Jeg taler naturligvis om Peter Gabriel... Jeg er så forbistret over, at han valgte at spille på en festival, og ikke give en regulær koncert i stedet. For så var jeg taget af sted, det er sikkert.... Anmeldelserne spænder vidt. Lige fra ligegyldigt til sublim. De negative anmeldelser bunder vist mest i hans indadvendthed og valg af repetoire. Men de medier jeg plejer at sætte min lid til (bl.a. Gaffa) havde kun rosende ord til overs. Min interesse for Peter Gabriel stammer mest fra, at jeg i 5 år delte matrikel med en stor Peter Gabriel fan. I løbet af de år lærte jeg at holde rigtig meget af manden og hans ufattelige talent og spændvidde. Så jeg er sikker på, at jeg ikke var gået uforløst hjem. Jeg ville have givet en halv arm (højre) for at have hørt "In Your Eyes", "Blood Of Eden" og ikke mindst "Solsbury Hill" og "Biko".  Og så selvfølgelig alle de andre.... Jeg ved godt man ikke kan klappe med en hånd, eller er det egentlig ikke Jens Okking, der kan det? Argh, nevermind! Jeg ville bare gerne have været der. Rigtig gerne. På fredag drager jeg mod Beat Day, hvor bl.a. Mew, Oh No Ono, The Raveonettes og Jens Unmack spiller. Og i morgen kridter Lobster og Venner igen banen op til musikquiz. Musikken bobler lystigt i mit univers igen, og det er dejligt. Dagens sang: "Solsbury Hill", som jeg snøftende hører, mens jeg ærgrer mig. Heldigvis kan man købe koncerten på cd. Det tror jeg lige jeg vil overveje.

For meget rødvin, Sing Star og et videokamera er IKKE en god cocktail. Jeg fik godt nok maltrakteret "Boten Anna" til ukendelighed i går, og krydser nu bare fingre for, at miseren ikke ender på det store fagre internet. Til de uindviede: Sing Star er en form for udvidet karaoke, hvor man kæmper mod hinanden om at synge bedst (mest rent). Det involverer mikrofoner og total ydmygelse.

Det musikalske cølibat er overstået, og jeg er tilbage i storbyen. Fik mit fix i går i form af Eagles (New York Minute på repeat), masser af Elton, Nephew og en smule af Rufusdrengen. Har modtaget min Rock Lobster t-shirt fra USA. Og den er..... grim! Jeg kandiderer hermed til titlen om at være ejer af Danmarks dyreste malertrøje! For h......, hvor er jeg dum! A-L-D-R-I-G købe tøj uden at have prøvet det! Men Rock Lobster væguret er meget sødt, og hænger nu i mit køkken, hvor det viser tiden, præcis som det skal.

Som I (måske?) har bemærket, har der været stille på bloggen i den senere tid. Jeg er taget på ferie, og har næsten (men kun næsten) hevet stikket ud. Jeg er taget på ferie sammen med "det røde lyn" (min cykel, elsker den skønne blanke metalhest!) hos mine forældre i Jylland. Og det er skønt. En blanding af frisk vestenvind i håret mens jeg cykler lange ture, gode bøger og ture til Tyskland efter billige dåsebajere (Det er sådan noget vi jyder gør!). Men jeg må også indrømme, at det føles lidt som en ufrivillig afvænning fra musikken. For i mine forældres univers eksisterer musik praktisk talt ikke! Hvordan de har opfostret en datter som mig, er en gåde. Eller skulle jeg måske hellere sige: De skulle nok have fjernet mig fra MTV og have givet mig noget frisk luft og sunde værdier i løbet af de år, hvor jeg stadig var modtagelig! Tilbage til de der musikhadende forældre... Radioen kører aldrig, tror sgu ikke engang de har en. Da jeg til juleaften ville snige dagens dagens musikhøst, Tina Dickows Live in the Red DVD i afspilleren og give de der forældre lidt kultur, skete følgende: Min kære fader (vi kan jo kalde ham Lobster Senior) udbryder: "Nej, lad os så hellere få noget Birthe Kjær! Hun kan jo overhovedet ikke synge". Det er desværre ikke noget jeg finder på. Tænkte ellers, at en gæv jydetøs som Tina ikke ville kunne bringe nogens pis i kog. Har tidligere luftet teorien om, at jeg ikke er min fars datter, men i stedet resultatet af en hed romance mellem min mor og det postbud, der huserede på Esbjergegnen i slutningen af 1975. Et lækkert skår af et musikalsk postbud, for et eller andet sted må det jo komme fra, det der med interessen for musik? Mit navn er Rock Lobster og jeg er musiholiker. Det er nu tre dage siden jeg sidst har rørt min iPod.... Jeg ved ikke om det tæller, men jeg sneg mig til at høre lidt lokalradio i dag mens jeg kørte i bil. Jeg lover, at det ikke skal ske igen.

