Nicolai har tagged mig. Det betyder, at jeg skal skrive 8 tilfældige facts om mig selv og bede 8 andre bloggere om at gøre det samme.  Og her kommer så 8 helt tilfældige (musik)facts om mig:

1. Jeg brugte et år af min teenagetid på at være fan af New Kids On The Block. Det var i sandhed en pinlig affære, hvor jeg mistede al realitetssans, og rendte rundt med både t-shirts, øreringe og armbåndsur (!) med mine helte fra Boston. Efter et år stoppede det igen, for der var vist ikke så meget at komme efter når det værste hysteri havde lagt sig.
2. Min voldsomste gåsehudsoplevelse til en koncert var, da George Michael i Parken d. 11. november 2006 spillede "Father Figure". Jeg rystede over hele kroppen. Det var i flere år min yndlingssang, og jeg havde optaget den på kasettebånd fra radioen. Jeg var uheldigvis kommet til at optage min hund, der gøede i starten af nummeret. Jeg kan stadig høre det inde i mit hoved når jeg hører nummeret, nu fra cd.
3. Jeg havde en periode i 1996-97, hvor jeg hørte technomusik. Kunne gå amok til stroboskoplys i timevis i "Bulen", som var et privat øvelokale i min hjemby. Jeg har aldrig taget stoffer, og blev skræmt, da jeg besøgte The Tube i København og så den negative side af miljøet. Facinationen stoppede kort efter, og i dag siger det mig ikke en skid, selv om de gamle albums med Prodigy har en fed energi.
4. Den første cd jeg købte var Stick Around For Joy med Sugarcubes. Den seneste var Time On Earth med Crowded House.
5. Jeg var til 16 koncerter i 2006, hvilket er min personlige rekord. Den bedste var a-ha i London. Den værste var enten Depeche Mode i Parken eller Madonna i Horsens fordi min forventninger ikke blev indfriet. Rekorden skal slås i 2007, og jeg tror faktisk allerede det er lykkedes på nuværende tidspunkt.
6. Jeg kan ikke selv spille et instrument, men beundrer dem der kan. Jeg er for resten stadig gal på mine forældre over, at jeg ikke måtte spille klaver, da jeg var mindre. Jeg synger dog i kor, men der er aldrig et eneste menneske, der har sagt jeg havde en pæn stemme. Jeg ved dog, at jeg synger rent, og at min teknik forbedrer sig, men stor solosanger bliver jeg nok aldrig.
7. Mit navn Rock Lobster er titlen på en sang med The B-52's. Jeg kender ikke andre end mig selv, der kan lide dem, og jeg forstår det slet ikke!? 
8. Jeg HAR et liv ved siden af musikken, selv om det formentlig ikke virker sådan. I kommer dog næppe til at høre om det her.

Jeg vælger at tagge: Ramad, Tjalfe, Athelas, Navnløs, Cruel, Morgan, Ulvens Hule, Catontinroof. Kriterier? De sidste syv, der har blogget under kategorien "Musik", og så Ramad, som også er musikblogger. Man er vel nørd? Sæt i gang!

I dag er store Live Earth dag. Og som den store musikfan jeg er, skal det lures af. Indtil videre har det varet i godt en time, og det er sgunte meget musik man får. Til gengæld får man en stribe politisk korrekte film om, hvordan bl.a. Ben Affleck og Pierce Brosnan går ind for affaldssortering og ikke at smide skrald i naturen. Budskabet er sådan set fint nok, men allerede efter en time synes jeg at have fattet det (det gjorde jeg vist egentlig allerede inden), og hvis det bliver ved resten af dagen, er jeg ikke sikker på jeg bliver hængende. Det kan godt være, at politiske budskaber glider bedre ned, hvis det serveres med musikalsk garniture, men det gælder desværre ikke den anden vej rundt. Og i et land som Danmark, virker mange af budskaberne ret fortærskede, men jeg kan naturligvis godt se, at Danmark ikke er laveste fællesnævner i diskussionen om global awareness og beskyttelse af miljøet.  Lige nu spiller et japansk rockband ved navn Rize. Jeg ved ikke hvorfor, men langhårede japanere med tatoveringer ser altså sjove ud, og tung rock på japansk er en lidt anderledes oplevelse. Men måske er et arrangement som Live Aid en meget god måde at få udvidet sin musikalske horisont på. Jeg håber dog alligevel at få et glimt af gamle kendinge som Crowded House, Duran Duran, Smashing Pumpkins, Foo Fighthers, UB40, Lenny Kravitz og mange andre i løbet af dagen. Jeg holder nok ikke til den store finale med Madonna en gang i nat, men hun er jo heller ikke nogen fantastisk liveperformer alligevel (yup, jeg var en af 85.000 på brakmark i Horsens). Dagens sang: "Cruel Summer" med Bananarama. En slet skjult reference til sommervejret. Men OK, der er jo også længe til d. 20. juli, hvor mine 3 uger starter...

