Mogwai har sat mig på en lille opgave - en musik top 5 over de ting man kan li’ som ikke nødvendigvis er særligt coole. Noget man ikke får særligt meget “street cred” for; af Mogwai døbt “guilty pleasures”. Så her er de: 1. Elton John Det er næste synd at kategorisere ham som en "guilty pleasure", men det må være Elton John , der tager førstepladsen. At jeg er stor fan, har jeg sgu fået serveret mange sjove reaktioner på - især som 14-16 årig. Det var ikke cool dengang, og det er det vist heller ikke i dag. Men de fleste i min omgangskreds har efterhånden vænnet sig til det. Han er og bliver det ultimative, og så kan I ellers rende mig et vis sted... Hæ hæ! 2. Musicalklassikere, herunder også dem sunget af Stig Rossen. Her har vi fat i noget, der nærmer sig det uhyggeligt pinlige - det er jo nærmest farmoragtigt at falde i svime over "Another Suitcase in another Hall", "Climb Every Mountain" og "Bring him home", men det er ikke desto mindre noget, jeg har praktiseret en del. Og hvad er der så med ham Stig Rossen? Han virker umiddelbart en smule arrogant og annoying, men fy for pokker, hvor kan han synge musicals! 3. Faith No More Måske undrer det nogen, at de kan betegnes som en "guilty pleasure", men faktum er, at Faith No More falder voldsomt meget udenfor min normale musiksmag. Jeg er helt tosset med numre som "Epic", "We care a lot" og "Midlife Crisis", men det kan for min skyld også godt blive lidt hårdere. Jeg tror det er Mike Pattons intense vokal, som gør det for mig. Lidt ligesom Volbeat, som også er et af de bands i den tunge ende, som jeg holder meget af. 4. Erasure goes country Erasure udsendte i starten af 2007 en liveplade, hvor de synger countryversioner af deres hits. Koncerten er optaget i det legendariske spillested Ryman Auditorium i Nashville, og albummet (inkl. dvd!) hedder "On the road to Nashville". Her er tale om et miks, som man enten elsker eller hader, de fleste nok det sidste. Men det er bare supercharmerende at høre Andy Bell synge sig igennem det meste af bagkataloget tilsat steel guitar og countrylir. Bedste numre er "Blue Savannah" og "Victim of Love". Jeg har faktisk anmeldt cd/dvd boksen, og den kan du læse her. Jeg må indrømme, at det er en af de cd'er, der rigtig mange gange indenfor det seneste år har fundet vej ind i afspilleren. 5. New Kids on the Block OK, det er ved at være nogle år siden (nok nærmere 15...), men jeg må indrømme, at nyheden om deres genkomst har tændt en mikroskopisk flamme i mit post-teenagehjerte. Det var overhovedet ikke cool at være "blockhead" dengang, for talent var der sgutte meget af. Men jeg ELSKEDE dem! Jeg spår dem da heller ikke den store chance nu. Det kommer til at køre udelukkende på nostalgikalorier. Som så meget andet. Og de er sgu lidt pinlige...

