I onsdags var jeg langt om længe inde at høre Spleen United, noget jeg har villet siden jeg hørte deres første plade. Og hvordan var det så? Tja... Det var OK. Hverken mere eller mindre. Som jeg tidligere har berettet om, så kan en koncertoplevelse i den grad farves af det humør man træder ind i koncertsalen med. Og i onsdags var jeg en smule træt og mat i sokkerne. Så det blev kun til en plads på Vegas morfarrækker øverst oppe. Her kunne jeg så sidde og hygge mig med min tiltagende træthed. Der er egentlig ikke noget at udsætte på deres livepræstation andet end, at de måske var lidt for lidt i kontakt med publikum. Ellers spillede de sgu bare derudaf. Jeg fandt ud af, at jeg er mest til deres første plade, hvor firserreferencerne er tydeligst, mens jeg er knap så meget til Neandertaal, deres seneste plade. Den er slet ikke tosset, den kommer bare ikke helt på højde med den første. Og så spillede de for resten ret højt! Og nu til noget helt andet: Jeg har læst i dag, at Duran Duran kommer til Hjørring. Så bliver det sgu ikke mere internationalt, hva? Nu er jeg jo en smule lun på ham Simon Le Bon, og efter min sidste Duran Duran koncert i december i London blev jeg nærmest som en teenager igen. Så mon ikke man skulle lægge an til endnu et Duran Duran fix? Jeg læste også, at der muligvis kommer en koncert i København, og det glæder mig usigeligt. For der er fandeme langt til Hjørring, selv for en jyde. Dagens sang: "Mesopotamia" med The B-52's. Tænker, at det faktisk er i dag, at deres nye plade er kommet på gaden. Jeg må vist forbi min lokale pladepusher!

Lettere forsinket beretter jeg hermed om min sidste udlandstur og den nærmest obligatoriske koncert. I forbindelse med jobbet skulle jeg en smut til Barcelona, og så mit snit til at forlænge rejsen med et par civile feriedage. En af de ting jeg oplevede i Barcelona var en guidet rundvisning i en fantastisk koncertsal: Palau de la Música Catalana. Billedet nedenfor giver en svag fornemmelse af, hvor smukt der er, men virkeligheden overgår billedet med flere længder. Da jeg sad inde i den smukke sal, plantede der sig en idé i mit hoved.... "Jeg kunne godt tænke mig at overvære en livekoncert herinde!". Og i Lobsters univers er der ikke altid langt fra tanke til handling, så på vej ud gik jeg ind i billetsalget og spurgte til en koncert de næste tre dage. Billetkontoret fortalte, at bandet Marlango spillede, og jeg købte straks en billet, uden dog at vide mere om musikken end, at det "vist nok var moderne elektronisk musik" i følge damen bag glaslugen. Lørdag aften drog jeg så til koncert. Marlango er et spansk band med engelsksproget repetoire. De spiller popmusik med elektronisk islæt. Sangerinden har en dejlig dyb og klangfyldt stemme. Lyt selv her! De erklærer sig inspireret af bl.a. Tom Waits (hvor?), Radiohead, PJ Harvey og flere. Jeg synes nu bestemt at kunne høre noget Portishead og så leder hendes mørke vokal mig hen på Vaya con Dios. Det lød godt, og det var bestemt ikke hverken spild af tid eller penge. Jeg tror dog ikke, at jeg farer ud og køber deres plader, men en lørdag aften i Barcelona i en fabelagtigt smuk sal var det bestemt ikke helt ringe, som vi siger i Jylland!