Fra Gaffas anmeldelse af koncerten med Volbeat på Roskilde Festival: Til slut fik Johan Olsen fra Magtens Korridorer trodset vandmasserne og brølede bidsk om kamp med hr. Poulsen til aftenens afslutter "Gardens Tale". Og her kunne selv de mest metalsky Elton John-elskere få luftet skrålapparatet, mens regnen væltede ubarmhjertigt ned. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle finde navnet Elton John i Volbeat-sammenhæng! Er det kun mig, der finder det morsomt? (Er jeg i virkeligheden bare overtræt?) Anyway, dette indlæg giver mig anledning til at indrømme, at jeg godt kan lide Volbeat. Jeg går faktisk og overvejer at få fat i deres seneste album, for de besidder en evne til at spille hårdt på den gode måde, så selv metalsky Elton John-elskere som mig kan være med. Over and out!

Jeg stod med et ben i hver lejr omkring at skulle tage med til Roskilde Festival i år. På den ene side lød programmet tilpas interessant til, at jeg ville gide spendere en bunke penge og fire dage af mit liv på foretagendet. På den anden side ved jeg, at luftmadras ikke er mit foretrukne natteleje, at nøgne kroppe i alle former og farver i (lystigt?) fællesbad ikke appellerer til min blufærdighedssans, at umådeholden druk og natlige bardunspring kombineret med rod og affald overalt giver en control freak som mig grå hår før tid. Alligevel var det tillokkende, for på festival er der højt til loftet, krammene sidder løst og en sludder med teltnaboen gør, at man pludselig, gennem et filter af lunkne Harboe pilsner, er de bedsteste venner i hele verden (med mindre de selvfølgelig er svenskere, der bruger ens teltdug som pissoir).

Så er det jeg kaster et blik ud af vinduet… Og konstaterer, at jeg da vist har det meget godt herhjemme i sofaen. Med en god cd på afspilleren, med tørt tøj, tør dyne og varmt bad i morgen tidlig. Det er bare fandens, at de ser ud til at hygge sig dernede i mudderpølen. De hopper rundt som forårskåde øffegrise og ruller sig i mudderet og skider regnen et langt og flot stykke. De er nu en sej dyreart, de der festivalrotter! (Billedet forestiller i øvrigt to pragteksemplarer af racen, Baggy og Nick. Jeg fandt billedet inde på Gaffas hjemmeside i dag, og nu har jeg altså stjålet det til min egen blog. Hvor ser I søde og glade ud, drenge!)

Jeg var til koncert med Karen S i går. Det foregik i Kvarterhuset på Amager, og det var en rigtig dejlig oplevelse. At se Karen S spille er altid en fornøjelse, for ikke bare er Karen ufattelig velsyngende, hun besidder også en unik evne til at medrive publikum med sine små underfundige og humoristiske historier om sangene og livet generelt. Således blev et af numrene i går dedikeret til Danmarks Meteorologiske Institut (vist nok pga. regnen, som udeblev), og vi hørte en sød historie om, hvordan hun skrev den fantastiske sang ”Hallelujah”, men tabte teksten i en brandert, og nu har Leonard Cohen i stedet spundet guld på hendes værk (!?). 

 

Karen S (som i øvrigt også er navnet på bandet) spiller singer/songwriter musik af den medrivende slags. Det er små stykker historie om livet, f.eks. hvad der sker, når kvinder lokker mænd til at begive sig ind i deres kvindelabyrint, hvorefter de aldrig finder ud igen (”The Maze”). Kvindelabyrinten fik vi en god snak om efter koncerten over en øl eller flere, uden dog at hverken tilstedeværende kvinder eller mænd blev klogere. Det er også historien om en kvinde, der evner at fortælle historier, så alle andres liv blegner (”She’s Got Stories”). Jeg mødte hende selv i går, over den føromtalte øl (OK – øller!), og jeg tvivler overhovedet ikke på hun findes.

Karen S har udgivet den selvfinansierede cd ”Dedicated To The Blissfully Ignorant”, og den er værd at investere i. Især nummeret ”I Can Stand To Lose My Lover” må gøre selv den stærkeste machomand grådlabil, men også ”Somebody Rescue Me”, ”She Don’t Mind” og ja…. alle de andre numre på cd’en er absolut dejlige og fængende.

