Rygterne vil vide, at min kære arbejdsgiver har forespurgt Sir Elton om, hvad han skal have for at komme og spille et par numre til vores firmafest på lørdag (det er altså en ret stor firmafest, hvis du skulle undre dig...). Jeg tror nok, jeg ville falde død om (mindst), hvis DET gik hen og skete. Rygterne vil også vide, at prisen nok var lige pebret nok. Well, you can't have it all...

Stærkt inspireret af Taarnet har jeg igen kastet et blik på, hvem der havner på min elektroniske matrikel via søgning i Google. Som altid er der en masse, der søger musikrelateret: "Glasvegas" og "Cyndi Lauper" er de mest populære pt. Den absolutte topscorer er dog "Rock Lobster". Det lader til, at min reklame for mig selv til diverse venner og bekendte virker. Men det er jo ikke sjovt. De mere bizarre kommer her: "Vibrator Gl. Kongevej" - Tror man kan få en i den butik, der hedder Paradis. Har jeg hørt. Fra nogen. Jeg kender. "Bajlepis" - Et ord, som jeg bruger meget selv, jeg troede jeg var den eneste? "Piberygning" - AHEM, kun afvigere ønsker at vide mere om det, så forsvind venligst fra min blog! "Simon Kvamms fætter" - Send ham venligst denne vej, hvis han altså er lige så lækker! "Singstar+hyletone" - Søg læge, min ven. Og skru ned næste gang du holder fest! "Peter Palshøj trøje" - Ærlig talt, hvem fanden gider gå i sådan noget? "Fællesbad" - Der var den sgu igen! Se mit tidligere indlæg. Og lad mig så slå det fast: Mit badeværelse er ikke engang stort nok til den slags! NÅ! "Hvad er resonans i øregang" - Det gad jeg egentlig også godt vide? "Talent langt hår rock" - Svaret er Led Zeppelin...

...spiller Elton i Parken, og jeg skal ikke med. Damned! Men beslutningen er truffet, jeg har solgt billetterne til en, der blev rigtig glad for dem. Det skal dog ikke afholde mig fra at ærgre mig... bare lidt. Den firmafest HAR bare at være sjov!

