Her i årets sidste timer er det vel passende at gøre blog-status over året der gik. Efter en periode i foråret, hvor bloggen nærmest afgik ved døden, fik jeg givet hjertemassage til tomheden i cyberspace, og det er bestemt min plan at holde ved med skriveriet. Om koncerter: Jeg fik slet ikke set så meget livemusik i 2008, som jeg havde planer om. Det var lidt halvsløjt, faktisk. Der er ikke en gang materiale nok til at gentage sidste års fabelagtigte "Lobster Live Awards". Om hvem jeg har lyttet til: I 2008 har jeg opdaget følgende: Iron&Wine, Jens Lekman, Veto, Glasvegas, 180 Grader Virvar, Asteroids Galaxy Tour og mange flere. Jeg har også fået blod på tanden mht. at udforske Kings of Leon, Bloc Party og ellers blive ved med at holde ørerne åbne for ny, dejlig musik. Af de gode, gamle travere MÅ jeg jo nævne Elton. Ham bliver jeg bare ikke træt af. Men for nylig havde jeg også en dejlig aften sammen med Tears for Fears, de har altså en særlig plads i mit hjerte. The B-52's holder stadig. Tori Amos holder stadig. Depeche Mode har jeg ikke lyttet nok til i 2008, men jeg er sikker på, at de stadig kan gøre mig glade. Om, hvad jeg bare har fået nok af i 2008: Timbaland. Hold nu kæft, altså! Den lyd gider vi ikke mere! Soul og RnB sangere, der er bedst til at være chokoladebrune og lækre. Hold Jer til det, og befri æteren for flere sukkersøde klisterfraseringer. Madonna. Sorry, girl... du har ellers altid været en favorit, men nu er du efterhånden blevet lidt for meget underholdningsmaskine og lidt for lidt menneske. "Act your age" og lad os få noget musik med nærvær i stedet for diskobavl. Og drop tanken om at ligne en på 25. Koncerter i KB Hallen. Nej, det holder altså ikke! Seneste store navn, der skal maltrakteres i akustikforvitring, er gode gamle Morrisey. Resultat: Billetter til den meget mindre koncert i Odense blev revet væk. Jeg ville personligt også hellere krydse hele Sjælland og det halve af Fyn for at opleve mesteren, end at hoppe på cyklen og cykle de 7 minutter det tager mig at ramme en hal, der ALTSÅ er beregnet til sport (eller til nød en antikmesse!). Billethajer. De skulle have en med krabasken. Det er ikke noget nyt synspunkt fra 2008, men jeg mener det sgu. Om, hvad der venter i 2009: Jeg skal se Bloc Party! Jeg har lige sikret mig billetter til Vegakoncerten i februar. Som en lille julegave fra Lobster til Lobster, som et lille plaster på såret for (som forventet) ikke at have modtaget nogetsomhelst i julegave, der havde nogetsomhelst med musik at gøre. Jeg skal blogge mere. Jeg kunne godt tænke mig med tiden at gøre noget seriøst ved det her med skribleriet, hvis jeg ellers kan få det til at hænge sammen. For der skal jo også være plads til at være Job Lobster, Love Lobster og alt mulig andet. Så det bliver sikkert ved drømmerier og luftkasteller. Lidt endnu. Jeg skal have Hi-Fi igen. Det er næsten pinligt at indrømme, men jeg ejer ikke et ordentligt musikanlæg. Efter at eksen flyttede sammen med anlægget og den halve cd-samling for mere end to år siden, har jeg ikke fået købt noget til erstatning. Mit "anlæg" består af en mono-DAB-radio og en DVD-afspiller. Det er så beskæmmende, men ikke desto mindre sandt. Men i januar skal det være slut! Jeg skal i HiFiKlubben og bruge klejner. Men det kommer I til at høre meget mere om snart...

