I går aftes gæstede Cyndi Lauper Store Vega, og yours truly var med... Som stor fan af firsermusik (nogle ville måske mene, at jeg ligefrem er fanget i skulderpudernes årti!), havner jeg ofte til koncerter med mine gamle idoler. Og skal vi bare sige det lige ud: Nogle af fortidens stjerner har overskredet sidste holdbarhedsdato, og har ikke meget at tilføje til vor tid, andet end en aften i en flygtig nostalgiboble. Men hvad så med Cyndi? Blev det bare til en pinefuld venten på "Girls Just Wanna Have Fun", og så ellers tak for i aften, kom godt hjem, og du behøver ikke at vende tilbage? Svaret er NEJ! Cyndi Lauper er et veritabelt energibundt på en scene. Hun er glad, positiv og vist lidt af et sludrechatol... Jeg har ikke, som min ene ledsager og veninde Signe, fulgt med gennem hele Cyndi Laupers karriere, så mit kendskab til repetoiret begrænsede sig til ovennævnte ultimative tøsestatement og et par stykker mere. Men det gjorde såmænd ikke noget, for musikken var velspillet, energisk og fængende og hendes vokal er mageløs! Hæs, intens og fuld af sjæl og oplevelser. Musikken varierede fra spritnye diskonumre ("Echo" er superfed) over regulær rock til følelsesladede ballader som "True Colors" og "Time After Time". Det var dæleme godt! Cyndi Lauper bliver tit sammenholdt med Madonna, og jeg skal gerne hoppe med på vognen og elaborere lidt mere over netop dette: De poppede begge op i starten af firserne. To skønne kvinder, der stak ud fra mængden og turde være sig selv. Udgangspunktet var det samme, men udfaldet forskelligt. Mens den ene med held kan samle 85.000 mennesker på en brakmark i Horsens, kan den anden i dag lige knap fylde Store Vega. Mens den ene er forblevet et stilikon gennem over 20 år, er den anden mere eller mindre gået i glemmebogen. Eller i hvert fald i gemmebogen.  Men Madonna er blevet en vare. Et brand, et poleret image, hvor musikglæden og nærværet er forsvundet efterhånden som ikoniseringen er steget (til hovedet?).  Misforstå mig ikke, jeg er næsegrus af beundring over Madonnas evner, men var også temmelig skuffet efter føromtalte brakmarksoplevelse i Østjylland. Som en kontrast til branding og poleret image, så jeg i går en Cyndi Lauper, der tydeligvis nød, at publikum er så få og så tæt på, at hun kan småsludre lidt med dem, skælde dem lidt ud, hvis de har spildt øl på scenekanten og ellers bare være nærværende og til stede. Hun fortalte en masse småjokes og anekdoter, og så faktisk ud til at nyde både egen og vores tilstedeværelse. Jeg tror ikke Cyndi ville bytte plads med Madonna, og det ville også være synd og skam!