Vejret var forrygende, stemningen noget nær perfekt, forventningerne skyhøje... Og desværre blev de ikke indfriet. Jeg havde set frem til koncerten med The B-52's i meget, meget lang tid. Ventetiden op til koncerten havde føltes noget nær uendelig, og da jeg endelig dukkede op til koncerten blev jeg balstyrisk som et lille barn, så min nevø på 13 blev den voksne, og måtte indrømme, at han aldrig havde set moster sådan! Med plads på forreste række med kameraet klar, kunne det kun gå for langsomt med at starte showet. Kate, Fred og Cindy samt band gik på scenen til stor jubel for de fremmødte fans. De lagde ud med "Mesopotamia", som er et af mine yndlingsnumre. Et meget modigt åbningsnummer, da det ikke ligefrem er lettilgængeligt og ikke et nummer der er bredt kendt. Men selv om starten var lovende, gik gassen dog hurtigt af ballonen. For The B-52's havde en mission: De skulle præsentere materiale fra deres kommende album, der udkommer i efteråret. Numrene var rimeligt fængende og lød utrolig meget som The B-52's, og især et nummer som "Funplex" var værd at bide mærke i. Men det var tydeligt, at publikum var kommet for at genhøre alle de gamle klassikere. Alle numre, nye som gamle, blev modtaget med god respons, men festen udeblev... I løbet af koncerten blev vi præsenteret for mere end en håndfuld nye numre og lidt flere gamle. Og det var et dårligt blandingsforhold. Det blev dog til et glædeligt genhør med både "Strobe Light", "Private Idaho", "Roam" og selvfølgelig den allestedsnærværende kitchede danseklassiker "Love Shack", der dog kom alt for sent i forløbet til sikre en feststemning på den rette side af lunken. Jeg manglede flere af deres store hits, som bl.a. "Good Stuff", "Is That You Mo-Dean?", og endda numre som "Deadbeat Club" og temaet fra The Flintstones, alle sange fra deres storhedstid i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, efter de var holdt op med at være post-punk. En festlig fætter som "Hot Pants Explosion" eller "Wig" ville heller ikke have bremset festtoget. The B-52's har efterhånden over 30 år på bagen. Og det virkede lidt som om de ikke helt kunne leve op til fortidens eskapader med højt hår, vanvittige kostumer og over-the-top kitch performance. Men måske ville det også være lidt for meget af det gode... (sender en flygtig tanke til vore egne Sussi og Leo, som for længst er hinsides grænserne for pinlighed). Altså et meget mere afdæmpet band end tidligere, dog med god lyd, fabelagtig vokal, men med en snert af optræden på autopilot. Når man tænker på, at dette for mange var den store heltegenkomst, så virkede bandet meget mere uengagerede end man kunne være bekendt. At solen stod lavt og skinnede lige durk ned på scenen hjalp nok heller ikke meget på hverken koncentration eller spilleslyst, men det kunne mærkes af undertegnede, at The B-52's ikke leverede deres optimale. Desværre! Showet sluttede af med den sære Planet Claire og som forløsning til sidst kom min helt egen ROCK LOBSTER. Det reddede lidt min dag, men igen, klimaks kom lidt for sent. Så modvillig og lidt tung om hjertet må jeg give 3 ud af 6 stjerner. Jeg fortryder intet og er glad for jeg tog af sted. Det var ikke en decideret dårlig koncert, jeg havde bare forventet lidt mere... Derfor den hårde dom. Gaffas anmelder så dem til Benicàssim festivalen i Spanien, og er slet ikke uenig med mig! Dagens sang: Det må trods alt være "Rock Lobster". Den mildest talt mærkelige video kan i øvrigt ses her: . Og så har jeg taget skridtet fuldt ud og har bestilt en Rock Lobster t-shirt samt vægur (!) over nettet i dag. Så hvis du ser en i denne t-shirt i løbet af sommeren, så er det med god sandsynlighed mig! 

