Duran Duran spiller i Lyceum Theatre i London på mandag. Og jeg er i London på mandag. Jeg nåede selvfølgelig ikke at få billet, da de blev sat til salg. Jeg har hørt, at det kun tog 5 minutter... SUK! MEN! Den slags stopper mig ikke længere... Så nu er jeg gået i gang med at finde billetter på nettet, og har også meldt mig til en konkurrence om at vinde billetter. Jeg er overrasket over, hvor mange billetter, der er sat til salg derude i cyberspace. Og det lader ikke til, at det er forbudt i England at sælge billetter til overpris! Jeg har prøvet at kontakte et par stykker, men jeg tror ikke det bærer frugt, for jeg vil helst møde folk "face to face". Så jeg gør formentlig som sidst: Tager hen til stedet og prøver at købe en billet inden koncerten. Nu skal jeg bare have fundet ud af, hvor meget jeg vil bløde for at se mine firserhelte? Jeg læste et sted på nettet, at de spiller 3 sæt:

1. Deres nye plade "Red Carpet Massacre" i fuld længde
2. Et elektronisk sæt
3. Et hitsæt

Hvor meget er sådan noget værd? Jeg må hellere lade skibet med masser af pund...

Lettere forsinket, men det er vist nærmere reglen end undtagelsen disse dage. Min tur til London var fantastisk, og koncerten med The Hoosiers blev en rigtig god oplevelse. Jeg havde jo egentlig en aftale med John, som jeg skulle mødes med udenfor koncertstedet. Men da jeg kom frem, vrimlede det med folk, der ikke kunne komme af med overskudsbilletter, så jeg endte med at købe en billet af en flink fyr ved navn Sham for 5 pund. Det var under halv pris. Sham var en utrolig flink fyr, og da jeg fortalte, at jeg var alene af sted, og at jeg var fra Danmark, sagde han, at jeg kunne følges med ham, hans kæreste og deres venner. Da jeg ligesom ikke havde andre alternativer, tog jeg mod tilbuddet. Jeg fulgtes med dem ind, drak en øl og sludrede med dem og fik endda mine 5 pund tilbage ("Du skal da ikke betale, når du kun er i London een aften og kommer helt fra Danmark!"). Det viste sig, at hans kærestes bror boede i Danmark, og endda i min fødeby. Nogle gange undrer jeg mig over, hvor lille verden er. Koncerten var glimrende. Det var ikke verdens bedste koncert, men det var hyggeligt. Bandet har jo kun en plade med i baggagen, så det satte selvfølgelig begrænsninger. Men der var godt gang i publikum, og bandet var velspillende og nærværende. Men lige præcis denne koncertoplevelse var mere end en musikoplevelse. Det var en fed oplevelse fordi jeg tog alene af sted og havde forventet at skulle betale overpris for billetten. Men i stedet mødte jeg en flok rare mennesker, som jeg havde en positiv oplevelse sammen med! Og det var alt andet lige bedre end at tilbringe aftenen alene på et hotelværelse, også selv om værelset lå på 10. sal med panoramaudsigt til Tower Bridge!

John har noget jeg gerne vil have. Han har en billet til The Hoosiers koncerten i London morgen aften. The Hoosiers har jeg fortalt om tidligere, hvor jeg også beklagede mig over, at koncerten var udsolgt. Men så var det jo jeg sad i dag og tænkte... Jeg kunne da lige prøve at google mig frem til, om nogen skulle have en billet til overs. Som sagt, så gjort! Jeg sendte en forespørgsel ud i cyberspace, og 3 timer efter var der bid. En gut ved navn John havde en billet til overs, og ville endda sælge den 10 pund under den pris han havde skrevet i annoncen, hvis jeg ellers ville give en øl og give tips til, hvad man skulle se i København, når ham og konen skal på ferie herovre senere på måneden (lyder som en flinker fyr?!). Det synes jeg bestemt var en god deal, selv om billetten stadig er lidt dyr. Men hvad er alternativet? Et kedeligt hotelværelse eller middag med min chef? Så må jeg ærligt indrømme, at jeg vælger koncerten, selv om min nye chef er fantastisk flink. Nu skal jeg bare krydse fingre for, at flyet ikke er forsinket, for jeg lander først kl. 17.30, og koncerten starter kl. 20.00. Men heldigvis lander jeg i London City Airport, som er forholdsvis tæt på centrum.   Den 2-4. december skal jeg til London med jobbet igen. Og hvem spiller i London d. 3. december? Det gør Duran Duran søreme! Er det næsten ikke for godt til at være sandt? Jo, det er det sikkert! Det er første UK koncert i 2 år, så jeg spår ikke mine chancer for at få en billet ret store. Men det skal da prøves, også selv om billetterne koster 60-100 pund og bliver afholdt i det fantastiske Lyceum Theatre. Billetsalget starter fredag morgen, og der har jeg slet ikke tid til at købe billetter. Jeg må få en anden samvittighedsfuld sjæl til at prøve for mig. Nå ja... Band of Horses spiller i Vega i marts. Jeg nåede ikke at få billetter i første omgang, men heldigvis flyttede de koncerten fra lille til store Vega, og flere billetter kommer derfor til salg i morgen formiddag. Så jeg håber jeg når det. Jeg kender egentlig ikke deres musik så godt, men det jeg har hørt, er rigtig godt. Sidste bøvs fra mig i dag: Jeg har (også) opdaget Muse. Hvordan kunne jeg undgå dem SÅ længe? De er godt nok gode, selv om det ligger i den tunge ende af, hvad en poptøs som mig normalt giver sig i kast med. Jeg forstår bestemt begejstringen fra mange af mine venner og bekendte! Dagens sang: "Run Rabbit Run" med The Hoosiers. London, here I come!!!!

