Vejret var forrygende, stemningen noget nær perfekt, forventningerne skyhøje... Og desværre blev de ikke indfriet. Jeg havde set frem til koncerten med The B-52's i meget, meget lang tid. Ventetiden op til koncerten havde føltes noget nær uendelig, og da jeg endelig dukkede op til koncerten blev jeg balstyrisk som et lille barn, så min nevø på 13 blev den voksne, og måtte indrømme, at han aldrig havde set moster sådan! Med plads på forreste række med kameraet klar, kunne det kun gå for langsomt med at starte showet. Kate, Fred og Cindy samt band gik på scenen til stor jubel for de fremmødte fans. De lagde ud med "Mesopotamia", som er et af mine yndlingsnumre. Et meget modigt åbningsnummer, da det ikke ligefrem er lettilgængeligt og ikke et nummer der er bredt kendt. Men selv om starten var lovende, gik gassen dog hurtigt af ballonen. For The B-52's havde en mission: De skulle præsentere materiale fra deres kommende album, der udkommer i efteråret. Numrene var rimeligt fængende og lød utrolig meget som The B-52's, og især et nummer som "Funplex" var værd at bide mærke i. Men det var tydeligt, at publikum var kommet for at genhøre alle de gamle klassikere. Alle numre, nye som gamle, blev modtaget med god respons, men festen udeblev... I løbet af koncerten blev vi præsenteret for mere end en håndfuld nye numre og lidt flere gamle. Og det var et dårligt blandingsforhold. Det blev dog til et glædeligt genhør med både "Strobe Light", "Private Idaho", "Roam" og selvfølgelig den allestedsnærværende kitchede danseklassiker "Love Shack", der dog kom alt for sent i forløbet til sikre en feststemning på den rette side af lunken. Jeg manglede flere af deres store hits, som bl.a. "Good Stuff", "Is That You Mo-Dean?", og endda numre som "Deadbeat Club" og temaet fra The Flintstones, alle sange fra deres storhedstid i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, efter de var holdt op med at være post-punk. En festlig fætter som "Hot Pants Explosion" eller "Wig" ville heller ikke have bremset festtoget. The B-52's har efterhånden over 30 år på bagen. Og det virkede lidt som om de ikke helt kunne leve op til fortidens eskapader med højt hår, vanvittige kostumer og over-the-top kitch performance. Men måske ville det også være lidt for meget af det gode... (sender en flygtig tanke til vore egne Sussi og Leo, som for længst er hinsides grænserne for pinlighed). Altså et meget mere afdæmpet band end tidligere, dog med god lyd, fabelagtig vokal, men med en snert af optræden på autopilot. Når man tænker på, at dette for mange var den store heltegenkomst, så virkede bandet meget mere uengagerede end man kunne være bekendt. At solen stod lavt og skinnede lige durk ned på scenen hjalp nok heller ikke meget på hverken koncentration eller spilleslyst, men det kunne mærkes af undertegnede, at The B-52's ikke leverede deres optimale. Desværre! Showet sluttede af med den sære Planet Claire og som forløsning til sidst kom min helt egen ROCK LOBSTER. Det reddede lidt min dag, men igen, klimaks kom lidt for sent. Så modvillig og lidt tung om hjertet må jeg give 3 ud af 6 stjerner. Jeg fortryder intet og er glad for jeg tog af sted. Det var ikke en decideret dårlig koncert, jeg havde bare forventet lidt mere... Derfor den hårde dom. Gaffas anmelder så dem til Benicàssim festivalen i Spanien, og er slet ikke uenig med mig! Dagens sang: Det må trods alt være "Rock Lobster". Den mildest talt mærkelige video kan i øvrigt ses her: . Og så har jeg taget skridtet fuldt ud og har bestilt en Rock Lobster t-shirt samt vægur (!) over nettet i dag. Så hvis du ser en i denne t-shirt i løbet af sommeren, så er det med god sandsynlighed mig! 