Coca Cola har begivet sig ud i et massivt markedsføringsstunt. I hver kapsel (kun til 0,5 og 1,5 l flasker) sidder en kode, der giver et gratis download hos iTunes. Det lyder næsten for godt til at være sandt ikke? Og når man som jeg altid skyller frokosten ned med Cola (Zero, godt nok!), så kommer kapslerne jo nærmest rullende. Hvis man så lige overvinder sin stolthed og lader klunsergenet komme til orde, så samler man kapsler alle steder, man overhovedet kan komme i nærheden af det. I disse dage er det således ikke et usædvanligt syn at se undertegnede rode rundt mellem tomme flasker efter frokosten på arbejdet... Ofte kommer jeg derfra med 4-5 kapsler. Når man samtidig tænker på, at et download hos iTunes koster 8 kr, er det bestemt klunseriet værd i mine øjne. Men lidt omstændigt er det dog. Først skal man oprettes som bruger på coke.dk. Derefter skal man indtaste koden. Så skal man veksle den til en ny kode, som man så skal indløse i iTunes. Og man må kun indløse 5 hver dag. Indtil videre har jeg fået ca. 40-50 downloads. Og de skal ikke indløses med det samme, men kan gemmes. Hurra for usunde vaner, og hurra for nu at have en god grund til at nedsvælge cola i rå mængder! (Dette indlæg er IKKE sponsoreret af Coca Cola, jeg sværger!) Ellers er jeg virkelig begyndt at glæde mig til The B-52's koncerten i London på søndag. Og til resten af ferien, forståes! Jeg må have fat i en Rock Lobster t-shirt (de findes, jeg har selv set det på det dersens internet, endda flere steder!). Og så har jeg søreme fundet min bortkomne grønne iPod-sok igen. Nu har den vitterligt en til hver dag i ugen og jeg er 229 kr. dummere! Dagens sang: "The Way I Are" -Timbaland vs. Nephew . Et lidt forvirret mash-up, som efter min mening ikke helt hænger sammen, men som alligevel har "det-der-et-eller-andet". Og så er det pissegodt gået af nevøerne, de fortjener et gennembrud uden for DK. Første gang jeg lagde ører til et nummer med Nephew, syntes jeg det var det værste jeg længe havde hørt. Nu er jeg blevet klogere, og de er det bedste der er sket for dansk musik i årevis (Dette indlæg er heller ikke sponsoreret af Nephew!)

Jeg nåede lige at få en lille bid af jazz festivalen. Noget jeg hverken havde set frem til, endsige planlagt. For det der jazz er ikke rigtig noget for mig. Alligevel endte jeg i familiehave på Frederiksberg i dag til Daimi og Louisiana Jazz Band. En gang om året kommer de frem, jazzelskerne. Helt ubemærket indtager de byen hvert år i juli. Jazzelskeren er en gråhåret mænd, der ryger pibe, går i lys hørfrakke og praktisk fodtøj. Jazzelskerens kone er ofte også med, hun er ditto grånet i toppen, har hang til rummeligt tøj i jordnære farver og bærer briller.  Den ene gang om året, skal den have en ordentlig en på kulturen, så de myldrer frem i Københavns gader, gerne flere par ad gangen. Men i modsætning til så mange andre folkefærd, der opholder sig i bybilledet, så er det svært at blive gal på jazzelskerne, for de er så civiliserede og opfører sig pænt, smider ikke øldåser og pizzabakker i parkerne, råber og støjer ikke, og gør ikke en kat fortræd. De er pæne og dannede mennesker, so what's not to like? Det skulle da lige være al den sære musik, der vælter ud fra de steder, hvor jazzelskerne opholder sig. For som sagt er jazz og jeg ikke de bedste venner. Jeg forstår ikke jazz, måske pga. manglende musikkalsk intellekt. Med undtagelse af den slags jazz, som jeg var udsat for i dag (hyggejazz, næsten søvndyssende kedeligt!), er jazz for mig en stressende og ubehagelig oplevelse. Trommerne er for energiske, blæserne for hysteriske og i det hele taget kan jeg ikke se den røde tråd. Når jeg hører jazz (nok mest fusionsjazz, tror jeg det hedder), sidder jeg på nåle og kan bare mærke ubehaget og irritationen komme kravlende. For ud kommer lyde, som mit øre ikke kan li', og som det ikke forstår. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får det lært, men det gør ikke så meget. Verden er så smækfyldt med dejlig musik, så hvorfor bruge tid på noget, man ikke kan se pointen i?  Det er jo som bekendt farligt at kritisere noget, man ikke har forstand på, og en jazzelsker skulle nok kunne få sat mig på plads. Men jeg tager alligevel chancen og skærer al jazz over en kam. Sådan! Jazz festival: Godt man ikke behøver være med selv, men jeg under jazzelskerne deres årlige kulturindsprøjtning! Dagens sang: "Skin Trade" med Duran Duran. Det er helt klart deres bedste nummer, og jeg er stadig ked af, at de ikke spillede den til koncerten i Horsens forrige år, øv!

