Det her bloggeri bliver forsømt på det groveste for tiden. I'm so sorry! Men det er ikke fordi jeg har glemt Jer. Det er heller ikke fordi jeg har lagt min interesse for musik på hylden. Det er det hersens IRL liv, som jo alligevel er lidt sjovere (og vigtigere) end den virtuelle verden. Jeg har simpelthen haft tankerne andre steder på det sidste. Og jeg kan nu komme med en absolut ikke-musikrelateret nyhed: Lobster har fået nyt job! Og det der med at skrive ansøgninger og rende til samtaler tager mere tid og energi end forventet, så bloggen har måttet vente. Jeg spår desværre også, at bloggens fremtid er lidt uvis, da det nye job kommer til at tage MEGET mere tid end mit nuværende job i det offentlige! Skulle jeg komme med et par musikopdateringer, må de være:

• Jeg behøver alligevel ikke aflyse min Mikael Simpson koncert. Min ven, som bliver 30 den dag, har flyttet sin fest en uge! JUHU!
• Jeg er til gengæld blevet nødt til at aflyse min Juncker koncert, da jeg skal noget andet, som jeg hellere vil. ØV, men min helt egen prioritering.
• Og nu vi alligevel er ved Juncker, så holder jeg meget af manden, da han netop ikke lyder som Peter Sommer. Hvad sker der så, når man sætter hans nye cd i afspilleren? På første nummer lyder han AKKURAT som Peter Sommer, argh! Når den værste forskrækkelse har lagt sig, er pladen ok, men når slet ikke hverken den første eller anden til sokkeholderne.
• Princes nye plade, "Planet Earth" er ikke mange potter pis værd. Næh, giv mig "Graffiti Bridge", som er en genistreg!
• Jeg vil være Tina Dickow i mit næste liv. Hun er så fantastisk.
• Hvis ovennævnte allerede er optaget, vil jeg gerne være Tori Amos, selv om hun virker lidt sær.
• Jeg er begyndt at glæde mig uhæmmet til d. 9. oktober, hvor jeg skal til Crowded House koncert.
• Jeg har købt et NME magasin, og har hældt vand ud over det ved et uheld inden jeg fik det læst. Nu gider jeg ikke læse det, og det ligger bare der helt krøllet og grimt og griner til mig. Til gengæld er det nye Gaffa - med cd - lige kommet ind af døren. Det er tørt og glat, og skal læses i aften når jeg er kommet i seng.

Det står med andre ord lidt sløjt til på musikfronten. Til gengæld er jeg begyndt at strikke igen. Det laver jeg IKKE en blog om! Dagens sang: "Hold on" med KT Tunstall. Hende må jeg lytte meget mere til.

Så skulle rygterne være gode nok. Led Zeppelin genopstår. Godt nok kun for en aften, men de genopstår. De tre resterende bandmedlemmer har indvilget i at give en "one off" koncert i London mandag d. 26. november i O2 Arena. Koncerten er en mindekoncert for grundlæggeren af Atlantic Records, Ahmet Ertegun. Der kommer også andre bands (f.eks. Pete Townshend og Paulo Nutini), men det er mindre vigtigt, hæ hæ! Billetsalget? Alle havde nok forudset, at det ville komme til at gå vildt for sig. Men hør nu lige her; Billetterne fordeles ved lodtrækning, og alle kan tilmelde sig. De koster godt nok stadig 125£, men det betyder noget vigtigt: Jeg har lige så stor chance for at komme med som alle andre!  Nu skal jeg bare gennem næste hurdle: Registreringen. Den foregår online på http://www.ahmettribute.com/main.php?show=prereg, og det er kropumuligt at komme ind! Jeg læste på The Mail Online, at de havde 100.000 (ethundredetusinde!) hits i minuttet, og at 25 mill fans havde forsøgt at få fat på de 20.000 billetter! Det er dog muligt at registrere sig indtil mandag, så mon ikke jeg når det? Jeg har tænkt mig at gøre et ihærdigt forsøg hele weekenden. Jeg ved godt, at jeg formentlig ikke vinder, men lad mig nu håbe... Dagens sang: "Ramble on" - det nummer der overvandt mig, og som gør, at jeg nu knuselsker Led Zeppelin.