Jeg har haft en dejlig aften med skøn musik på afspilleren. Jeg startede aftenen med at gå min cd-samling igennem og fandt skiver med Tears for Fears, jeg ikke har hørt i årevis. Lobster fik sig sgu et nostalgitrip! Jeg havde helt glemt, hvor fantastiske de er/var. Tears for Fears er pop, men hvis du lytter rigtig godt efter, kan du høre intelligente og gennemtænkte facetter, som ikke indgår i ethvert popnummer fra firserne. Jeg har altid været meget facineret af Roland Orzabal og Curt Smith, både sammen og hver for sig. Men da Tears for Fears genopstod omkring 2004, var det bestemt ikke en succes. Deres plade "Everybody loves a Happy Ending" var en ujævn og småpinlig affære, hvor det var tydeligt at høre, at inspirationen og samarbejdsglæden var væk. Det lignede mest af alt et forsøg på at malke de sidste pund ud af fordums storhedstid. Men inden da nåede de at kreere mesterværker, i mine øjne. Her er, hvad jeg fik hørt her til aften: Tears for Fears - The Hurting Deres første album, fra 1983. Indeholder bl.a. "Mad World", som for nylig fik pustet nut liv i sig af Gary Jules. Jeg er nu mere til originalen. Stilen er mere tilbagelænet og mindre storladent end på den senere "The Seeds of Love" fra 1989, som nok er deres største succes. Men det er tydeligt at høre, at det er her den helt specielle Tears for Fears lyd blev født, ikke mindst pga. de karakteristiske vokaler. En af mine favoritter er "Change", et nummer, der bare udstråler bevægelse, det får mig til at tænke på et tog i høj fart gennem et smukt landskab. Og så har det en umiskendelig firserlyd, som jeg er sikker på, at mange elsker (og lige så mange hader!). Tears for Fears - Raoul and the Kings of Spain Efter Smith forlod gruppen i 1992 fortsatte Orzabal under navnet Tears for Fears, og det blev det faktisk ikke dårligere af. Det første album "Elemental" fra 1993 er hjerteskærende smukt, men det har jeg ikke hørt her til aften. Valget falder derimod på "Raoul and the Kings of Spain" fra 1995. "Secrets" og "Me and my Big Ideas" er favoritter, den sidste får mig helt sikkert til både at få kuldegysninger og til at synge med. Skiven har lidt mindre kant end det tidlige Tears for Fears, og er nok en kende for produceret og pænt, men det går rent ind, ikke mindst pga. vokalen. Jeg er altså en sucker for Orzabal, og han har efter min mening en af de stærkeste vokaler fra firserne. Ja sgu! Curt Smith - Soul on Board Smiths soloudspil fra 1993. Det er helt bestemt en smuk plade, men desværre ikke helt så jævnt og gennemført som Orzabals soloudspil. Pladen blev totalt ignoreret, og jeg fandt den da også ved et tilfælde i en kasse til 25 kr. for efterhånden mange år siden. Jeg synes det er lidt synd, for Smith har også en fantastisk vokal. Tears for Fears - Saturnine Martial & Lunatic Advarsel - kun for fans! En skrammelkasse af b-sider og rarities udgivet i 1996. Det er ujævnt og som oftest mindre kønt. Pladen indeholder mystiske sange som "Johnny Panic and the Bible of Dreams", et temmelig gyseligt nummer med fantasiløst beat, krydret med gospel og rap! Her finder man også "The Big Chair", som nok bedst kan betegnes som en lydbudding med en meget underlig smag. Anderledes lækkert er det på numre som "New Star", et typisk Tears for Fears nummer fra filmen "Threesome" (som i øvrigt har et af de bedste soundtacks EVER). Pudsigt nok finder man også et covernummer af Bowies "Ashes to Ashes". Det er faktisk rigtig godt, selvom det lægger sig lige lovlig tæt op ad originalen. Tears for Fears er af de fleste nok mest kendt for nummeret "Shout", som - indrømmet - er et helt fantastisk nummer. Men de rummer så meget mere. Jeg håber du nød at læse med. Jeg har i hvert fald nyd at både lytte og skrive!

Som et bundt sønderkogte porrer sad vi igår nogle venner og stenede fjerner ovenpå en, for mig, temmelig barsk uge på arbejdsmarkedet. Og hvad ser jeg så smurt ud over hele min sendeflade? "Allstars" er et af de dersens fredagsunderholdningsprogrammmer, hvor sang og musik skal pakkes ind i et fint glittet papir og krydres med lidt kendisglimmer og en sløjfe af velgørenhed. Men HOV, det handler jo om korsang! Korsang har ved Profetens skæg aldrig været forbundet med ret meget street respect. Uagtet at jeg elsker mit kor og mine medsangere, så kan vi godt være en flok nørder. Korsang er bare ikke voldsomt cool. Mænd siger, at korsang er for kvindfolk og bøsser (det passer ikke, hverken Jan, Henrik, Klaus eller Peer lurer skjult på hinanden hver tirsdag på Østerbro, jeg garanterer!). Derfor glæder det mig, at korsang vises i fjernsynet, endda i allerbedste sendetid. Korene i går var gode, og det så ud til, at de har det mindst lige så skønt som jeg har hver uge. Og det lød godt! Jeg overvejede faktisk at gå til audition på Bellis Rockor, men tanken om at skulle smøres ud over de danske kakkelborde fire fredage i træk, fik mig til at lade være. Det er jeg nu glad nok for, og jeg tror allerhøjst jeg var blevet et af de fraklip, som man muntrer sig over i stil med de syrede tvillinger eller de to filipinske damer fra X Factor. Nå, men nu, hvor korsang er blevet så forbandet cool, så mangler vi altså et par sopraner og en flok mænd i koret. Kom nu, vi drikker øl bagefter og alt muligt...