Jeg havde godt nok ikke troet jeg skulle bruge så grim en overskrift. Og da slet ikke i forbindelse med min store helt, Elton John! Men altså! I går udkom den officielle danske hyldestplade til Elton John i anledning af hans 60 års dag tidligere på året. Dejligt initiativ, tænkte jeg. Den må jeg eje! Godt så... Ind i min nye lokale TP på Roskildevej (besøg den, den er fantastisk stor og dejlig) og rive cd'en ned fra hylden, vride 150 kr ud af dankortet, og så ellers hjem i lænestolen med slumretæppe und alles. MEN FOR HELVEDE DA... Det er en ordentlig omgang baljepis! Hvor skal jeg starte? Repetoiret er kedeligt og forudsigeligt. En endeløs række af gode sange, men det er udelukkende hans store hits såsom Your Song, Don't Go Breaking My Heart (Gud forbyde Peter Frödin og Søs Fenger at lave sådan en uartighed igen!), Sorry Seems To Be The Hardest Word, Song For Guy (med vammel Moonjam-sax, argh!) og andre. Eneste modige valg er Love Song, som Kasper Winding står for. Han synger den interessant og meget forfriskende, men hvorfor lyder det bagvedliggende lydspor som om det er lavet af en praktikant? Valget af kunstnere er til den røvsyge side. Michael Bundesen (manden KAN jo ikke synge engelsk, for helvede!), Søren Sko, Danseorkesteret, Stig Kreutzfeldt, Martin Brygmann... GAAAAB! Kunne man ikke have valgt nogle af de lidt nyere og mere interessante danske kunstnere? Eller er det bare mig, der tillægger Elton værdier, som ungdommen nutildags ikke forstår? Ville de bare vrænge på næsen af muligheden for at genfortolke manden med brillerne? Og var den endelige line-up bare, hvad man kunne få fat i? Jeg havde gerne set nyere bands som f.eks. Spleen United, Mew, Nordstrøm, Nephew eller endda nogle af de kvindelige kunstnere som Tina Dickow eller Jomi Massage/Speaker Bite Me køre Elton-klassikere gennem kødhakkeren. Det var der kommet en interessant fars ud af. I stedet har man valgt meget voksent og meget kedeligt, og sangene ligger alt for tæt op af originalerne, hvis du spørger mig. Og hvis du ikke spørger mig, giver jeg gerne min uforbeholdne mening alligevel. Uha, det var søreme godt at komme af med det. Nogen der vil købe cd'en? Den er billigt til salg, jeg skal ikke bruge den fremover! Dagens sang: "Love Song", men det skal være originalen med Elton, forstås!!!! 

Overskriften er sagt af min blog... Det går skidt, hva'? Men i stedet for at skyde skylden på boogien, vil jeg rette en kroget pegefinger mod det dersens IRL, og navnligt min jobsituation (lige afviklet det gamle og er startet på nyt i dag). Musikopdateringer siden sidst (hvis nogen overhovedet stadig gider følge med?):

• Tina Dickow er fantastisk. Var til koncert med hende i går. Et særarrangement for Danske Banks Pluskunder. Godt man kender sådan en! Det var, ligesom de andre gange jeg har set hende, ganske mageløst... Jeg er imponeret.
• The Hoosiers, som jeg fortalte om i sidste blog, spiller koncert i London lige præcis den aften jeg er derovre. Men, for helvede da... der er udsolgt. Overvejer at tage derud alligevel og stille mig op med et skilt. Det har jeg gjort før, til en Arctic Monkeys koncert i Milano, og det virkede (kom godt nok til at betale 2,5 gange billetprisen, men hvad fanden...).
• Jeg kom tilfældigt til koncert med The Ark sidste uge. Det var så heldigt, for jeg vandt billetterne via Gaffas hjemmeside. Så jeg tog min veninde, glødende The Ark fan (men fattig, og derfor havde hun ikke købt billet) under armen, og så dansede vi ellers derudaf. Koncerten var bedre end den jeg så i Pumpehuset i april. Ola Salo er lækker, men det har jeg vist allerede skrevet tidligere....
• Jeg må aflive min Mikael Simpson koncert, da jeg skal til London med mit nye arbejde. Nogen der er interesseret i et par billige billetter? ARGH!!!!
• Jeg har lånt filmen "24 Hour Party People", som er historien om Factory Records og Anthony Wilson, som jeg skrev om i sidste blog. Men det er vist for sent at gå i gang med den nu, er det ikke?

Det var vist, hvad der kunne klemmes ud af en Lobster på en torsdag aften.