Han hedder Ola Salo, han er forsanger i det svenske glamrockband The Ark, og han er lækker på en scene. Altså ikke lækker på ”tag-mig-i-dine-store-stærke-arme-og-elsk-mig-hårdt-og-inderligt”-måden, men på en mere udefinerbar måde. På en fesen og svanset måde. Giver det mening? Lad mig forklare, eller lad mig i det mindste prøve.

  Glamrock i genfortolkning. Glamfaktoren. Den der pelsbeklædte, glimmerindsmurte, satindraperede, hårlaksfikserede ting fra halvfjerdserne, hvor forskellene mellem mand og kvinde bliver udvisket. Hvor der flirtes med transseksualitet og hvor der gives et indblik i, hvad det kan blive til, når små drenge leger klæd-ud-leg i mors klædeskab, mens de synger inderlige sange i hårbørsten. Måske et voldsomt at postulere, at alle glamrockere har trang til cross-dressing, men der er immervæk tale om mænd i fjer, glitter og et tykt lag make-up! Efter en tur i sminken er vi igen klar til en ny dosis glam. Men det er ikke længere bands som Sweet, Slade, Suzi Quatro og T. Rex, der hitter. Nu er det f.eks. engelske The Darkness og svenske The Ark, der fører an med satinfanen højt hævet.   Jeg husker tydeligt, da jeg var ung teenager, og min musikalske bevidsthed blev dannet. Glamrock var nok det mest kiksede jeg kunne forestille mig næst efter at få bøjle på. Jeg er velsignet med en bror, der er næsten 15 år ældre end mig, og han talte altid om de gamle glamrøvhuller i Sweet og Slade med julelys i øjnene, og jeg synes bare han var frygtelig pinlig. Tænk på, at det var dengang Vanilla Ice havde sin storhedstid. Ha ha, hvem ler sidst?   Men glamrock er ikke kun sminke og tøj og forvirret seksualitet. Det er også glad og ukompliceret 1-2-3-derudaf-rock uden klynk og weltsmertz. Det gør dig glad. Måske er det derfor glamrocken er tilbage, vågnet op til dåd fra halvfjerdserne? Kan man, uden at være alt for højtragende, sige, at musik har det med at tilpasse sig vores behov? Har vi ikke brug for en modpol til alt det onde og komplicerede, som foregår ude i den virkelige verden? Vi vil tilbage til mors klædeskab, tilbage til det sjove og det glade.  Længe leve glamrocken og Ola Salo. The Ark kommer i øvrigt til Danmark i oktober, så snyd ikke dig selv for en god oplevelse!

OK, det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en sucker efter firserpop. Og nu er der ny vind i gamle gardiner igen. Duran Duran udgiver d. 12. november deres nye plade "Red Carpet Massacre". Og de har været smarte denne gang, de herrer Le Bon og co., for de har allieret sig med Justin Timberlake og Timbaland (er det bare mig, der synes det er forvirrende, at de hedder noget, der ligner hinanden?). Og er der noget smartere at gøre i øjeblikket, hvis man er en gruppe af fallerede og aldrende firserikoner? Det tror jeg ikke! Nu har jeg faktisk været med Duran Duran det meste af tiden, i hvert fald siden "Notorious" (ved godt, at de var RIGTIG store i starten/midten af firserne, men der havde jeg altså stadig mælketænder, så jeg nåede først Duran-toget med en senere afgang, nå!). Deres sidste plade, Astronaut, er faktisk også lidt af en genistreg, og jeg var så heldig at være til deres koncert i Horsens i december 2005 (som var AWESOME!). Så nyt fra Duran Duran er godt nyt. Og da jeg er lidt blød i knæene over Justin T. (come on, tøser, hvem er ikke det?), så kan det samarbejde da kun være godt... LYT SELV: Du kan høre de første to numre "Falling Down" og "Nite Runner" her. Jeg kan bedst lide "Falling Down", for den er ikke kørt gennem Timbalands musik-hakke-maskine. For nok har han talent, ham Timbaland, men det er også meget den samme lyd, der kommer ud af hans musikmaskine, og jeg tror desværre ikke det er noget jeg gider høre på om 10 år. Men det gør jeg helt sikkert med Duran Duran. Jeg har også fået købt den nye med Tina Dickow, "Count To Ten". Jeg har desværre kun fået hørt den kortvarigt, da jeg har været syg, slatten og sengeliggende de sidste par dage. Skulle dog være på vej mod højkant igen, og så får hun en tur gennem ørerne og resten af sanseapparatet. Dagens sang: Det må være "Falling Down" med Duran Duran.