Jeg var blockhead. Altså fan af New Kids on the Block. Igennem et år af min teenagetid plagede jeg mine nærmeste omgivelser med NKOTB, som jeg var sikker på, at jeg ville elske for evigt. Det kom jeg så IKKE til. Nu er de jo som bekendt gendannet, og jeg har lige smuglyttet til deres nye album. Fy for den lede rødbede, det skulle de godt nok aldrig have gjort.
DET GJORDE DE BARE IKKE?!
Jo, der er åbenbart ikke grænser for, hvad der kan malkes ud af en vindtør gammel ko. Nok var de et af de første boybands, men talent - det havde de sgu ikke meget af. Udseendet var heller ikke i top. Men jeg elskede det. DENGANG. I dag kan de lige mønstre en buket dåsepop til de thirty-somethings, som er dumme nok til at hoppe på nostalgivognen og tage endnu en tur. Personligt nægter jeg at indløse billet.
Hmmmm, har lige fået den nyeste med Bloc Party i rotation. Efter første halve gennemlytning er jeg lige knap nok imponeret. Dele af det kan karakteriseres som decideret støj...
Så er det jo godt, at jeg har brugt lidt over 600 kr på billetter til koncerten i Vega i februar. Det bliver historiens dyreste ørerensning...
Nå, mon ikke de trods alt spiller noget fra "A Weekend in the City"? Man har vel lov at håbe.
Galskaben driver ned af væggene på Guds Hotel, og man undrer sig over, om gæsterne er tjekket ind frivilligt eller under tvang...
Jeg taler om Nick Cave teaterkoncerten på Edison, som jeg var så heldig at være inviteret til i sidste uge. Og det var mageløst! Som Nick Cave amatør havde jeg ikke de store forventninger. Mit kendskab til den mørke mand er sporadisk, og er ikke hængt op på andet end tilfældige fragmenter af et sikkert fremragende bagkatalog.
Scenen er sat i en lurvet lobby til det, som i forestillingen blev kaldt Guds Hotel. Gæsterne, flankeret af en tydeligt gal prædikant, er en foruroligende cocktail af mordere, psykopater og stakler, der afslører den ene grusomhed efter den anden. Og man er i tvivl om, hvorvidt hotellet er en mellemstation mellem jord og helvede, en slags palisanderbeklædt skærsild.
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstod handlingen. Men jeg blev bogstavelig talt rendt over ende følelsesmæssigt. Forestillingen er et orgie af mord, skidt, grimhed, grusomhed, sindssyge, spyt, mørke og andre fortrinligheder. De medvirkende spiller og synger alle overbevisende modbydeligt, grumt og grimt.
Specielt en af skuespillerne, Marie Dalsgaard, halvt lillepigeattitude halvt raseri, spiller så overbevisende, at det ikke ville undre mig, om de opbevarer hende i spændetrøje mellem forestillingerne. Det var sgu en fonøjelse at se hende folde sig ud som massemorder fra Trehøje!
Hvadenten du er Nick Cave veteran eller rookie, så er det bestemt værd at smutte forbi Edison og se denne fremragende forestilling, hvor velspillet og velfortolket musik går hånd i hånd med fremragende skuespil. Det er både grumt og smukt!
Sms modtaget: "Jeg har to fribilletter men ingen ledsager til forpremiere torsdag d. 8/1 til teaterkoncerten bygget over Nick Caves univers. Tænkte, at det måske var noget for en musikelsker som dig?"
DET kan man da kun sige ja tak til. Jeg smider sikkert et ord eller to om det her på bloggen.
I øvrigt er det igen tid til Mojo-aften på fredag. Det kunne godt gå hen og blive en god vane...
