Så skulle rygterne være gode nok. Led Zeppelin genopstår. Godt nok kun for en aften, men de genopstår. De tre resterende bandmedlemmer har indvilget i at give en "one off" koncert i London mandag d. 26. november i O2 Arena. Koncerten er en mindekoncert for grundlæggeren af Atlantic Records, Ahmet Ertegun. Der kommer også andre bands (f.eks. Pete Townshend og Paulo Nutini), men det er mindre vigtigt, hæ hæ! Billetsalget? Alle havde nok forudset, at det ville komme til at gå vildt for sig. Men hør nu lige her; Billetterne fordeles ved lodtrækning, og alle kan tilmelde sig. De koster godt nok stadig 125£, men det betyder noget vigtigt: Jeg har lige så stor chance for at komme med som alle andre!  Nu skal jeg bare gennem næste hurdle: Registreringen. Den foregår online på http://www.ahmettribute.com/main.php?show=prereg, og det er kropumuligt at komme ind! Jeg læste på The Mail Online, at de havde 100.000 (ethundredetusinde!) hits i minuttet, og at 25 mill fans havde forsøgt at få fat på de 20.000 billetter! Det er dog muligt at registrere sig indtil mandag, så mon ikke jeg når det? Jeg har tænkt mig at gøre et ihærdigt forsøg hele weekenden. Jeg ved godt, at jeg formentlig ikke vinder, men lad mig nu håbe... Dagens sang: "Ramble on" - det nummer der overvandt mig, og som gør, at jeg nu knuselsker Led Zeppelin.

Han hedder Ola Salo, han er forsanger i det svenske glamrockband The Ark, og han er lækker på en scene. Altså ikke lækker på ”tag-mig-i-dine-store-stærke-arme-og-elsk-mig-hårdt-og-inderligt”-måden, men på en mere udefinerbar måde. På en fesen og svanset måde. Giver det mening? Lad mig forklare, eller lad mig i det mindste prøve.

  Glamrock i genfortolkning. Glamfaktoren. Den der pelsbeklædte, glimmerindsmurte, satindraperede, hårlaksfikserede ting fra halvfjerdserne, hvor forskellene mellem mand og kvinde bliver udvisket. Hvor der flirtes med transseksualitet og hvor der gives et indblik i, hvad det kan blive til, når små drenge leger klæd-ud-leg i mors klædeskab, mens de synger inderlige sange i hårbørsten. Måske et voldsomt at postulere, at alle glamrockere har trang til cross-dressing, men der er immervæk tale om mænd i fjer, glitter og et tykt lag make-up! Efter en tur i sminken er vi igen klar til en ny dosis glam. Men det er ikke længere bands som Sweet, Slade, Suzi Quatro og T. Rex, der hitter. Nu er det f.eks. engelske The Darkness og svenske The Ark, der fører an med satinfanen højt hævet.   Jeg husker tydeligt, da jeg var ung teenager, og min musikalske bevidsthed blev dannet. Glamrock var nok det mest kiksede jeg kunne forestille mig næst efter at få bøjle på. Jeg er velsignet med en bror, der er næsten 15 år ældre end mig, og han talte altid om de gamle glamrøvhuller i Sweet og Slade med julelys i øjnene, og jeg synes bare han var frygtelig pinlig. Tænk på, at det var dengang Vanilla Ice havde sin storhedstid. Ha ha, hvem ler sidst?   Men glamrock er ikke kun sminke og tøj og forvirret seksualitet. Det er også glad og ukompliceret 1-2-3-derudaf-rock uden klynk og weltsmertz. Det gør dig glad. Måske er det derfor glamrocken er tilbage, vågnet op til dåd fra halvfjerdserne? Kan man, uden at være alt for højtragende, sige, at musik har det med at tilpasse sig vores behov? Har vi ikke brug for en modpol til alt det onde og komplicerede, som foregår ude i den virkelige verden? Vi vil tilbage til mors klædeskab, tilbage til det sjove og det glade.  Længe leve glamrocken og Ola Salo. The Ark kommer i øvrigt til Danmark i oktober, så snyd ikke dig selv for en god oplevelse!