Min første anmeldelse er landet på diskant.dk. Den er blevet ganske OK, synes jeg, men døm selv. Lige nu har jeg meget, meget dårlig samvittighed over, at jeg stadig har en cd med AsInRebekkaMaria liggende og samle støv på fjerde uge. Jeg må hellere få skippet den af sted i aften. Men det er det der forbandede liv, der har det med at fylde så uendeligt meget. Har fået nyt job - igen - pr. 1. juni. Det er andet jobskifte på 7 måneder, og egentlig slet ikke vigtigt her i Rock Lobsters musikunivers. Bortset selvfølgelig fra den negative energi, der - desværre uundgåeligt - siver lige så langsomt ud gennem sprækkerne i den resterende tid på det gamle job, og skygger for resten; forelskelsen, musikglæden, vejret og alt det andet, der burde give overskud og glæde. But hang on in there, Lobster... Der er lys, kys, musik og glæde forude.  Jeg sidder her til aften og hygger mig i min sofa, mens Iron & Wine ubesværet og stemningsskabende flyder ud af mine højttalere som nektar. Det er så tyst, så nærværende, så vedkommende, så.... dejligt. Jeg har lige investeret i albummet "Our Endless Numbered Days", og det skal nok vise sig at være lige så godt som "the Shepherd's Dog". Når jeg altså har fået lyttet mig ind på det. Det skal man nemlig med Iron & Wine. Jeg kan mærke, at det langsomt men sikkert diffunderer ind i mit hylster af en krop, hvor det finder ophold og fremkalder samme følelse som at blive strøget hen over ryggen eller blidt kysset i nakken. Tilgiv mig, at poesien løber af med mig, men er der nogen musiker, der kan fremkalde poetisk og ophøjet sindstilstand, så må det være den kære hr. Sam Beam, som er manden bag Iron & Wine. Der er ikke så meget på koncerttapetet i øjeblikket. Andet end selvfølgelig Iron & Wine i august og Elton i november. Jeg gad egentlig godt se R.E.M. i Parken i september (med Editors som support!), men det falder lige præcis oveni et bryllup, som jeg er inviteret til - i Frankrig! Og lur mig, om ikke også jeg bliver nødt til at se Flaming Lips i Tivoli i august. Bare for at se, hvad de er for nogle typer. Dagens sang: Bare noget Iron & Wine... 

Jeg er blevet tagged af Benita, So here we go!

Havde i klaver derhjemme? Nej, desværre. Plagede mine forældre, men de mente ikke vi havde plads. 

Spiller du selv? Nej. Jeg synger i kor og nyder det. Men spiller ikke et eneste instrument.

Synger du under bruseren? Jeg synger meget, men mit badeværelse er ikke af den slags man bruger flere timer på at nusse rundt i (det er ret beset bare et toilet med en bruser, hvor man står og bader oveni det hele), så det bliver ikke til så meget i badet. Til stor glæde for naboerne, tror jeg.

Har du nogensinde drømt om at være musiker? Nej. Musik er dejligt, men jeg gad ikke leve af det.

Hvad betyder musik for dig? Musik er en meget stor del af mit liv, og det betyder meget for mig. Og jeg tror alle i min omgangskreds ville påsætte prædikatet "Musiknørd" på mig. Da jeg var yngre identificerede jeg mig selv meget gennem den musik jeg hørte, og dømte også andre på deres musiksmag. Nu er jeg nok blevet lidt mere rummelig, og erkender, at man kan have andre interesser. Hvilken sang minder dig om din første forelskelse? "Jeg elsker dig" med Gnags. Jeg gik i femte klasse, og jeg var kæreste med Torben, mens min veninde var kæreste med Brian. Brian og Torben skrev teksten til sangen på et kort og afleverede det i min postkasse. Sødt, ikke?  Hvilken sang er din yndlingssang? "Madman across the Water" med Elton John. Hvor lang er din musiksamling? Ca. 400-500 cd'er og en masse på computeren. Hvad er det pinligste stykke musik du ejer? Jeg har en tysk cd-single med en sangerinde, der hedder Lucilectric. Sangen hedder "Mädchen", og den er forfærdelig. Ellers må det være en af pladerne fra min "techno-periode", Marusha "Raveland". Hvilken sang synger du på karaokebaren? "Love Shack" med The B-52's eller "Groove is in the Heart" med Deee-Lite. Hvis jeg ellers tør. Det tror jeg egentlig godt jeg gør efterhånden... Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften? Noget stille og roligt. I øjeblikket måske noget "Iron & Wine". Har også et ikke-så-fjernt minde med noget Swan Lee... Hvad er bedst at høre på en søndag? Hvis jeg gør rent er det The B-52's eller disco. Hvis jeg sidder og hænger over en avis og stener, kan det være det meste, måske bare noget radio. Eller Elton John! Hvilken sang giver dig lyst til at danse? "Vogue" med Madonna, "Groove is in the Heart" med Deee-lite, discomusik, Justin Timberlake og alt andet, der rykker. Hvad er den første sang, du kan huske? Det må være noget Shu-bi-Dua, "Jeg har en hund med fire poter" eller andet fra den tid. Eller "Wall Street Shuffle" med 10CC. Hvilken sang gør dig ked af det? "Empty Garden" med Elton John. Det er en meget smuk sang, der er skrevet til John Lennon efter hans død. "And I've been knocking / but no one answers / and I've been knocking / most of the day / and I've been calling /Hey hey Johnny / can't you come out to play" Hvilken sang skal der spilles til din begravelse? "Funeral for a friend" med Elton John eller salmen "En rose så jeg skyde". Hvem var din bedste koncert med? Elton John, dem alle 4! Tager du på festivaler? Jeg er ikke så vild med at ligge i telt, så nej. Men overvejer alligevel en gang i mellem, fordi der er så meget god musik på programmet. Og vil aldrig sige aldrig. Hvilken musiker ville du gerne på en date med? Hvem tror I? Elton John, selvfølgelig. Selv om jeg egentlig ikke tror han er særlig rar. Og selv om jeg sikkert bare ville sidde med åben mund og ikke ane, hvad jeg skulle sige. Og hvis jeg sagde noget, ville det sikkert bare være noget usammenhængende sludder om, hvor meget hans musik har betydet for mig. Og nå ja, så er han jo bøsse. Det var det. Jeg skynder mig at tagge Mogwai.