Weekendens absolutte musikalske højdepunkt var helt sikkert natkoncert på Rust i lørdags med Asteroids Galaxy Tour. Det var spontant, det var ukendt, og det var urimelig fedt! Jeg kendte intet til bandet inden jeg drog af sted, ja, kunne end ikke huske, hvad de hed. Ikke helt uden skepsis indfandt jeg mig på Rust på et tidspunkt, der føltes som midt om natten for en halvgammel pige som mig. Heldigvis var jeg halvfuld i helgodt selskab. Asteroids Galaxy Tour er et forholdsvis ungt band, der havde deres ilddåb som livestjerner i et fyldt Vega som opvarmning for Amy Winehouse. Efter sigende skulle Winehouses manager specifikt have bedt om at få booket netop Asteroids Galaxy Tour, og det er da lidt af en chance at få som nyt band. Efter denne oplevelse har de spillet i både ind- og udland, og har i stor grad benyttet sig af Myspace og Youtube til udbredelse af deres musik. Således kan man finde kommentarer fra fans i lande som Canada, Tyskland og vores egen lille rød/hvide andedam på netop disse sites. Apple har valgt en af deres sange som reklame for iPod, deres første album udkommer i England i starten af det nye år, så dette kan meget vel være starten på en kometkarriere for bandet. Alt dette vidste jeg jo slet ikke i lørdags, så alt kunne ske. Efter en lidt ujævn start, hvor jeg ikke ligefrem så stjernestøv drysse ned fra himlen, begyndte asteroiden at røre på sig og min skepsis forsvandt i raketfart. Der kom pludselig svedige blæsere og funky rytmer væltende udover scenekanten, som ramte mig lige midt i fjæset. Forsangerinden Mette Lindberg smøg sig igennem de funky beats med sin pigede og lidt skingre (på den fede måde, forstås!) stemme og sendte med sin småvampede, sexede udstråling de fleste tilstedeværende mænd (og måske også kvinder?) til tælling. Jeg ved godt, at udseendet alene ikke skaber god musik, men det er unægteligt en fornøjelse at få både øjne og ører forført og forkælet i rette mængder. Musikken er en stor sammenkogt ret af bigband, triphop, støvet lyd, forførende stemme, kitsch, horn, soul og glæde. Glæden især! Jeg kan ikke beskrive det bedre og mere præcist end det. Lyt selv her og her, det kræver jeg faktisk, at du gør! Inden længe stod jeg helt oppe foran scenen og dansede natten væk til tonerne af kondenseret glæde. Jeg tror nok vi skal holde øje med dem i den nærmeste fremtid. I know I will... Med dette takker Lobster af for nu og ønsker alle en glædelig jul. Jeg skal jo som vanligt tilbringe julen i jysk, musikalsk eksil, kun bevæbnet med iPod og - hvis Guderne og min niece det vil - måske en runde SingStar med familien. Jeg håber der ligger masser af musik til Jer under træet.

Jeg er nok blevet for tung til at sidde på skødet af dig inde i Magasin. Så derfor får du en elektronisk ønskeseddel over, hvad den lille Lobster har af musikalske ønsker for julen. Julen er som sædvanligt fuldstændig tæppebombet med tvivlsomme opsamlinger og greatest hits plader fra alverdens fallerede musikere og has-beens, som malker julebukken for de sidste slanter. Den slags går jeg normalt langt udenom. Så dette er skam ikke et udtryk for reklamens magt, hr. Santa. Her er, hvad der står på min musikalske ønskeseddel for julen 2008: Shine A Light - Scorseses film om Rolling Stones. Jeg har ikke fået set filmen, men den er bestemt på listen over ting-der-er-bedre-at-spilde-sin-tid-på-end-at-se-Fars-Fede-Juleferie-med-Chevy-Chase-igen-igen-selv-om-den-da-er-meget-sjov. Across The Universe - Et psykedelisk farveorgie af en film spundet over nogle af The Beatles' bedste sange. Uh, den gad jeg godt se igen. Og igen. Og så lige en gang til for Arveprins Knud. Justice - Noget, som jeg kun lige har smagt flygtigt på, men som lyder "tres bien", som de siger i Land Of La Baguette. Det er fransk, det er funky, det er house/electronica og det er slet ikke noget nyt, men nærmere mig, der ikke har været så hurtig på aftrækkeren. Men derfor kan den vel godt finde plads på ønskelisten? Så den må du gerne lægge i sokken. Noget med Kings of Leon - den mand synger med den stemme, som jeg ville forvente, at Gud ville have. Hvis jeg altså troede på ham. Gav det mening? Nøh, nok ikke spor, men i hvert fald er Kings of Leon på "to-listen" listen for 2009. Bloc Party - alt, hvad jeg kan få fat i. Igen har Lobster ikke været det hurtigste dyr i skoven mht. at opdage "Hvad Der Er Godt For Dig", men nu har jeg rålyttet til deres 2007 album "A Weekend in the City" gennem den seneste tid, og jeg har besluttet mig for, at jeg må have mere. Så "Silent Alarm" og "Intimacy" må gerne pakkes pænt ind og adresseres til Frk. Lobster fra Julemanden. Et årskort til Vega - kom nu Santa, det kunne være så fiiint. Hurry down the chimney... Så plager jeg heller ikke mere. Det lover jeg. Hilsen Rock Lobster - (ulykkelig indehaver af musik-ignorant familie, så jeg sætter virkelig min lid til dig, Julemand. For de køber helt sikkert bestik og viskestykker!)

