Jeg har været i tv. Og jeg var næsten ved at gå glip af selv at se det på grund af enten en halvbrandert eller et gasudslip.

Jeg har været til bryllupsreception hos en veninde i dag, og kom nok til at drikke mig lidt fuld i champagne og rødvin. I hvert fald gik jeg ud som et lys da jeg kom hjem kl. 16.30. Tænkte, at jeg lige kunne nå at få en morfar inden jeg skulle se temaaften om firsermusik på DR2 kl. 20.00. Samtidig har vi haft gasudslip i opgangen, hvilket muligvis har forlænget min lur kraftigt. I hvert fald vågnede jeg 20.45, fuldstændig omtumlet og med hamrende hovedpine.

Så jeg gik glip af starten af programmet, men nåede heldigvis at se programmet om, hvordan mine gamle helte fra a-ha fik deres gennembrud. Damn, Morten Harket er dejlig, og hvor er det skønt, at de taler norsk i programmet.

Temaaftenen bød også på en reportage fra firserfestivalen i Esbjerg d. 16. juni, hvor jeg var med. Og det var her jeg skulle have mine 0,74 sekunders berømmelse. Under Rocazinokoncerten, i ført orange/rødstribet regnfrakke står yours truely, Rock Lobster, og synger med…. WAIT A MOMENT! Jeg har været på nationalt tv, hvor jeg synger med på en Rocazinosang. Er det overhovedet noget at være stolt af?

Hele temaudsendelsen bliver i øvrigt genudsendt søndag d. 8. juli kl. 14.40.

Dagens sang: ”Hunting High and Low” med a-ha. Så blev man lige 11-12 år igen. Dengang hang Morten Harket over min seng, og jeg drømte uskyldige drømme om at møde ham (det gør jeg stadig, men nu er de knap så uskyldige, hø hø!) Tænk, at det jeg hørte dengang stadig holder i dag…

Interpol i Vega i går. Og jeg var ikke imponeret. Jeg vidste fra starten, at det ikke ville blive min aften. En snigende fornemmelse af afmatning på koncertfronten havde meldt sig i løbet af de sidste par dage. Efter to mildest talt sublime oplevelser (Tori Amos og Elton), skulle der vel nærmest mirakler eller Led Zeppelins genopståen til for at få min tunge røv i svingninger.   

Således umodtagelig for stimuli stemplede jeg ind på Vega. Interpol gik på uden opvarmning, hvilket var OK og egentlig også ganske unødvendigt, idet publikum var tændt fra starten (yours truely eksklusive). Musikalsk var det en opvisning i nå-hed. Jeg var nogenlunde underholdet under hele koncerten, for det var tydeligt, at bandet var utrolig velspillende, og musikken er om end ikke catchy, så i hvert fald fængende. Men en tung sky af ligegyldighed havde lagt sig henover mig, og selv om jeg så gerne VILLE nyde det, opnåede jeg det kun glimtvis, f.eks. under Slow Hands, et af deres, efter min mening bedste numre.  Interpol interagerer ikke med publikum. Det kan tolkes på flere måder: Enten er de så tilpas sublime, at det ikke er nødvendigt, idet musikken taler for sig selv. Ellers er de så tilpas arrogante, at det rager dem en fjer om publikum er med eller ej. Hvilken kategori man vælger at putte dem i afhænger velsagtens af humør. I går kunne jeg godt have brugt lidt feedback og tilgængelighed, nuff said!   Jeg kan se, at både Gaffa og Soundvenue har givet 5 stjerner. Jeg er ikke enig… Nok lagde min afmatning en dæmper på oplevelsen, men der er stadig lang vej til fem guldbelagte stjerner.  Den fest, som jeg omtalte i min sidste blog, blev heller ikke rigtig til noget. Vi tog en enkelt på Vega Natklub bagefter, men så gik gassen af ballonen. Min vilde bytur endte således kvart over midnat hjemme i sofaen, hvor jeg faldt i søvn, og vågnede helt forfrossen et par timer efter. Ynkeligt! 

Og nå ja, den med Led Zeppelin er ikke bare noget jeg finder på! Det kunne da være nice at se de gamle nisser. Enten vildt godt eller vildt pinligt...