Coca Cola har begivet sig ud i et massivt markedsføringsstunt. I hver kapsel (kun til 0,5 og 1,5 l flasker) sidder en kode, der giver et gratis download hos iTunes. Det lyder næsten for godt til at være sandt ikke? Og når man som jeg altid skyller frokosten ned med Cola (Zero, godt nok!), så kommer kapslerne jo nærmest rullende. Hvis man så lige overvinder sin stolthed og lader klunsergenet komme til orde, så samler man kapsler alle steder, man overhovedet kan komme i nærheden af det. I disse dage er det således ikke et usædvanligt syn at se undertegnede rode rundt mellem tomme flasker efter frokosten på arbejdet... Ofte kommer jeg derfra med 4-5 kapsler. Når man samtidig tænker på, at et download hos iTunes koster 8 kr, er det bestemt klunseriet værd i mine øjne. Men lidt omstændigt er det dog. Først skal man oprettes som bruger på coke.dk. Derefter skal man indtaste koden. Så skal man veksle den til en ny kode, som man så skal indløse i iTunes. Og man må kun indløse 5 hver dag. Indtil videre har jeg fået ca. 40-50 downloads. Og de skal ikke indløses med det samme, men kan gemmes. Hurra for usunde vaner, og hurra for nu at have en god grund til at nedsvælge cola i rå mængder! (Dette indlæg er IKKE sponsoreret af Coca Cola, jeg sværger!) Ellers er jeg virkelig begyndt at glæde mig til The B-52's koncerten i London på søndag. Og til resten af ferien, forståes! Jeg må have fat i en Rock Lobster t-shirt (de findes, jeg har selv set det på det dersens internet, endda flere steder!). Og så har jeg søreme fundet min bortkomne grønne iPod-sok igen. Nu har den vitterligt en til hver dag i ugen og jeg er 229 kr. dummere! Dagens sang: "The Way I Are" -Timbaland vs. Nephew . Et lidt forvirret mash-up, som efter min mening ikke helt hænger sammen, men som alligevel har "det-der-et-eller-andet". Og så er det pissegodt gået af nevøerne, de fortjener et gennembrud uden for DK. Første gang jeg lagde ører til et nummer med Nephew, syntes jeg det var det værste jeg længe havde hørt. Nu er jeg blevet klogere, og de er det bedste der er sket for dansk musik i årevis (Dette indlæg er heller ikke sponsoreret af Nephew!)

Jeg nåede lige at få en lille bid af jazz festivalen. Noget jeg hverken havde set frem til, endsige planlagt. For det der jazz er ikke rigtig noget for mig. Alligevel endte jeg i familiehave på Frederiksberg i dag til Daimi og Louisiana Jazz Band. En gang om året kommer de frem, jazzelskerne. Helt ubemærket indtager de byen hvert år i juli. Jazzelskeren er en gråhåret mænd, der ryger pibe, går i lys hørfrakke og praktisk fodtøj. Jazzelskerens kone er ofte også med, hun er ditto grånet i toppen, har hang til rummeligt tøj i jordnære farver og bærer briller.  Den ene gang om året, skal den have en ordentlig en på kulturen, så de myldrer frem i Københavns gader, gerne flere par ad gangen. Men i modsætning til så mange andre folkefærd, der opholder sig i bybilledet, så er det svært at blive gal på jazzelskerne, for de er så civiliserede og opfører sig pænt, smider ikke øldåser og pizzabakker i parkerne, råber og støjer ikke, og gør ikke en kat fortræd. De er pæne og dannede mennesker, so what's not to like? Det skulle da lige være al den sære musik, der vælter ud fra de steder, hvor jazzelskerne opholder sig. For som sagt er jazz og jeg ikke de bedste venner. Jeg forstår ikke jazz, måske pga. manglende musikkalsk intellekt. Med undtagelse af den slags jazz, som jeg var udsat for i dag (hyggejazz, næsten søvndyssende kedeligt!), er jazz for mig en stressende og ubehagelig oplevelse. Trommerne er for energiske, blæserne for hysteriske og i det hele taget kan jeg ikke se den røde tråd. Når jeg hører jazz (nok mest fusionsjazz, tror jeg det hedder), sidder jeg på nåle og kan bare mærke ubehaget og irritationen komme kravlende. For ud kommer lyde, som mit øre ikke kan li', og som det ikke forstår. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får det lært, men det gør ikke så meget. Verden er så smækfyldt med dejlig musik, så hvorfor bruge tid på noget, man ikke kan se pointen i?  Det er jo som bekendt farligt at kritisere noget, man ikke har forstand på, og en jazzelsker skulle nok kunne få sat mig på plads. Men jeg tager alligevel chancen og skærer al jazz over en kam. Sådan! Jazz festival: Godt man ikke behøver være med selv, men jeg under jazzelskerne deres årlige kulturindsprøjtning! Dagens sang: "Skin Trade" med Duran Duran. Det er helt klart deres bedste nummer, og jeg er stadig ked af, at de ikke spillede den til koncerten i Horsens forrige år, øv!

