I går aftes gæstede Cyndi Lauper Store Vega, og yours truly var med... Som stor fan af firsermusik (nogle ville måske mene, at jeg ligefrem er fanget i skulderpudernes årti!), havner jeg ofte til koncerter med mine gamle idoler. Og skal vi bare sige det lige ud: Nogle af fortidens stjerner har overskredet sidste holdbarhedsdato, og har ikke meget at tilføje til vor tid, andet end en aften i en flygtig nostalgiboble. Men hvad så med Cyndi? Blev det bare til en pinefuld venten på "Girls Just Wanna Have Fun", og så ellers tak for i aften, kom godt hjem, og du behøver ikke at vende tilbage? Svaret er NEJ! Cyndi Lauper er et veritabelt energibundt på en scene. Hun er glad, positiv og vist lidt af et sludrechatol... Jeg har ikke, som min ene ledsager og veninde Signe, fulgt med gennem hele Cyndi Laupers karriere, så mit kendskab til repetoiret begrænsede sig til ovennævnte ultimative tøsestatement og et par stykker mere. Men det gjorde såmænd ikke noget, for musikken var velspillet, energisk og fængende og hendes vokal er mageløs! Hæs, intens og fuld af sjæl og oplevelser. Musikken varierede fra spritnye diskonumre ("Echo" er superfed) over regulær rock til følelsesladede ballader som "True Colors" og "Time After Time". Det var dæleme godt! Cyndi Lauper bliver tit sammenholdt med Madonna, og jeg skal gerne hoppe med på vognen og elaborere lidt mere over netop dette: De poppede begge op i starten af firserne. To skønne kvinder, der stak ud fra mængden og turde være sig selv. Udgangspunktet var det samme, men udfaldet forskelligt. Mens den ene med held kan samle 85.000 mennesker på en brakmark i Horsens, kan den anden i dag lige knap fylde Store Vega. Mens den ene er forblevet et stilikon gennem over 20 år, er den anden mere eller mindre gået i glemmebogen. Eller i hvert fald i gemmebogen.  Men Madonna er blevet en vare. Et brand, et poleret image, hvor musikglæden og nærværet er forsvundet efterhånden som ikoniseringen er steget (til hovedet?).  Misforstå mig ikke, jeg er næsegrus af beundring over Madonnas evner, men var også temmelig skuffet efter føromtalte brakmarksoplevelse i Østjylland. Som en kontrast til branding og poleret image, så jeg i går en Cyndi Lauper, der tydeligvis nød, at publikum er så få og så tæt på, at hun kan småsludre lidt med dem, skælde dem lidt ud, hvis de har spildt øl på scenekanten og ellers bare være nærværende og til stede. Hun fortalte en masse småjokes og anekdoter, og så faktisk ud til at nyde både egen og vores tilstedeværelse. Jeg tror ikke Cyndi ville bytte plads med Madonna, og det ville også være synd og skam!

Jeg havde ellers lige gået og glædet mig... Lige siden jeg hørte om projektet med etablering af en koncertsal med plads til 5000 koncertgængere i forbindelse med yndlingsspillestedet Vega, har jeg klappet i mine små hænder. Og nu læser jeg, at Mega Vega er afgået ved døden inden første gyldne spadestik var taget. Det er godt nok trist. Jeg synes København trænger til et kvalitetsvenue med plads til mere end 2000 mennesker. Et sted, der ikke er bygget til ketcherbetvingning eller dribling med bold. Et sted, hvor der er tænkt mere på akustik end lige afmærkning af baglinie. Jeg har ofte stået i en fyldt KB Hal og tænkt: "Come on, det burde vi kunne gøre bedre, det her!". Der findes (næsten) ikke nogen større skuffelse end at have købt billet til en fed koncert i Vega, og så den bliver flyttet til KB Hallen for at kunne rumme flere publikummer. Forståeligt nok, set ud fra et billetsalgsmæssigt synspunkt, men sandelig ikke ud fra den enkelte koncertgængers ditto. Sportshaller er ikke beregnet til musik. Man beder sgu da heller ikke en tennisspiller om at spille en kamp i et teater, vel? Nu er Mega Vega reduceret til en fin tegning på et stykke papir, og begrundelsen hedder finanskrise. Nu skal jeg ikke ophøje mig selv til hverken lokalpolitiker eller finansgeni udi kommunalbudgetter, men det er sgu lidt tyndt. Det er ikke mange måneder siden, at Ritt holdt auktion over nogle tiloversblevne kulturmillioner, og nu er kassen smækket i over for et projekt, som har været planlagt i årevis. Øv, blev der sagt! Jeg håber, at nogen gemmer tegningerne og tager dem frem inden jeg bliver for gammel og døv til at nyde livemusikken.

