Glædelig jul til alle!

Så drager jeg på juleferie hos familien i det vestjyske. Med en iPod fuld af musik: KT Tunstall, Band of Horses, Duran Duran, Elton John (som altid) og en masse Led Zeppelin. Så skulle julen være reddet. Min udgave af "Lobster Live Awards" kommer ikke til at ligge under træet i år, men bliver nok uddelt mellem jul og nytår, når jeg er tilbage i København. En lille sød, og absolut ikke musikrelateret historie. Til gengæld er den fuld af jul: Jeg kan godt lide at gå med nissehue, og da jeg var på julegaveindkøb i dag, havde jeg naturligvis den røde hue på (min nissehue er FLOT, det vil jeg bare sige!). På vej hjem i metroen kigger en lille pige (5-6 år) på mig og spørger: "Er du julemanden?" "Nej" siger jeg "Jeg er bare en nisse!". "Er du en NISSE?" spørger hun forundret. Jeg nikker og svarer "Ja". Og smiler.... Det har fået mit julehumør helt i top, næsten som når man spiser den første klejne eller hører introen til "Last Christmas" for første gang i år... Gid der ligger masser af musik under træet til Jer alle i år. Jeg håber på "Mothership" med Led Zeppelin. Hvis det skulle glippe, og - igen - vise sig, at min familie har købt service og porcelæn, så køber jeg den fandeme selv. Som julegave fra Lobster til Lobster. Glædelig jul til alle!

Det kan du få for 56 kr

Musikkøb i dag: 
  • Monaco - Music for Pleasure
  • Terent Trent D'Arby - Vibrator
  • Duran Duran - Big Thing
  • Roachford - Permanent Shade of Blue
Jeg har været til "brugt-musik-gedemarked" i en butik på Rådhuspladsen i dag. 14 kr pr. cd. Billigt! Det tog også lang tid, for jeg skulle igennem mange endeløse rækker af no-names, Absolute Music og Backstreet Boys cd'er for at finde det, som jeg betragter som "guldet". Overvejede også cd'er med Martika, Color Me Badd, Cock Robin, Sam Brown, Black og mange andre navne fra "dengang". Men jeg ved, at jeg ville høre dem en enkelt gang og derefter smide dem i bunken af cd'er, der aldrig bliver hørt. Så det blev de fire. Glæder mig til at høre Monaco, som jo er et spin-off af New Order. "What do you want from me?" er i hvert fald et lækkert nummer, så mon ikke resten af pladen er glimrende? Men allerførst "Big Thing" med total-yndlings-bandet lige nu, Duran Duran. Ikke den bedste plade, lyder det til. Men husker også, at den fik ganske frygtelig anmeldelser dengang den blev udgivet. Er for resten blevet tilbudt at anmelde igen. Tidspunktet var dog meget ubelejligt, 6 dage efter jeg var startet på nyt job. Så jeg anmodede om at vente med at beslutte mig til efter jul, hvor der forhåbentlig er kommet lidt mere ro på mht. jobbet. Og det er vist meget godt, I kan jo se, hvordan bloggen bliver forsømt. Og det er slet ikke det eneste: Venner, vasketøj og madlavning bliver også grusomt forsømt pt. Så hvis I ser en ensom, sulten Lobster i beskidt tøj, er det formentlig mig! Men for at komme tilbage til emnet (musik), så tror jeg jeg slår til efter jul. Jeg synes det er fedt at anmelde, jeg savner det meget, og det holder mig til ilden. Ellers kommer jeg bare til at køre i samme rille hele tiden, jf. mine musikkøb fra i dag. Det nyeste (Monaco) er fra 1997, Jesus Christ! Nå, nu skal jeg i gang med at lave konfekt, det er jo JUUUUUL!

Jeg håber de gør det, og så alligevel ikke!