Dagens sang: ”Stop Me” med Mark Ronson. En dejlig fortolkning af et The Smiths nummer tilsat lidt Kim Wilde lir i enden.

Jeg kan konstatere på min "Dagens sang" feature, at jeg hører alt for meget Editors. Og det gør jeg søreme også lige nu. Jeg burde ellers høre Interpol som opvarmning til koncerten i morgen. Men jeg kan ikke rigtig sætte mig op til det, så gode er de nemmerlig slet ikke, nu hvor jeg sådan hører efter... De er blevet sammenlignet med Editors. Eller dvs. den anden vej rundt, for Interpol kom først (om de så er høne eller æg, skal jeg lade være usagt). Eller dvs. Joy Division kom først. Men for nu ikke at gøre tingene mere komplicerede end de allerede er: Interpol fænger mig ikke på samme måde som Editors gør, og så er den skid slået. Det skal nu nok blive en fed koncert. Jeg skal af sted sammen med 3 af mine medskribenter, og jeg kan allerede nu mærke, at det bliver sent. Der er natkoncert på Vega bagefter, og hvem gider bekymre sig om, at det er torsdag dagen efter? Jeg har planlagt at arbejde hjemme torsdag (hurra for fleksibel arbejdsplads!), hvilket betyder, at jeg bare skal være klar ved pc'en senest kl. 10, og jeg må gerne være iført nattøj og dårlig ånde. Hurra for onsdagsfester! Dagens sang: "Hide And Seek" med Imogen Heap. Jeg hørte hele Speak For Yourself albummet på arbjedet i dag. For satan, hvor er hun fantastisk. Jeg mindes koncerten på Lille Vega i januar, hvor hun sneg sig ind, der hvor jeg er blødest, og der satte hun sig fast. Jeg tror stadig jeg foretrækker Tori Amos, hvis jeg skulle vælge mellem de to. Men det behøver jeg jo heldigvis ikke!

Dagens musikoplevelser har ikke været af de små:

1. Lige ned til den lokale pladepusher og hente den nye cd med Editors. Den skal jeg nok skrive lidt mere om senere. Den er voldsomt god, og den har roteret siden kl. 18, hvor jeg kom hjem. Især "Bones", "The Racing Rats" og "Escape The Nest" er uovertrufne. Dejligt at genhøre nogle af numrene fra koncerten d. 9. juni.
2. CROWDED HOUSE KOMMER TIL DANMARK! Og endda to gange! De spiller d. 8. og 9. oktober på hhv. Train og Amager Bio. Og jeg skal med, i hvert fald i København. Nyheden om, at de var gendannet var fantastisk, nyheden om ny plade på vej (2. juli, men hvem tæller dage...?) var mere end fantastisk. Min veninde og jeg aftalte, at hvis de ikke kom til Danmark, så måtte vi se dem i Sverige, Tyskland eller England. Men nu... nu kommer de sgu! Jeg begår mord og det, der er værre , hvis jeg ikke får billet til den koncert. Så er I advaret!

Og sådan ser de åbenbart ud i dag, 10 år senere: Dagens sang: "Escape The Nest" med Editors.  Storladent!

Til alle Jer, der skal opleve Elton John i Odense i aften: Glæd Jer! Eller? Jeg har læst nogle lidet flatterende anmeldelser fra koncerten i Malmö. Den koncert jeg var helt oppe at køre over! Men som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er jeg nok ikke noget sandhedsvidne, for bare det, at manden er til stede, er nærmest nok for mig.  Så måske bliver I skuffede? Det magasin, jeg anmelder for, sender to af sted til koncerten, og jeg er ikke en af dem. Jeg skal indrømme, at jeg har lidt ondt i røven over det... (Især fordi det er redaktøren og den tidligere redaktør) Men lad det nu ligge. Jeg fik min dosis i Malmö, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes en tur til Odense i aften som et helt uoverskueligt projekt. Jeg må prøve at få styr på det, jeg kalder mit hjem, og som i går var invaderet af 12 tøser. Sporene skal slettes, og helst til musik. Jeg tror jeg skal høre noget Interpol (jeg skal "forberede mig" til koncerten på onsdag). Der kan nok også bliv tid til en smule Elton, noget Rufus og måske lidt disco (det er nemlig godt at støvsuge til, har jeg fundet ud af!) Dagens sang: "Blood" med Editors. Den er fandeme god!