Sidste lørdag var jeg inviteret til releaseparty for 180 Grader Virvars nye plade. Og det var godt nok et festfyrværkeri af glæde og begejstring, som jeg slet ikke havde set komme! Jeg er stødt på navnet 180 Grader Virvar mange gange i løbet af de seneste år, mest fordi jeg har gået på Universitetet med et par af bandmedlemmerne. Men jeg havde aldrig fået taget mig sammen til at deltage i en af koncerterne. Og det kan jeg godt klaske mig selv højlyt i panden for nu. Releasefesten foregik på Loppen lørdag d. 11. oktober, og bød på en utraditionel og anderledes performance. 180 Grader Virvar har mange medlemmer, nogle mere fast tilknyttet end andre, men det er vist ikke helt løgn at kategorisere dem som et slags "bandkollektiv". Jeg havde ikke tal på, hvor mange forskellige konstellationer, der stod på scenen, og hvor meget af det, der var 180 Grader Virvar, og hvor meget der var andre gæstebands, men underholdende, det var det! Entakt var på besøg, Altmodisch var på besøg, og vi fik også lige renset øregangene med lidt semi-tung rock i form af Racer. 180 Grader Virvars musik er en blanding af trip hop og folkemusik med et tvist af elektronisk lir. Det er unikt, men alligevel er det tydeligt, hvor inspirationen kommer fra. Massive Attack har sat et stort mudret størrelse 45 støvleaftryk på 180 Grader Virvars musik, uden at nogen burde fristes til at skrige om plagiat. Men der er mere en en lænen sig of ad mastodonterne fra Bristol. Der er karakterisktiske kvindelige vokaler i form af Nana og især Leonora Christine, den sidste med en dyb melankolsk klang, som helt unik. Der er violin, som uværgerligt får mig til at erindre hedengangne Sorten Mulds univers af folkemusik. Og så er der bongotrommer! WOW, hvor er der bongotrommer, der slynger sig elegant rundt om numrene, og giver det en ekstra eksotisk dimension. Nedenunder det hele hæftes musikken sammen på en elektronisk bund af grumsede og drømmende beats. Jeg er begejstret! Jeg købte albummet med hjem, og det spinner nu lystigt i afspilleren. Skal jeg hælde lidt malurt i bægeret må det være, at lidt af energien er gået tabt ved at blive indspillet i et studie. 180 Grader Virvar fungerer 100% live, og energien og entusiasmen drev ned af væggene på Loppen i lørdags. Den energi var lidt svær at genfinde på cd, men derfor skal du ikke afholde dig fra at investere dine finanskriseramte sparepenge i albummet. For det ER godt! Lyt i øvrigt efter 180 Grader Virvars "The Perfect Tune", den skulle gerne være i rotation på P3 i denne uge. Du kan også tjekke musikken ud på bandets Myspace side eller hjemmeside.

Glasvegas har med deres debutalbum kunnet skabe overskrifter inden albummet overhovedet ramte hylderne. Det skotske band fra Glasgow blev allerede efter anden - selvfinancierede - single bejlet til fra en skare af de store pladeselskaber, og kunne dermed holde hof over, hvem der skulle udgive debutpladen og vinde det halve kongerige.

Siden da gik der rygter om, at selveste Metallica havde fremskudt deres "Death Magnetic" udgivelsesdato 2 dage for ikke at havne oveni Glasvegas' udgivelsesdato, og dermed gå glip af førstepladsen på hitlisterne i England. Om store Metallica virkelig lader sig kue af en flok skotske opkomlinge ved jeg ikke, men det er en historie man husker. Og det var også den historie, der fængede mig, da jeg hørte Glasvegas på P3 for et par uger siden. Nummeret var "Daddy's Gone", og det var godt, det var rigtig godt. Jeg måtte have mere.