De sidste par uger har budt på et par dejlige liveoplevelser på musikfronten. For en uges tid siden havde jeg mit første besøg på Mojo, en rigtig hyggelig bluesbar i det indre København. Nu er blues jo ikke lige noget, jeg normalt beskæftiger mig med, men det er måske en fejl? I hvert fald var det en hyggelig aften, ikke mindst pga. den hyggelige stemning og fantastisk godt selskab. Det var en slags jam-aften, hvor folk fra gulvet kunne skrive sig på en liste og få foretræde på scenen. Det var der et par stykker, der benyttede sig af, hvilket ikke gjorde det mindre hyggeligt. Der er nu noget særligt ved at indtage sin musik sådan helt råt og upoleret i et mikroskopisk lokale med nærværet drivende ned af væggene. Så ja tak til at smutte en tur på Mojo igen, anytime! Den anden musikalske oplevelse var en korkoncert med vokalgruppen The Real Group. Gruppen består af 5 virkelig dygtige sangere, der synger acapella. Man skal nok være lidt af en kor-afficionado for at se det helt store lys i dem, og publikummet bestod da også fortrinsvis af andre korsangere, så vidt jeg kunne fornemme. Det er dog ganske uomtvisteligt, at de er fantastisk talentfulde. De skifter tonearter og tempo så tight, at man næsten skærer sig på kanterne. Det er en fornøjelse at lytte til. Jeg har begejstret set dem live før, og denne anden gang var bestemt en ditto positiv oplevelse. Og så kom jeg i et rasende godt julehumør, man kunne simpelthen ikke andet! Må I nyde december med alt hvad det indebærer af mistelten og deslige. Lobster vender snart tilbage med en musikalsk ønskeliste...

Elton slået af pinden? Nja, der skal vist mere til. Men i lørdags tabte han kampen. Stort. Der var firmafest. Den stolte gamle Løve blev 100 år, og det blev fejret med manér. Som glad ansat turde jeg ikke gå glip af festen, og solgte derfor de der Elton billetter til en god ven. Klogt valg! For mens Elton præsterede noget, der ikke var erindringsværdigt i Parken (det siger både alle aviserne OG min yderst pålidelige kilde), så deltog jeg i årets fest i Forum. Nu ville jeg jo ikke skrive om det her, hvis der ikke var musik indblandet. Det var der. I høj grad. Inden middagen kom Safri Duo forbi og gav et par numre. Så var stilen ligesom lagt... Efter middagen blev der rigget an til musik. Enter: Anders Blichfeldt, forsanger i Big Fat Snake. Mens den fede slange ikke lige er noget for mig, så kan han i den grad rocke og rulle, og det gjorde han så. Til ug med kryds og slange. Herefter fik vi besøg af Sys Bjerre, der gav tre numre (sødt nok!), så kom Søs Fenger også på scenen. Jamen jamen... Herefter entrede Erann DD scenen, og en flok af kvinder stimlede sammen foran scenen. Jeg fatter det ikke, synes ikke lige jeg er nede med det der latino-look, læderbukser og charmeklud. Men han synger godt, og mine mirakuløse guldsko dansede næsten af sig selv. Se, nu begynder det at blive liiiidt tåget, for der var også promiller indblandet. Men jeg husker det bestemt som om, at Birthe Kjær var næste stjerne på himlen. I hvert fald fik jeg både malet byen rød og væltet rundt gennem Forum i menneskeslange mens jeg skrålede med på "Arrivederci Franz". Og naturligvis var afskedssalutten noget med en gummibåd. Det var mageløst! Jeg synes Birthe Kjær er sød, smilende og meget professionel. Seriously! Efter det gik jeg mere eller mindre glip af ham-der-fra-Danseorkesteret. Der var lige et toilet, der skulle besøges og nogle drinks der skulle drikkes. Meeeeen, jeg nåede tilbage til den store finale: Her kommer en indrømmelse af de store: Jeg synes Nik & Jay var for fede! Det havde jeg alligevel ikke troet, at jeg skulle få over mine læber. Men på det tidspunkt var det mest naturlige i verden at hoppe rundt og skråle BOING BOING og være alt for lækker-lækker. Ja for Satan! Nu kan jeg så give mig til at tude som en teenagetøs over, at jeg først har "opdaget" dem lige som de valgte at gå hver til sit... Nuvel, hvis jeg isoleret set skulle se på, om jeg nogensinde ville have valgt at gå til koncert med nogle af de ovenstående, så er svaret nok negativt. Men hvis man placerer mig sammen med 1100 af mine festklædte kolleger i et totalt gejlet Forum, hælder en masse god mad, vin og drinks på mig og sørger for, at væggene emmer af stemning, så går ligningen op, og musikken bliver bare den form, hvori man bager verdens bedste festfyrværkeri af en kage.  Så beklager, Sir Elton, du tabte denne kamp. I lørdags var du ikke Løvernes Konge...