Musikquizzen på Café Avss i går var en succes! "Lobster og venner" (et navn, som jeg egoistisk havde valgt) overlevede ikke bare quizzen, vi blev sgu også nr. to! Derudover vandt vi en omgang øl til hele holdet fordi vi kunne gætte, hvor mange bands, der aflyste til Roskilde Festival efter den var gået i gang (3). Jeg havde samlet et godt hold bestående af mig og 4 venner, og i skøn synergi fik vi gættet det meste. Quizzen består af fem runder, hvor man i hver runde skal gætte kunstner og titel på 10 sange indenfor en bestemt kategori. I går var kategorierne, Fløjten (musik, hvor der fløjtes), Det Elektriske Barometer (vidste I, at lorteboybandet Bros har ligget nr. 1 i fem uger på barometeret?), musik på Plænen i Tivoli og musik fra 2003. Derudover er der mindre kategorier, hvor man f.eks. skal gætte musikvideoer uden lyd på, hvilket land en bestemt festival afholdes i osv. Det lyder formentlig røvsygt for de fleste, men for ægte musiktosser, er det ren lykke! En del hold var "stamhold", dvs. en flok garvede quizgængere, så vi var meget stolte af at kunne vælte dem af pinden. Vinderne var holdet "Stork, Egern og Wandmand", og det er min klare fornemmelse, at det ikke er en skam at tabe til et hold, der har medvirket 14-15 gange og vundet de 8! Men næste gang får I fandeme klø! Måske... "Lobster og venner" deltager også næste gang, d. 14. august. Meld dig til, hvis du tør!

Sokker til iPod kan ikke længere købes en ad gangen, men forhandles i pakker med seks styks. Til FÅRKING 229 kr. Nu har den fandeme bare at være glad, min iPod.  Og den kan både være grøn, lilla, orange, pink, blå eller grå. Manden i Merlin mente, at der var en til hver dag i ugen pånær søndag. Hvorefter jeg kvikt bemærkede, at søndag kunne den være nøgen. "Ligesom vi andre er om søndagen!" svarede han straks. A little bit more information than I needed...

Jeg har mistet en sok. Eller dvs. min iPod har mistet sin grønne iPod-sok (som kostede pisse 50 kr!). Og nu fryser den. Jeg må købe ny sok til den i dag. For iPod må ikke fryse. Og ikke få ridser. Ikke lide overlast. For den er min bedste ven. Måske skulle jeg strikke en selv? I morgen drager Lobster og venner til musikquiz på Café Avss på Nørrebro. Jeg deltog i en lightversion af arrangementet for et par måneder siden, og det var svært nok (var frygteligt tæt på at vinde, men tabte det hele på éet bræt til sidst i knald eller fald runde). Denne gang er det for alvor, og æren er på spil. Jeg tror nu nok vi får høvl, medmindre selvfølgelig heldet er med de tossede, og en af kategorierne er "Elton John for viderekommende". Jeg er holdt op med at skrive for MusikGEIL.dk grundet personlige uoverensstemmelser mellem Lobster og fru chefredaktør. Jeg synes ellers jeg er så omgængelig og kommer overens med de fleste, men jeg måtte kaste håndklædet i ringen. Mere behøver jeg ikke skrive her. Nu er det slut, og det var en god beslutning. Så skal jeg bare finde et andet sted at anmelde, for det kommer jeg til at savne. Tilbud ønskes, jeg er billig i drift, skal bare have cd/koncertbillet, så er jeg klar! Jeg er bedst til popmusik, som I nok allerede har fornemmet. Og så er jeg omhyggelig (pernitten, ville nogen ligefrem sige!). Jeg har købt den nye med Crowded House - Time On Earth. Jeg skal se, om jeg ikke får tid til at anmelde den her i bloggen. Jeg er dog ikke ubetinget glad for resultatet, intet stikker de gode gamle skiver. Mere Crowded House: Jeg har købt billet til koncerten i Amager Bio d. 9. oktober. Skynd dig at gøre det samme, så laver vi en fest ud af det! Det rykkede allerede i de små koncertstolper for at komme af sted, da jeg så transmissionen fra Live Earth i lørdags. At se, hvordan australierne ubetinget elsker Crowded House, som var de deres egne (de ER rent faktisk fra NZ), og hvordan de bare brøler med på alle sangene, giver abstinenser og bankende hjerte. At det så bliver i Amager Bio for et væsentligt mindre publikum, gør ikke det fjerneste. Så er der begrundet håb om at kunne få plads helt oppe foran scenen.  Dagens sang: "Fake Empire" med The National. Den fik jeg vist lige hørt 10 gange i løbet af min arbejdsdag. Enkelt og dejligt, less is more!

