Således allerede meget bedre tilpas!

Jævnfør mit seneste indlæg, så skulle jeg vist bare have det griflet ned for at forstå alvoren (Ja, det er dødsens alvor at miste musikken). Jeg kom pludselig i tanke om, at en god musikven havde slået et slag for last.fm. Nu er jeg oprettet som bruger, og sidder og lytter til musik, som last.fm ud fra min "lyttehistorie" i iTunes anbefaler til mig. Det kan godt være, at jeg er håbløst bagud, men DET ER SGU DA SMART! Jeg vil hermed gerne tilslutte mig anbefalingen af last.fm. Her kan du finde mig under navnet rocklobsterdk. Lige nu lytter jeg til Recoil, et projekt som Alan Wilder fra Depeche Mode har søsat. Det er nyt for mig, det er anderledes og det er faktisk meget godt. Men bedst af alt, så er jeg langsomt ved at komme tilbage på sporet. Var det virkelig ikke sværere?

Gimme Inspiration!

Det er sgu svært at holde liv i en musikblog, når den musikalske inspiration er gået fløjten. Når musikken fylder så lidt og alt det andet fylder så meget. Når ens civile liv ganske ufrivilligt minder om et uheldigt miks af "Nynnes Dagbog" og permanent pauseskærm. Hvis det ellers giver mening... Jeg har ikke haft det sådan med musik i årevis. Hjælp, jeg føler mig tom! Min iPod kører den samme playliste igennem igen og igen, den jeg lavede sidste sommer, som er et skamløst bastardmiks af alt, hvad jeg godt kunne lide på det tidspunkt. Alt fra Faith No More til Britney. Fra Elton John til The Killers. Fra Snap til Led Zeppelin. Det passer måske meget godt til resten. Et planløst miks uden form og retning. Men det skal sgu være løgn i Kina, skal det. Jeg må i gang igen! Første trin i operation "Gimme Inspiration" må være at bladre cd-samlingen igennem og genopdage fortidens musikalske favoritter. Jeg skal høre Radioheads "OK Computer" og svømme tilbage til 1997, dengang jeg forlod min jyske fødeby og bosatte mig i hovedstaden. Jeg skal høre A-has "Hunting High And Low og gå et skridt længere tilbage til min musikalske dannelses begyndelse. Jeg skal høre David Bowie, jeg skal høre Depeche Mode og jeg skal høre Madonna. Jeg skal genfinde mine "rødder". Fik jeg nævnt Elton? Derefter kan I jo hjælpe mig, kære læsere... hvis I ellers stadig er der? Hvad skal jeg så høre? Hvori skal det nye bestå? Hvad skal jeg lytte til når jeg cykler? Når jeg sumper? Når jeg arbejder? Når jeg lever? Hvad fanden skal skabe resonans i de små øregange?