Du kan læse mere om Karen S på hendes hjemmeside hjemmeside og profil på myspace. Begge steder kan du høre fantastisk musik! Hold øje med Karen S, pludselig er hun i din radio.  Dagens sang: ”I Can Stand To Lose My Lover” med Karen S. Tror lige jeg skal høre den éen gang til!

Jeg har været i tv. Og jeg var næsten ved at gå glip af selv at se det på grund af enten en halvbrandert eller et gasudslip.

Jeg har været til bryllupsreception hos en veninde i dag, og kom nok til at drikke mig lidt fuld i champagne og rødvin. I hvert fald gik jeg ud som et lys da jeg kom hjem kl. 16.30. Tænkte, at jeg lige kunne nå at få en morfar inden jeg skulle se temaaften om firsermusik på DR2 kl. 20.00. Samtidig har vi haft gasudslip i opgangen, hvilket muligvis har forlænget min lur kraftigt. I hvert fald vågnede jeg 20.45, fuldstændig omtumlet og med hamrende hovedpine.

Så jeg gik glip af starten af programmet, men nåede heldigvis at se programmet om, hvordan mine gamle helte fra a-ha fik deres gennembrud. Damn, Morten Harket er dejlig, og hvor er det skønt, at de taler norsk i programmet.

Temaaftenen bød også på en reportage fra firserfestivalen i Esbjerg d. 16. juni, hvor jeg var med. Og det var her jeg skulle have mine 0,74 sekunders berømmelse. Under Rocazinokoncerten, i ført orange/rødstribet regnfrakke står yours truely, Rock Lobster, og synger med…. WAIT A MOMENT! Jeg har været på nationalt tv, hvor jeg synger med på en Rocazinosang. Er det overhovedet noget at være stolt af?

Hele temaudsendelsen bliver i øvrigt genudsendt søndag d. 8. juli kl. 14.40.

Dagens sang: ”Hunting High and Low” med a-ha. Så blev man lige 11-12 år igen. Dengang hang Morten Harket over min seng, og jeg drømte uskyldige drømme om at møde ham (det gør jeg stadig, men nu er de knap så uskyldige, hø hø!) Tænk, at det jeg hørte dengang stadig holder i dag…

Interpol i Vega i går. Og jeg var ikke imponeret. Jeg vidste fra starten, at det ikke ville blive min aften. En snigende fornemmelse af afmatning på koncertfronten havde meldt sig i løbet af de sidste par dage. Efter to mildest talt sublime oplevelser (Tori Amos og Elton), skulle der vel nærmest mirakler eller Led Zeppelins genopståen til for at få min tunge røv i svingninger.   

Således umodtagelig for stimuli stemplede jeg ind på Vega. Interpol gik på uden opvarmning, hvilket var OK og egentlig også ganske unødvendigt, idet publikum var tændt fra starten (yours truely eksklusive). Musikalsk var det en opvisning i nå-hed. Jeg var nogenlunde underholdet under hele koncerten, for det var tydeligt, at bandet var utrolig velspillende, og musikken er om end ikke catchy, så i hvert fald fængende. Men en tung sky af ligegyldighed havde lagt sig henover mig, og selv om jeg så gerne VILLE nyde det, opnåede jeg det kun glimtvis, f.eks. under Slow Hands, et af deres, efter min mening bedste numre.  Interpol interagerer ikke med publikum. Det kan tolkes på flere måder: Enten er de så tilpas sublime, at det ikke er nødvendigt, idet musikken taler for sig selv. Ellers er de så tilpas arrogante, at det rager dem en fjer om publikum er med eller ej. Hvilken kategori man vælger at putte dem i afhænger velsagtens af humør. I går kunne jeg godt have brugt lidt feedback og tilgængelighed, nuff said!   Jeg kan se, at både Gaffa og Soundvenue har givet 5 stjerner. Jeg er ikke enig… Nok lagde min afmatning en dæmper på oplevelsen, men der er stadig lang vej til fem guldbelagte stjerner.  Den fest, som jeg omtalte i min sidste blog, blev heller ikke rigtig til noget. Vi tog en enkelt på Vega Natklub bagefter, men så gik gassen af ballonen. Min vilde bytur endte således kvart over midnat hjemme i sofaen, hvor jeg faldt i søvn, og vågnede helt forfrossen et par timer efter. Ynkeligt! 

