Den danske sangskat på Gammel Kongevej

Gammel Kongevej er DA PLACE TO BE, hvis man er noget ved musikken. 13.02 - Jeg støder på Steffen Brandt i et lyskryds. 13.07 - Jeg går lige forbi Jonas Bjerre fra Mew. 13.37 - Jeg ser Jens Unmack og Jimmy Jørgensen stå og sludre. Alt sammen på fagre Gammel Kongevej! Jeg bliver i øvrigt nødt til at indvie Jer i mine hypokondertendenser. Eftersom jeg går rigtig meget til koncert, er jeg gået hen og blevet bekymret for mine stakkels ører, der ikke længere blot er til for at holde solbrillerne på plads. Så efter koncerten i fredags (Mew spillede højt!) syntes jeg pludselig, at jeg var blevet halvdøv på det ene øre. Og hørte jeg ikke en vedvarende hyletone? GISP.... det er vel ikke begyndende tinnitus? Så jeg bestilte tid hos ørelægen i dag (den ligger søreme også på Gammel Kongevej). Han kunne så berolige mig med, at der ABSOLUT intet er i vejen, og at min hørelse ikke fejler en skid. Lider måske lidt af selektiv hørelse, men det er vist noget helt andet. Måske jeg skulle have råbt til Jonas Bjerre: "Det er fandeme DIN skyld, at jeg er på vej til ørelæge?"