Nu har "Glasvegas" hærget min iPod i 4 dage mere eller mindre uafbrudt. Og de kan noget. Det er ikke hype det hele... Efter et par år med firserrefererende pop og rock smurt over hele linjen, går Glasvegas i en anden retning. Det er stadig melodisk pop-rock, men det er også retro. Der kan trækkes en fin vandkæmmet linje tilbage til halvtredserne og tredserne (uden at jeg dog  kan redegøre nærmere, det er jeg simpelthen ikke gammel nok til), og det lyder på den ene side gammelt, på den anden side spritnyt. Bandet angiver da også Elvis Presley som en inspirationskilde.

Numrene er små, søde nostalgiske perler, sunget med en umiskendelig skotsk accent, der egentlig ikke er verdens bedste vokal. Dertil er den alt for upoleret og ordinær, men det er måske en del af charmen? James Allan (vokal) synger i hvert fald med hjertet, og lyden er i det hele taget uprætentiøs og udstråler en positivitet, som smitter.

Bedst er numrene "Geraldine" og "Daddy's Gone", som da også er to af singleudspillene. Her hænger stemning, melodi og produktion sammen, og det fænger som bare f.....! Men også numre som "Polmont On My Mind" og "Flowers And Football Tops" fungerer overbevisende godt. Til gengæld er Glasvegas' svage side helt klart de stille numre. Det næsten 6 minutter lange "Ice Cream Van" er en opvisning i total ligegyldighed og lydbudding. Og "Stabbed", hvor James Allan reciterer "noget skotsk" henover en klassisk klaverkoncert, burde end ikke have været en b-side. Det er simpelthen for pinligt!

Alt i alt leverer Glasvegas et habilt førstealbum med en unik lyd og et par brølere. Jeg vil mene, at der er en grund til hypen, for de leverer noget nyt og spændende. Hører vi også Glasvegas om 5 år? Det vil den svære toer og fremtiden vise, men jeg håber det! 

Midt i finanskrise, skyderi i Københavns gader og andre grumme lokale og globale begivenheder, sidder jeg i min sofa og ER SÅ GLAD. For ved I hvad? Inspirationen er vendt tilbage. Musikglæden bobler indeni. Og det skal ud, det skal omsættes til en dans henover tastaturet. Toner skal blive til bogstaver, melodier skal blive til sætninger. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Men det var helt sikkert en saltvandsindsprøjtning at mødes IRL med en håndfuld af Urbans fantastiske bloggere i går. Jeg deltog i Moyes banankageprojekt, og det var rigtig hyggeligt. Det var dejligt at møde andre bloggere med kærlighed til ordet, for der er ingen i min omgangskreds, der har samme "trang" som mig (eller i hvert fald ikke nogen, som jeg ved af, de har det jo med at skjule sig!). Jeg vil fortælle Jer om Glasvegas, hvis debutalbum fortjener en blog for sig selv. Jeg vil fortælle Jer om 180 Grader Virvar. Jeg var til deres releasefest på Loppen i går, og det var mageløst... Jeg vil fortælle Jer så meget. Men det må blive i morgen. Jeg har leget håndværker i min lejlighed hele dagen, og trænger til et bad og en god nats søvn. Dagens sang: "Geraldine" med Glasvegas.

