Elton slået af pinden?

Elton slået af pinden? Nja, der skal vist mere til. Men i lørdags tabte han kampen. Stort. Der var firmafest. Den stolte gamle Løve blev 100 år, og det blev fejret med manér. Som glad ansat turde jeg ikke gå glip af festen, og solgte derfor de der Elton billetter til en god ven. Klogt valg! For mens Elton præsterede noget, der ikke var erindringsværdigt i Parken (det siger både alle aviserne OG min yderst pålidelige kilde), så deltog jeg i årets fest i Forum. Nu ville jeg jo ikke skrive om det her, hvis der ikke var musik indblandet. Det var der. I høj grad. Inden middagen kom Safri Duo forbi og gav et par numre. Så var stilen ligesom lagt... Efter middagen blev der rigget an til musik. Enter: Anders Blichfeldt, forsanger i Big Fat Snake. Mens den fede slange ikke lige er noget for mig, så kan han i den grad rocke og rulle, og det gjorde han så. Til ug med kryds og slange. Herefter fik vi besøg af Sys Bjerre, der gav tre numre (sødt nok!), så kom Søs Fenger også på scenen. Jamen jamen... Herefter entrede Erann DD scenen, og en flok af kvinder stimlede sammen foran scenen. Jeg fatter det ikke, synes ikke lige jeg er nede med det der latino-look, læderbukser og charmeklud. Men han synger godt, og mine mirakuløse guldsko dansede næsten af sig selv. Se, nu begynder det at blive liiiidt tåget, for der var også promiller indblandet. Men jeg husker det bestemt som om, at Birthe Kjær var næste stjerne på himlen. I hvert fald fik jeg både malet byen rød og væltet rundt gennem Forum i menneskeslange mens jeg skrålede med på "Arrivederci Franz". Og naturligvis var afskedssalutten noget med en gummibåd. Det var mageløst! Jeg synes Birthe Kjær er sød, smilende og meget professionel. Seriously! Efter det gik jeg mere eller mindre glip af ham-der-fra-Danseorkesteret. Der var lige et toilet, der skulle besøges og nogle drinks der skulle drikkes. Meeeeen, jeg nåede tilbage til den store finale: Her kommer en indrømmelse af de store: Jeg synes Nik & Jay var for fede! Det havde jeg alligevel ikke troet, at jeg skulle få over mine læber. Men på det tidspunkt var det mest naturlige i verden at hoppe rundt og skråle BOING BOING og være alt for lækker-lækker. Ja for Satan! Nu kan jeg så give mig til at tude som en teenagetøs over, at jeg først har "opdaget" dem lige som de valgte at gå hver til sit... Nuvel, hvis jeg isoleret set skulle se på, om jeg nogensinde ville have valgt at gå til koncert med nogle af de ovenstående, så er svaret nok negativt. Men hvis man placerer mig sammen med 1100 af mine festklædte kolleger i et totalt gejlet Forum, hælder en masse god mad, vin og drinks på mig og sørger for, at væggene emmer af stemning, så går ligningen op, og musikken bliver bare den form, hvori man bager verdens bedste festfyrværkeri af en kage.  Så beklager, Sir Elton, du tabte denne kamp. I lørdags var du ikke Løvernes Konge...