I går havde Charlottenlund Fort samlet en række af de bedste danske kunstnere lige nu: Oh No Ono, Jens Ummack, The Raveonettes, Mikael Simpson, Kashmir, Trentemøller og Mew. Det kaldte de BeatDay.
På forhånd havde jeg specielt glædet mig til at se Jens Unmack, The Raveonettes, Trentemøller og fantastiske Mew. Men lad os tage det fra den ene ende til den anden:
Oh No Ono: Dem nåede jeg ikke at se. Det startede jo kl. 14 på en fredag, så jeg sad stadig i trædemøllen.
Jens Unmack: Det var simpelthen SÅ kedelig en koncert. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en sucker for gamle Loveshop-numre, og at Loveshop efter min mening er noget af det eneste bevaringsværdige dansksprogede musik fra halvfemserne. Når det så er sagt, så er det som om Jens Unmack har mistet lidt af sin mojo som solokunstner. Han har en dejlig stemme, men hans sange sætter sig ikke fast, med undtagelse f.eks. "Coke Lovebird" og et par andre, som jeg ikke husker titlen på. At stemningen blandt publikum også var en smule distanceret og ukoncentreret (i hvert fald der, hvor jeg stod), gjorde heller ikke tingene bedre. Resultatet blev en uvedkommende koncert, desværre.
The Raveonettes: De har været genstand for meget hype, Sune Wagner og Sharin Foo. Og de har formået at skabe deres eget retrounivers med mørk elektronisk kant. Desværre bliver det også ensformigt i længden, og til koncerten i går manglede jeg nok et enkelt nummer eller to til at bryde ensformigheden. Men jeg er imponeret over, hvor fedt det lyder, når de begge synger, i forhold til når kun Sharin Foo synger. Kald det synergi! Jeg kendte faktisk ikke så meget af deres musik i forvejen, foruden selvfølgelig hits som "Love In A Trash Can", som i øvrigt var FEEED live. Koncerten var dog præget af forholdsvis dårlig lyd (knitren og støj), og vi diskuterede, om det muligvis var med vilje for at bibeholde det ultimative retrobillede.
Mikael Simpson: Jeg har aldrig forstået den mand, og har fundet hans musik indadvendt og røvsygt. Så da jeg gik ind til teltscenen i går, var det egentlig blot for at få bekræftet min holdning. Men så skete der noget, som er en af grundene til, at jeg holder uendeligt meget af at gå til koncerter: Jeg måtte kapitulere, overgive mig, ændre opfattelse! For den mand, han kan sgu performe. Med sin egen tørre humor, underfundige dialog og absurde tekster fangede han mig fuldstændigt. Hvor Mikael Simpson på plade er lidt for "fladt" og elektronisk, giver lidt guitar musikken en ekstra dimension live. Derudover blev han også godt og grundigt hjulpet af hr. Trentemøller, som var med på scenen under hele koncerten. Jeg nikker anerkendende til hr. Simpson og overvejer at købe billet til Vega i november. Der er billetsalg fra på mandag.
Kashmir: Skal vi sige det sådan: Det var ikke for Kashmirs skyld, at jeg købte billet til Beatday. Det er ikke min stil, melankolsk rock "gør" det ikke for mig. Jeg kan dog konstatere, at de er superprofessionelle, Kasper Eistrup var toptændt, og de leverede varen. De spillede mest fra deres sidste plade, men tog også en tur ned af Erindringens Alle, og gav os bl.a. "Leather Crane", som var et stort hit, da jeg gik i gymnasiet. Bestemt et glædeligt genhør! Så alt i alt en god oplevelse, om end det ikke var mine favoritter. Selv om man ikke er stor fan af selve musikken, kan man heldigvis godt anerkende, at et band er dygtigt og nyde en koncert for koncertens skyld. Og i øvrigt smide en beundring i retning af trommeslageren, der godt nok kan give den gas med et par stikker i hænderne!
Trentemøller: Det var bare en lang fest. Gulvet var et pulserende hav af kroppe, hænder og fødder. Jeg tror jeg ikke kan beskrive det meget bedre. Trentemøller er den slags musik jeg aldrig ville høre hjemme, men live er noget andet. Og så endda helt uden bevidsthedsudvidende stimulanser!
Mew: De har efterhånden bevist overfor hele Danmark (og forhåbentlig snart også overfor resten af verden), at de er noget helt særligt. Deres lydunivers er både mørkt og dystert, men har qua Jonas Bjerres smukke vokal en lethed og skrøbelighed over sig. Og så kan de på en måde få kaos ordnet til noget lytteværdigt. Mew præsterede en smuk og mindeværdig koncert. Højdepunktet var den smukke "Comforting Sounds", som vi fik i fuld længde. Men også "Circuitry Of The Wolf", "Special" og den dejlige "Snow Brigade" var nærmest symfoniske, og jeg måtte ofte bare lukke øjnene og lad mig rive med. Mew lovede i øvrigt at vende tilbage omkring november med nyt album. Juhu! Jeg kunne dog starte med at få fat i "Half The World..." og "A Triumph For Man", som jo lige er blevet genudgivet.
Dagens sang: "Future Love Paradise" med Seal. De har spillet den i radioen her til morgen. Jeg har altid elsket den sang, og det er pudsigt, at de spiller den i dag, for det er ikke mere end to dage siden jeg tænkte på, at jeg ikke havde hørt den i årevis. Jeg må lige støve den frem fra samlingen (hvis jeg overhovedet har den på andet end kasettebånd!).