Og nå ja, den med Led Zeppelin er ikke bare noget jeg finder på! Det kunne da være nice at se de gamle nisser. Enten vildt godt eller vildt pinligt...

Dagens sang: ”Stop Me” med Mark Ronson. En dejlig fortolkning af et The Smiths nummer tilsat lidt Kim Wilde lir i enden.

Jeg kan konstatere på min "Dagens sang" feature, at jeg hører alt for meget Editors. Og det gør jeg søreme også lige nu. Jeg burde ellers høre Interpol som opvarmning til koncerten i morgen. Men jeg kan ikke rigtig sætte mig op til det, så gode er de nemmerlig slet ikke, nu hvor jeg sådan hører efter... De er blevet sammenlignet med Editors. Eller dvs. den anden vej rundt, for Interpol kom først (om de så er høne eller æg, skal jeg lade være usagt). Eller dvs. Joy Division kom først. Men for nu ikke at gøre tingene mere komplicerede end de allerede er: Interpol fænger mig ikke på samme måde som Editors gør, og så er den skid slået. Det skal nu nok blive en fed koncert. Jeg skal af sted sammen med 3 af mine medskribenter, og jeg kan allerede nu mærke, at det bliver sent. Der er natkoncert på Vega bagefter, og hvem gider bekymre sig om, at det er torsdag dagen efter? Jeg har planlagt at arbejde hjemme torsdag (hurra for fleksibel arbejdsplads!), hvilket betyder, at jeg bare skal være klar ved pc'en senest kl. 10, og jeg må gerne være iført nattøj og dårlig ånde. Hurra for onsdagsfester! Dagens sang: "Hide And Seek" med Imogen Heap. Jeg hørte hele Speak For Yourself albummet på arbjedet i dag. For satan, hvor er hun fantastisk. Jeg mindes koncerten på Lille Vega i januar, hvor hun sneg sig ind, der hvor jeg er blødest, og der satte hun sig fast. Jeg tror stadig jeg foretrækker Tori Amos, hvis jeg skulle vælge mellem de to. Men det behøver jeg jo heldigvis ikke!

Dagens musikoplevelser har ikke været af de små:

1. Lige ned til den lokale pladepusher og hente den nye cd med Editors. Den skal jeg nok skrive lidt mere om senere. Den er voldsomt god, og den har roteret siden kl. 18, hvor jeg kom hjem. Især "Bones", "The Racing Rats" og "Escape The Nest" er uovertrufne. Dejligt at genhøre nogle af numrene fra koncerten d. 9. juni.
2. CROWDED HOUSE KOMMER TIL DANMARK! Og endda to gange! De spiller d. 8. og 9. oktober på hhv. Train og Amager Bio. Og jeg skal med, i hvert fald i København. Nyheden om, at de var gendannet var fantastisk, nyheden om ny plade på vej (2. juli, men hvem tæller dage...?) var mere end fantastisk. Min veninde og jeg aftalte, at hvis de ikke kom til Danmark, så måtte vi se dem i Sverige, Tyskland eller England. Men nu... nu kommer de sgu! Jeg begår mord og det, der er værre , hvis jeg ikke får billet til den koncert. Så er I advaret!

Og sådan ser de åbenbart ud i dag, 10 år senere: Dagens sang: "Escape The Nest" med Editors.  Storladent!

Til alle Jer, der skal opleve Elton John i Odense i aften: Glæd Jer! Eller? Jeg har læst nogle lidet flatterende anmeldelser fra koncerten i Malmö. Den koncert jeg var helt oppe at køre over! Men som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er jeg nok ikke noget sandhedsvidne, for bare det, at manden er til stede, er nærmest nok for mig.  Så måske bliver I skuffede? Det magasin, jeg anmelder for, sender to af sted til koncerten, og jeg er ikke en af dem. Jeg skal indrømme, at jeg har lidt ondt i røven over det... (Især fordi det er redaktøren og den tidligere redaktør) Men lad det nu ligge. Jeg fik min dosis i Malmö, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes en tur til Odense i aften som et helt uoverskueligt projekt. Jeg må prøve at få styr på det, jeg kalder mit hjem, og som i går var invaderet af 12 tøser. Sporene skal slettes, og helst til musik. Jeg tror jeg skal høre noget Interpol (jeg skal "forberede mig" til koncerten på onsdag). Der kan nok også bliv tid til en smule Elton, noget Rufus og måske lidt disco (det er nemlig godt at støvsuge til, har jeg fundet ud af!) Dagens sang: "Blood" med Editors. Den er fandeme god!