladser et andet sted end mig.
- Under koncerten kan jeg ikke sidde stille på stolen. Jeg synger lystigt med på alle sange (som den eneste lige der, hvor jeg sidder), jeg rejser mig op og klapper energisk efter hver sang (som den eneste lige der, hvor jeg sidder). Man kan godt kalde min opførsel en kende manisk.
- Under ”Madman Across The Water”, som er min ubetingede favorit, får jeg tårer i øjnene, som jeg skynder mig at tørre væk, så ingen skal se det.
- Da nogle hardcorefans midt under koncerten løber op for at stå foran scenen, ser jeg mit snit til at løbe med. Jeg havner helt oppe ved scenekanten, hvor jeg møder ligesindede som jeg kan synge, danse og være Eltonlykkelige med.
- Og nu kommer det mest pinlige: Da han går frem til scenekanten for at trykke hånd med udvalgte fans, står jeg med energisk fremstrakte arme. I det øjeblik er mit største ønske på jorden at få en Eltonvelsignelse i form af en flygtig berøring. Og så skulle jeg aldrig mere vaskes!