Nicolai har tagged mig. Det betyder, at jeg skal skrive 8 tilfældige facts om mig selv og bede 8 andre bloggere om at gøre det samme.  Og her kommer så 8 helt tilfældige (musik)facts om mig:

1. Jeg brugte et år af min teenagetid på at være fan af New Kids On The Block. Det var i sandhed en pinlig affære, hvor jeg mistede al realitetssans, og rendte rundt med både t-shirts, øreringe og armbåndsur (!) med mine helte fra Boston. Efter et år stoppede det igen, for der var vist ikke så meget at komme efter når det værste hysteri havde lagt sig.
2. Min voldsomste gåsehudsoplevelse til en koncert var, da George Michael i Parken d. 11. november 2006 spillede "Father Figure". Jeg rystede over hele kroppen. Det var i flere år min yndlingssang, og jeg havde optaget den på kasettebånd fra radioen. Jeg var uheldigvis kommet til at optage min hund, der gøede i starten af nummeret. Jeg kan stadig høre det inde i mit hoved når jeg hører nummeret, nu fra cd.
3. Jeg havde en periode i 1996-97, hvor jeg hørte technomusik. Kunne gå amok til stroboskoplys i timevis i "Bulen", som var et privat øvelokale i min hjemby. Jeg har aldrig taget stoffer, og blev skræmt, da jeg besøgte The Tube i København og så den negative side af miljøet. Facinationen stoppede kort efter, og i dag siger det mig ikke en skid, selv om de gamle albums med Prodigy har en fed energi.
4. Den første cd jeg købte var Stick Around For Joy med Sugarcubes. Den seneste var Time On Earth med Crowded House.
5. Jeg var til 16 koncerter i 2006, hvilket er min personlige rekord. Den bedste var a-ha i London. Den værste var enten Depeche Mode i Parken eller Madonna i Horsens fordi min forventninger ikke blev indfriet. Rekorden skal slås i 2007, og jeg tror faktisk allerede det er lykkedes på nuværende tidspunkt.
6. Jeg kan ikke selv spille et instrument, men beundrer dem der kan. Jeg er for resten stadig gal på mine forældre over, at jeg ikke måtte spille klaver, da jeg var mindre. Jeg synger dog i kor, men der er aldrig et eneste menneske, der har sagt jeg havde en pæn stemme. Jeg ved dog, at jeg synger rent, og at min teknik forbedrer sig, men stor solosanger bliver jeg nok aldrig.
7. Mit navn Rock Lobster er titlen på en sang med The B-52's. Jeg kender ikke andre end mig selv, der kan lide dem, og jeg forstår det slet ikke!? 
8. Jeg HAR et liv ved siden af musikken, selv om det formentlig ikke virker sådan. I kommer dog næppe til at høre om det her.

Jeg vælger at tagge: Ramad, Tjalfe, Athelas, Navnløs, Cruel, Morgan, Ulvens Hule, Catontinroof. Kriterier? De sidste syv, der har blogget under kategorien "Musik", og så Ramad, som også er musikblogger. Man er vel nørd? Sæt i gang!