Foregående indlæg havde mere med mig at gøre, end med koncerten i går. Og I skal da ikke snydes for en anmeldelse. Jeg gider ikke give stjerner, for det er ikke fair, det er jo Elton. Så her kommer den, min absolut vildige anmeldelse, stærkt fordrejet og 100% biased: 

Location: Malmö Stadion, hjemmebane for det lokale fodboldhold. Jeg har plads på gulvet, 20. række midt for, perfekt! Og jeg er spændt som en fjeder. Elton John er på Greatest Hits turné, så forventningerne til repertoiret er på forhånd høje, det bliver en kavalkade af det bedste af det bedste. For en gammel fan som mig, skaber det lidt betænkeligheder, for de største er ikke nødvendigvis de bedste efter min mening. Men mere om det senere.

Klokken er ca. 20.40 da starttonerne til ”Funeral For A Friend” sætter ind, et instrumentalnummer, som han så vidt jeg ved altid starter sine koncerter med, og som altid efterfølges af nummeret ”Love Lies Bleeding”. Stor jubel! Men hvad sker med lyden? Den er mildest talt mudret, og bliver kastet på kryds og tværs inde i stadion. Ikke godt, ikke godt overhovedet! Det viser sig dog blot at være startvanskeligheder, og resten af koncerten er lyden rimelig god, selv om det ikke helt kan undgås med ekkoeffekter, et velkendt stadionfænomen.  Den lange intro blev efterfulgt af den dejlige flabede ”The Bitch Is Back”, og dernæst den knap så kendte ”Hercules”, der virkede ukendt for mange af de fremmødte. ”Madman Across The Water” bliver første nummer, hvor Eltons stemme rigtig kommer til sin ret. Et fantastisk valg, idet nummeret er hjerteskærende smukt live. Men med dette nummer bliver det dog også tydeligt, at stemningen først vil intensiveres når der kommer skudsikre hits på menuen.   Og det gør de. Han serverer dem alle, og vi labber det i os. ”Rocket Man” er et af de musikalske højdepunkter under koncerten. I liveversion har nummeret fået nyt liv, og afsluttes med en flere minutter lang fablagtig outtro med musikalsk lir fra både Elton og band.  Repertoiret er forståeligt nok centreret om storhedstiden i halvfjerdserne, med store ballader som ”Daniel”, ”Sorry Seems To Be The Hardest Word” og den efter min mening totalt udtrådte ”Candle In The Wind” – men OK, jeg må bøje mig, den sætter virkelig gang i publikum. Derudover bliver der i anden halvdel af koncerten skruet godt op for tempoet med numre som ”Benny And The Jets”, ”Philadelphia Freedom”, ”I’m Still Standing” og ”Saturday Night’s Allright For Fighting”. Sidstnævnet er flad og kedelig på plade, men rykker alt op med rode live. På det tidspunkt har jeg, som så mange andre, begivet mig helt op foran scenen, og her er stemningen helt fantastisk. Selv vagterne smiler og synger med!  Elton er en superrutineret performer, og i går aftes var ingen undtagelse. Men det er også tydeligt, at alderdommen langsomt er ved at sætte ind. Han er lige fyldt 60, og selv om stemmen er den samme, og endda har fået mere karakter med årene, så er han i dag mindre livlig end for bare 5-7 år siden. Og den flamboyante sceneoptræden fra halvfjerdserne med briller og parykker er for længst forbi. Men spille, det kan han, og det var nærmest småhypnotisk at iagttage de små tykke fingre, der dansede hen over tangenterne på storskærmen. Det så legende let ud!   Som allersidste nummer (andet ekstranummer) valgte han at spille ”Your Song”, som nok er hans største hit og en af de smukkeste sange, som han og Bernie Taupin nogensinde har begået. Personligt ville jeg blive drabeligt skuffet, hvis han ikke havde spillet den, og det synspunkt delte jeg øjensynligt med de fleste andre, for et jubelråb satte ind, da de første toner blev slået an på klaveret. Herefter var der dømt fællessang, og der blev med garanti også krammet lidt ekstra ude i mængden.  Som sagt er jeg stærkt forudindtaget mht. om koncerten var god eller ej, der er for mange personlige forstyrrende elementer, der spiller ind. Jeg kunne dog konstatere, at de mennesker jeg talte med på vej ud, var akkurat lige så glade som mig, og at der havde været en fantastisk stemning, især under anden halvdel af koncerten. Han formåede også, med sit valg af repertoire at tilfredsstille både de publikummer, som kun kender de allerstørste hits, og sådan nogen som mig, som holder mest af det allerældste materiale. Blot til orientering: Jeg har besluttet mig for ikke at tage til Odense på søndag. Oplevelsen i går var for stor og for smuk til at den behøver gentagelse. Giver det mening? Det spillede han: ”Funeral For A Friend / Love Lies Bleeding” ”The Bitch Is Back” “Hercules” “Madman Across The Water” “Tiny Dancer” “Daniel” “Rocket Man” “Honky Cat” “Sacrifice” “I Guess That’s Why They Call It The Blues” “Burn Down The Mission” “The Bridge” “Sorry Seems To Be The Hardest Word” “Candle In The Wind” “Benny And The Jets” “Philadelphia Freedom” “Are You Ready For Love” “Something About The Way You Look Tonight” “Sad Songs” “I’m Still Standing” “Crocodile Rock” “Saturday Night’s Allright For Fighting” Ekstranumre: “Don’t Let The Sun Go Down On Me” “Your Song”