Jeg var til et meget anderledes og meget inspirerende arrangement i weekenden: Min fagforening havde arrangeret konference om kommunikation. Det er ikke noge hemmelighed, at jeg er uddannet indenfor naturvidenskab og er ansat i medicinalbranchen. Så man skulle tro, at en kommunikationskonference ville have et bestemt fagligt fokus... Men her skal arrangørerne have ros. De havde tænkt kreativt, og havde inviteret dirigenten og formidleren Peter Ettrup Larsen til at fortælle om musisk kommunikation. Med afsæt i sit job som dirigent og orkesterleder fortalte han på interessant vis om, hvordan man fanger sine tilhørere, hvordan man ved hjælp af musikalske værktøjer kan kommunikere, skabe et klangfelt omkring sig og sammen med sine medmennesker "mødes i det klingende nu". Det var virkelig en anderledes måde at anskue kommunikation på, og jeg blev meget inspireret. Min interesse for musik står i skærende kontrast til mit professionelle liv. Det er ikke noget jeg begræder, for det er svært at kombinere lægemidler med musik. Hvis du straks tænker på methylendioxymethamfetamin (også kaldet Ecstasy) og ravemusik, så vil jeg godt give dig ret i, at det KAN kombineres, men ikke på den kloge eller sunde måde! Jeg har altid set musikken som noget, der bobler indeni mig, en sjov hobby, men ikke nødvendigvis noget jeg skulle uddanne mig indenfor eller arbejde professionelt med, når jeg "blev stor". Og det er jeg egentlig meget glad for. For det første er det rigtig svært at ernære sig på musikken. Som udøvende kunstner skal man være i besiddelse af talent eller noget der ligner. Æhhhh, say what? Alternativt skulle man ernære sig som musikjournalist, musikbibliotekar eller lignende. Det ville straks være mere tillokkende, men jeg tror stadig konkurrencen ville være benhård og branched usikker. For det andet, så giver det altså lidt bedre i kassen at arbejde i medicinalbranchen. Ikke at det burde betyde det helt store, men når man samtidig synes det er sjovt og udviklende, mon man så trods alt ikke har valgt det rigtige? For at komme tilbage på sporet, så var det rart at få en musikalsk vinkel på sit professionelle liv. Det var en fornøjelse at opdage, at effektiv kommunikation og musik har mange lighedspunkter. At en dirigent i spidsen for et orkester, er kommunikation i sin ypperste form. At man kan overføre mange af de samme metoder til, når man skal holde en præsentation på sit arbejde, og så at sige få tilhørerne til at adlyde ens mindste vink (gid det bare var så let). /Lobster - tager dirigentstokken med på arbejde i morgen, og så skal de fandeme få kommunikation, der vil noget! Og hvis de ikke makker ret, så kan stokken nok svinges over rygstykkerne! Muhahaha....

I morgen går det løs: "Quiz Me Baby - One More Time" - musikquiz på Isola, Israels Plads. Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget. Jeg har hørt rygter om, at vi stiller op som holdet "Pink Freud and the Fine Jung Cannibals", og det synes jeg selv er hysterisk morsomt hittet på. Ja, man kunne fristes til at ønske, at man selv havde fundet på det! Jeg æææælsker at deltage i musikquiz. Jeg ved ikke hvorfor musikviden klæber til mig som fluer til lort, men det gør det... Jeg lytter flittigt med i musikquizzen på P3 hver lørdag, og klasker mig selv i panden, når de tosser, der ringer ind, ikke kan svare på de mest elementære spørgsmål. Jeg tager hver lørdag tilløb til at ringe ind selv, men jeg er fakkertalt ikke så meget for at skulle på landsdækkende radio. Hvad nu, hvis man ikke kunne svare? Så er man jo ikke et hak bedre selv, og det kan jeg ikke have på min kappe. Jeg har jo - indrømmet - ret store huller i min musikviden, ikke mindst omkring dansk rapmusik. Det ved jeg ikke en klejne om. What else? Der er jo lidt stille på bloggen... Jeg tror jeg er ved at finde ind til kernen af min musikglæde igen. Heldigvis. Jeg ved ikke, om jeg for alvor troede på, at den var væk, men den gemte sig godt. Jeg har fået hørt en masse Elton (hvilken overraskelse!), jeg har hørt Editors (igen) og så har jeg kastet min kærlighed på det danske band Veto. Der kan man tale om en flok gutter, der spiller musik, hvor man kan høre de mener hvert et ord, hvert et guitarriff. Kan du så komme ud og købe deres album, NU! Det er alle pengene værd. Jeg kører også en lille konkurrence med mig selv for tiden. Om morgenen, når jeg bestiger min røde stålganger og bevæger mig de 11 km fra Frederiksberg til Ballerup, så sætter jeg Turboweekends "Night Shift" album på, og pedalerer ud over stepperne (eller var det bare gennem Vanløse og dernæst Islev?). Jeg konkurrerer med mig selv på tid. Hvor langt er jeg nået før "Into You" starter? Og kan jeg nå frem inden track nr. 11 starter? Ja ja, whatever keeps you going... Lige en lille mormoragtig sidebemærkning: mtv er godt nok ikke, hvad det har været... Jeg har i dag fået DEN STORE TV-PAKKE på prøve fra YouSee. Straks tuner man ind på mtv, det var jo trods alt ens barnepige fra man var 11 til 16. Og hvad ser man så? Et biseksuelt datingshow? Åh, giv mig Ray Cokes tilbage.... Please?  Der var ikke så meget mere jeg ville berette fra Blog Lobsters musikunivers... Stay tuned, jeg er på vej op i gear igen, jf. ovenstående.