Jeg fik mine billetter til Elton John koncerten. Billetsalget startede kl. 10, og lå uheldigvis lige oveni et møde med min chef. Hun blev ret sur, men jeg fik fat i mine billetter på 8. række. Så man kan vel godt sige, at det var det værd, ikke? Billetterne kostede i øvrigt 850 kr stykket. Og det var endda ikke de dyreste billetter. De kostede 1400 kr. Det er i overkanten, selv når det er Elton vi taler om.  Så må jeg leve med, at det godt nok er 8. række, men ude i siden... Det har været en god dag!

Jeg var til koncert med Portishead i fredags. Noget jeg har set frem til, og som jeg var spændt på. Det er efterhånden mange år siden jeg har hørt dem sidst, og jeg har egentlig ikke dykket så dybt ned i musikken, men mere nydt den aura og stemning, der har omgivet deres musik. Denne dystre, melankolske og næsten støvede stemning, som appellerede til mig dengang i halvfemserne. Og hvordan var det så at se dem live? Det var vel egentlig godt! Igen havde jeg en dag, hvor jeg ikke var oplagt til at gå til koncert (er der måske noget med, at jeg ikke er oplagt til det helt store om fredagen, eller har jeg bare været uheldig de sidste to gange). Så jeg var træt, og må indrømme, at Portisheads indadvendte og dystre univers ikke rigtig kom ind under huden på mig. Men det var vist bare mig; kæresten og veninden var enige om, at det havde været en fremragende koncert. De spillede ellers glimrende. Beth Gibbons er en god sanger, også live. Hun taler ikke så meget til sit publikum, men det var alligevel helt og aldeles synligt for os, at hun nød hvert øjeblik af koncerten. Og det er et sympatisk træk. Der var en god fordeling mellem nye og gamle numre. De spillede alle de gode gamle kendinge fra "Dummy" og "Portishead", og det var et dejligt genhør. Især "Wandering Star" nød jeg i fulde drag. Men det var, som det næsten altid er, når de gamle stiller op igen, mest ved genhøret med det gamle materiale, at publikums respons var størst. Det nye musik tegner godt, men det tager nok lidt tid før fansene bliver fortrolige med det. For det er knap så "trip-hoppet" denne gang. Tror dog ikke jeg render lukt i TP og køber albummet når det udkommer d. 28. april. Så på koncertbarometeret nåede Portishead lige op over NÅ! Men helt ligegyldigt var det trods alt ikke.

Elton John kommer til Parken i November! Hvem er gladest i dag? Mig! MIG! M I G ! Og denne gang behøver jeg ikke at stå i kø sammen med alle de andre røvhuller, jeg er nemlig blevet medlem af hans fanklub, og så får man (vist nok?) adgang til at købe billetter først. Må hellere lige dobbelttjekke... Hilsen en glad Lobster