Kan man være for fan, altså af nogen? Jeg har altid grinet lidt overbærende af de ”voksne damer”, der er helt tossede med Cliff Richard og følger ham overalt. De der bebrillede damer med en let permanent og sweatere med underlige mønstre. I kender dem garanteret også. De kan tale om deres idoler i timevis, og viser gladelig deres samling af fotos, autografer og andet merchandise-crap frem. Sådan bliver jeg aldrig!  Og så dog… For hvor dybt er jeg egentlig sunket når det gælder Elton John? Følgende udsagn passer med garanti om mig:

• Der er nok ikke gået en uge siden 1990, hvor jeg ikke har hørt Elton.
• Jeg ejer næsten alle hans albums på cd, og helt sikkert resten på kasettebånd.
• Jeg brugte meget af min teenagetid på at læse om manden og støvsuge biblioteker i det ganske land for bøger og bånd.
• Jeg har haft mere end en plakat hængende (og han er jo ikke engang lækker?)

Så langt så godt… Det kan alt sammen bortforklares med fortidens synder og, at jeg var halvkikset dengang i starten af halvfemserne. 

Sceneskift: Malmö Stadion en juniaften i 2007, koncert med manden hamselv.

• Jeg har haft ondt i maven af spænding hele dagen.
• Jeg kommer næsten en time for tidligt til mit Öresundstog. Hvis man kender mig vel, ved man, at det er højst usædvanlig adfærd.
• Fra min ankomst til Malmö er jeg usandsynligt stresset, indtil jeg er på stadion og sidder på min plads. Jeg er så bange for at gå glip af noget, men sidder alligevel klar 30 min. før koncerten starter.
• Jeg er alene af sted, og det rører mig en høstblomst… Har godt nok slået pjalterne sammen med et par venner på vej i toget og til aftensmaden, men de har pladser et andet sted end mig.
• Under koncerten kan jeg ikke sidde stille på stolen. Jeg synger lystigt med på alle sange (som den eneste lige der, hvor jeg sidder), jeg rejser mig op og klapper energisk efter hver sang (som den eneste lige der, hvor jeg sidder). Man kan godt kalde min opførsel en kende manisk.
• Under ”Madman Across The Water”, som er min ubetingede favorit, får jeg tårer i øjnene, som jeg skynder mig at tørre væk, så ingen skal se det.
• Da nogle hardcorefans midt under koncerten løber op for at stå foran scenen, ser jeg mit snit til at løbe med. Jeg havner helt oppe ved scenekanten, hvor jeg møder ligesindede som jeg kan synge, danse og være Eltonlykkelige med.
• Og nu kommer det mest pinlige: Da han går frem til scenekanten for at trykke hånd med udvalgte fans, står jeg med energisk fremstrakte arme. I det øjeblik er mit største ønske på jorden at få en Eltonvelsignelse i form af en flygtig berøring. Og så skulle jeg aldrig mere vaskes! 