Musikquizzen på Café Avss i går var en succes! "Lobster og venner" (et navn, som jeg egoistisk havde valgt) overlevede ikke bare quizzen, vi blev sgu også nr. to! Derudover vandt vi en omgang øl til hele holdet fordi vi kunne gætte, hvor mange bands, der aflyste til Roskilde Festival efter den var gået i gang (3). Jeg havde samlet et godt hold bestående af mig og 4 venner, og i skøn synergi fik vi gættet det meste. Quizzen består af fem runder, hvor man i hver runde skal gætte kunstner og titel på 10 sange indenfor en bestemt kategori. I går var kategorierne, Fløjten (musik, hvor der fløjtes), Det Elektriske Barometer (vidste I, at lorteboybandet Bros har ligget nr. 1 i fem uger på barometeret?), musik på Plænen i Tivoli og musik fra 2003. Derudover er der mindre kategorier, hvor man f.eks. skal gætte musikvideoer uden lyd på, hvilket land en bestemt festival afholdes i osv. Det lyder formentlig røvsygt for de fleste, men for ægte musiktosser, er det ren lykke! En del hold var "stamhold", dvs. en flok garvede quizgængere, så vi var meget stolte af at kunne vælte dem af pinden. Vinderne var holdet "Stork, Egern og Wandmand", og det er min klare fornemmelse, at det ikke er en skam at tabe til et hold, der har medvirket 14-15 gange og vundet de 8! Men næste gang får I fandeme klø! Måske... "Lobster og venner" deltager også næste gang, d. 14. august. Meld dig til, hvis du tør!

Sokker til iPod kan ikke længere købes en ad gangen, men forhandles i pakker med seks styks. Til FÅRKING 229 kr. Nu har den fandeme bare at være glad, min iPod.  Og den kan både være grøn, lilla, orange, pink, blå eller grå. Manden i Merlin mente, at der var en til hver dag i ugen pånær søndag. Hvorefter jeg kvikt bemærkede, at søndag kunne den være nøgen. "Ligesom vi andre er om søndagen!" svarede han straks. A little bit more information than I needed...

Jeg har mistet en sok. Eller dvs. min iPod har mistet sin grønne iPod-sok (som kostede pisse 50 kr!). Og nu fryser den. Jeg må købe ny sok til den i dag. For iPod må ikke fryse. Og ikke få ridser. Ikke lide overlast. For den er min bedste ven. Måske skulle jeg strikke en selv? I morgen drager Lobster og venner til musikquiz på Café Avss på Nørrebro. Jeg deltog i en lightversion af arrangementet for et par måneder siden, og det var svært nok (var frygteligt tæt på at vinde, men tabte det hele på éet bræt til sidst i knald eller fald runde). Denne gang er det for alvor, og æren er på spil. Jeg tror nu nok vi får høvl, medmindre selvfølgelig heldet er med de tossede, og en af kategorierne er "Elton John for viderekommende". Jeg er holdt op med at skrive for MusikGEIL.dk grundet personlige uoverensstemmelser mellem Lobster og fru chefredaktør. Jeg synes ellers jeg er så omgængelig og kommer overens med de fleste, men jeg måtte kaste håndklædet i ringen. Mere behøver jeg ikke skrive her. Nu er det slut, og det var en god beslutning. Så skal jeg bare finde et andet sted at anmelde, for det kommer jeg til at savne. Tilbud ønskes, jeg er billig i drift, skal bare have cd/koncertbillet, så er jeg klar! Jeg er bedst til popmusik, som I nok allerede har fornemmet. Og så er jeg omhyggelig (pernitten, ville nogen ligefrem sige!). Jeg har købt den nye med Crowded House - Time On Earth. Jeg skal se, om jeg ikke får tid til at anmelde den her i bloggen. Jeg er dog ikke ubetinget glad for resultatet, intet stikker de gode gamle skiver. Mere Crowded House: Jeg har købt billet til koncerten i Amager Bio d. 9. oktober. Skynd dig at gøre det samme, så laver vi en fest ud af det! Det rykkede allerede i de små koncertstolper for at komme af sted, da jeg så transmissionen fra Live Earth i lørdags. At se, hvordan australierne ubetinget elsker Crowded House, som var de deres egne (de ER rent faktisk fra NZ), og hvordan de bare brøler med på alle sangene, giver abstinenser og bankende hjerte. At det så bliver i Amager Bio for et væsentligt mindre publikum, gør ikke det fjerneste. Så er der begrundet håb om at kunne få plads helt oppe foran scenen.  Dagens sang: "Fake Empire" med The National. Den fik jeg vist lige hørt 10 gange i løbet af min arbejdsdag. Enkelt og dejligt, less is more!