Hvor er det godt, at de sidste par uger har haft så fornemt musikalsk indhold som Duran Duran koncerten. Ellers ville jeg nok ikke have holdt ud at læse og høre om den nyligt overståede Led Zeppelin koncert i Londons O2 Arena. Kl. 00.53 dansk tid natten til tirsdag modtog jeg følgende besked på mobilen "Det var så stort, jeg skal aldrig til koncert igen, jeg har set det der skal ses!". Min tidligere kæreste, nu gode ven, som lærte mig at elske Led Zeppelin, havde via sin søster, vundet frit valg på alle hylder i den store Led Zeppelin tombola. Jeg kunne, som beskrevet i en tidligere blog, ikke overtage hendes billet. Så jeg måtte blive tilbage i Danmark og lide. Jeg druknede mine sorger i vin og Bailey's, det er jeg ikke for fin til at indrømme.... At dømme ud fra anmeldelser og generel feedback, har det været et brag af en koncert, og de gamle drenge kan stadig rocke, om end Robert Plants bukser ikke længere er så stramme, at de afslører hele udstyret. De leverede en hitparade, inklusive mine to favoritter "Ramble On" og "Kashmir". Det er knap nok til at bære! Der verserer i øjeblikket rygter om, at de drager på turné. Hvis de gør, vil jeg helt sikkert forsøge at fange dem, enten her eller i udlandet. På den anden side, så proklamerede de fra starten, at dette var et "one-off gig", hvilket sikkert også var med til at fremkalde den hype, som omgærdedes koncerten. De, der fik sikret sig billetter, var på den grønne gren, billetter blev sortbørsforhandlet for tusindvis af kroner, og sikkert også en eller andens ene nyre. Så selv om jeg af rent egoistiske grunde håber, at også jeg får lov at opleve rockmastodonterne over dem alle, så kan jeg samtidig godt se, at den lovede "one-off gig" langsomt udvandes, såfremt de vælger at "Ramble On". Lad os bare håbe, hvis de vælger at spille videre, at de gør det af ren spilleglæde, og ikke med tanke på bankbogen. Hurra for LZ og tillykke til alle de fans, der oplevede braget i London. JEG ville muligvis have givet min ene nyre for at have været der....

Det I har ventet med spænding på...

Det var fantastisk! Jeg taler om den Duran Duran koncert, jeg var til i London i sidste uge. Og som jeg lovede en tilbagemelding på. Salen var fyldt til bristepunktet med die-hard fans, og stemningen var helt forrygende, jeg har sjældent oplevet noget lignende. Det var med rislen ned af ryggen når vi med éen stemme svarede "NOTORIOUS" på Simon Le Bons spørgsmål: "If I say NO! you say...?". De små hår på armene rejste sig i flok, da bandet satte i med "Rio" med 2000 mennesker som backing. Højdepunkterne var mange, og jeg sang og dansede som jeg aldrig før har gjort det til en "sid-ned" koncert (stolen blev brugt til opbevaring af min jakke og taske...) Duran Duran spillede hele deres nye plade "Red Carpet Masacre" i fuld længde. En plade, der ved nærmere gennemlytning er lækker og mere forfriskende end tidligere. De har med hjælp fra Timberlake/Timbaland fanget noget af nutidsånden og stadig bibeholdt den Duran-lyd, som alle vi halvgamle tøser elsker dem for. Jeg er i hvert fald ikke længere i tvivl; jeg elsker den plade. Ikke så meget som den foregående, Astronaut, men det er lige ved.... Et nummer som "Box Full O' Honey" er efter min mening en genistreg på linie med "Save A Prayer", og jeg er sikker på du, ligesom jeg, vil kunne se ligheden mellem de to. Smukt som bare fanden!
Media_httprocklobsterurbanblogdkfiles200712duranduranjpg_bqidsjypggcwdqe
  Anyways, efter "Red Carpet Masacre" spillede de et elektronisk set, hvor de spillede et par af deres egne hit i elektronisk forklædning, bl.a. "I don't want your love" (fantastisk) og en lille bid af min Duran Duran favorit "Skin Trade". Skulle jeg sætte en lille, men meget ubetydelig beskidt plet på denne ellers perfekte koncert, skulle det være, at de -igen - valgte ikke at spille min helt egen "Skin Trade". Efter det meget fede og meget anderledes elektro-set, var der rigget an til symbiotisk publikumsadfærd i form af et hits-set, tællende firsermirakler som føromtalte "Rio" og "Notorious", men også "A View To A Kill", "Reflex" og "Girls On Film". Jeg tror vi alle kunne være blevet ved resten af natten, men vi fik da over 2 timers fabelagtig underholdning inden de forlod scenen til stående applaus. Hvor er jeg glad for, jeg tog med! Som altid mødte jeg nogle flinke mennesker. Det forekommer mig meget lettere at falde i snak med folk, når jeg er alene til koncert, specielt i udlandet. Det må jeg skrive en blog om meget snart.... Bedømmelse: Topkarakter, 6 ud af 6 stjerner. Koncerten er med i top 3 over 2007 koncerter. Hvem de andre er, samt meget mere, kommer I til at høre mere om, når jeg i slutningen af december afholder første officielle kåring af "Lobster Live Awards". Både I, mine kære læsere, og alle de nominerede, er inviteret til cava og pindemadder i Lobsters ydmyge københavnerresidens. I hvert fald i ånden.... Det spillede de: The Valley Red Carpet Massacre Nite-Runner Falling Down Box Full O'Honey Skin Divers Tempted Tricked Out Zoom In She's Too Much Dirty Great Monster Last Man Standing Electro Set Rio Notorious Reflex Ordinary World Do You Believe In Shame Planet Earth View To A Kill Sunrise Girls On Film