Jeg spørger nu mig selv… Er jeg alligevel ved at blive en af de damer?

Uh uh uh.... Om mindre end en time drager jeg mod det svenske for at opleve min helt egen helt, Elt! Ganske irrationelle tanker omkring muligheden for at drage mod Odense på søndag forekommer sporadisk. Har endda en kollega, der gerne vil hente mig på min bopæl og køre med mig hele vejen. Skal jeg?

Så er der kommet nye anmeldelser fra min hånd: Sophie Ellis-Bextor - Trip The Light Fantastic kan læses her. Anmeldelse af Esbjerg Rock Festival kan læses her. I øvrigt en dejlig dag i det vestjyske. Jeg er oprindeligt født og opvokset i Esbjerg, så det var også en tur hjem til barndomsbyen. Jeg kan dog godt mærke, at jeg har været væk i næsten 10 år, jeg mødte nemlig ikke en eneste jeg kendte - i over 12 timer. Det er alligevel utroligt. Dagens sang: Jeg har ikke rigtig fået hørt musik endnu, men hovedet er fyldt op af "China In Your Hand" med T-Pau, som var en af de optrædende på lørdagens festival i det vestjyske. Dejlig dame, hende Carol Decker. Hun har lige skrevet en mail til mig, fordi jeg havde tilføjet hende som myspace-ven.

Vore interesser er med til at definere os som personer. Nogle går op i sport, andre i håndarbejde eller frivilligt arbejde. Min altoverskyggende interesse er musik. Sådan har det (næsten) altid været. Min interesse for musik blev vakt i den sidste halvdel af firserne, som 11-12 årig. Vi fik MTV, noget der gik rent ind hos den dengang yngre Lobster…. Jeg labbede samtlige hitlister og musikvideoer i mig. Jeg lagde meget af min identitet i musik, og var på skift fan af forskellige bands og kunstnere. Det var vigtigt for mig at vise, hvem jeg var gennem min musiksmag, og jeg kunne diskutere musiksmag i timevis med andre.   Op gennem gymnasiet og min universitetstid ”glemte” jeg musikken lidt. Eller det gjorde jeg ikke, men den blev erstattet af andre interesser og manglende tid (penge) til koncerter og cd’er. Jeg fulgte ikke længere med på samme måde, men havde dog altid musik i ørerne. I løbet af de sidste tre år har jeg genoptaget interessen for musik gradvist. Nu kan man vist rolig sige, at den er i fuldt udbrud. Det er der flere grunde til. Først og fremmest har jeg pludselig fået råd til at gå til alle de koncerter, som jeg som fattig studerende kun kunne drømme om. Derudover er jeg begyndt at musikblogge og anmelde…. Jeg har som bonus mødt mennesker, som er lige så musikgale som mig og jeg elsker det! JEG ELSKER DET!  Mine omgivelser følger interesserede med. Jeg har fundet ud af, at min hobby tilsyneladende er mere interessant end så mange andre. Venner, familie og kolleger spørger ofte til, om jeg har været til nogle spændende koncerter eller har nogle spændende plader til anmeldelse. Noget de sjældent viste lige så stor nysgerrighed over for dengang jeg havde strikkemani i yderste potens, og sprøjtede sjaler og sokker ud i stor stil! Men der er vel trods alt også mere charme ved rock end ved hjemmestrikkede sokker?

 

Dagens sang: ”Give A Little Bit” med Supertramp. Fandt den lige på iPod, da jeg sad og skulle overdøve en fireårig i toget fra Jylland. Til det formål var den forholdsvis effektiv. I øvrigt et dejligt nummer. Jeg er nu vild med Roger Hodgsons stemme (At han sang for, har jeg lige ”Wikipedia’et” mig til – jeg elsker dig, oh fagre internet!)