I dag er store Live Earth dag. Og som den store musikfan jeg er, skal det lures af. Indtil videre har det varet i godt en time, og det er sgunte meget musik man får. Til gengæld får man en stribe politisk korrekte film om, hvordan bl.a. Ben Affleck og Pierce Brosnan går ind for affaldssortering og ikke at smide skrald i naturen. Budskabet er sådan set fint nok, men allerede efter en time synes jeg at have fattet det (det gjorde jeg vist egentlig allerede inden), og hvis det bliver ved resten af dagen, er jeg ikke sikker på jeg bliver hængende. Det kan godt være, at politiske budskaber glider bedre ned, hvis det serveres med musikalsk garniture, men det gælder desværre ikke den anden vej rundt. Og i et land som Danmark, virker mange af budskaberne ret fortærskede, men jeg kan naturligvis godt se, at Danmark ikke er laveste fællesnævner i diskussionen om global awareness og beskyttelse af miljøet.  Lige nu spiller et japansk rockband ved navn Rize. Jeg ved ikke hvorfor, men langhårede japanere med tatoveringer ser altså sjove ud, og tung rock på japansk er en lidt anderledes oplevelse. Men måske er et arrangement som Live Aid en meget god måde at få udvidet sin musikalske horisont på. Jeg håber dog alligevel at få et glimt af gamle kendinge som Crowded House, Duran Duran, Smashing Pumpkins, Foo Fighthers, UB40, Lenny Kravitz og mange andre i løbet af dagen. Jeg holder nok ikke til den store finale med Madonna en gang i nat, men hun er jo heller ikke nogen fantastisk liveperformer alligevel (yup, jeg var en af 85.000 på brakmark i Horsens). Dagens sang: "Cruel Summer" med Bananarama. En slet skjult reference til sommervejret. Men OK, der er jo også længe til d. 20. juli, hvor mine 3 uger starter...

Fra Gaffas anmeldelse af koncerten med Volbeat på Roskilde Festival: Til slut fik Johan Olsen fra Magtens Korridorer trodset vandmasserne og brølede bidsk om kamp med hr. Poulsen til aftenens afslutter "Gardens Tale". Og her kunne selv de mest metalsky Elton John-elskere få luftet skrålapparatet, mens regnen væltede ubarmhjertigt ned. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle finde navnet Elton John i Volbeat-sammenhæng! Er det kun mig, der finder det morsomt? (Er jeg i virkeligheden bare overtræt?) Anyway, dette indlæg giver mig anledning til at indrømme, at jeg godt kan lide Volbeat. Jeg går faktisk og overvejer at få fat i deres seneste album, for de besidder en evne til at spille hårdt på den gode måde, så selv metalsky Elton John-elskere som mig kan være med. Over and out!

Jeg stod med et ben i hver lejr omkring at skulle tage med til Roskilde Festival i år. På den ene side lød programmet tilpas interessant til, at jeg ville gide spendere en bunke penge og fire dage af mit liv på foretagendet. På den anden side ved jeg, at luftmadras ikke er mit foretrukne natteleje, at nøgne kroppe i alle former og farver i (lystigt?) fællesbad ikke appellerer til min blufærdighedssans, at umådeholden druk og natlige bardunspring kombineret med rod og affald overalt giver en control freak som mig grå hår før tid. Alligevel var det tillokkende, for på festival er der højt til loftet, krammene sidder løst og en sludder med teltnaboen gør, at man pludselig, gennem et filter af lunkne Harboe pilsner, er de bedsteste venner i hele verden (med mindre de selvfølgelig er svenskere, der bruger ens teltdug som pissoir).

Så er det jeg kaster et blik ud af vinduet… Og konstaterer, at jeg da vist har det meget godt herhjemme i sofaen. Med en god cd på afspilleren, med tørt tøj, tør dyne og varmt bad i morgen tidlig. Det er bare fandens, at de ser ud til at hygge sig dernede i mudderpølen. De hopper rundt som forårskåde øffegrise og ruller sig i mudderet og skider regnen et langt og flot stykke. De er nu en sej dyreart, de der festivalrotter! (Billedet forestiller i øvrigt to pragteksemplarer af racen, Baggy og Nick. Jeg fandt billedet inde på Gaffas hjemmeside i dag, og nu har jeg altså stjålet det til min egen blog. Hvor ser I søde og glade ud, drenge!)