OK, det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en sucker efter firserpop. Og nu er der ny vind i gamle gardiner igen. Duran Duran udgiver d. 12. november deres nye plade "Red Carpet Massacre". Og de har været smarte denne gang, de herrer Le Bon og co., for de har allieret sig med Justin Timberlake og Timbaland (er det bare mig, der synes det er forvirrende, at de hedder noget, der ligner hinanden?). Og er der noget smartere at gøre i øjeblikket, hvis man er en gruppe af fallerede og aldrende firserikoner? Det tror jeg ikke! Nu har jeg faktisk været med Duran Duran det meste af tiden, i hvert fald siden "Notorious" (ved godt, at de var RIGTIG store i starten/midten af firserne, men der havde jeg altså stadig mælketænder, så jeg nåede først Duran-toget med en senere afgang, nå!). Deres sidste plade, Astronaut, er faktisk også lidt af en genistreg, og jeg var så heldig at være til deres koncert i Horsens i december 2005 (som var AWESOME!). Så nyt fra Duran Duran er godt nyt. Og da jeg er lidt blød i knæene over Justin T. (come on, tøser, hvem er ikke det?), så kan det samarbejde da kun være godt... LYT SELV: Du kan høre de første to numre "Falling Down" og "Nite Runner" her. Jeg kan bedst lide "Falling Down", for den er ikke kørt gennem Timbalands musik-hakke-maskine. For nok har han talent, ham Timbaland, men det er også meget den samme lyd, der kommer ud af hans musikmaskine, og jeg tror desværre ikke det er noget jeg gider høre på om 10 år. Men det gør jeg helt sikkert med Duran Duran. Jeg har også fået købt den nye med Tina Dickow, "Count To Ten". Jeg har desværre kun fået hørt den kortvarigt, da jeg har været syg, slatten og sengeliggende de sidste par dage. Skulle dog være på vej mod højkant igen, og så får hun en tur gennem ørerne og resten af sanseapparatet. Dagens sang: Det må være "Falling Down" med Duran Duran.

Kære Vorherre eller hvem du nu er! Tillad mig at være en smule overfladisk og selvcentreret. Men jeg vil altså rigtig gerne have et årskort til spillestedet Vega. Der er simpelthen så mange koncerter, jeg gerne vil se, og som stakkels (WAAAAAAH!) offentlig ansat, kan jeg ikke få råd til det hele. Jeg lover at være en god kristen person, som ikke kører over for rødt, og som har så meget af det der næstekærlighed, at jeg gerne deler ud af det. Så kære Vorherre, er det ikke lige noget du kan fikse? Just for the record: Du må gerne slette den hest, jeg altid har ønsket mig fra listen. Det her er vigtigere! Knuzzer fra Rock Lobster

Der er ikke meget gøgl og musik i tilværelsen for tiden. Ingen koncerter og livet passerer forbi uden nævneværdige musikalske oplevelser. Til gengæld har jeg gang i alt mulig andet, og får også læst bøger! Har endelig fået taget hul på Volbeat (heavy, i hvert fald i min definition). Uheldigvis sætter en hamrende hovedpine en dæmper for nydelsen, og jeg burde egentlig dulme det med noget mere tilforladeligt. Jeg har købt en cd med Frou Frou, det band som Imogen Heap var forsanger i. Hvis I ikke allerede har stiftet bekendtskab med Imogen Heap, så er det med at komme i gang. Hun er helt enestående, og har et ufatteligt talent, som, hvis jeg skal sammenligne det med nogen, må være næsten på højde med Tori Amos'. Og alligevel kan man ikke sammenligne de to. Imogen Heap er, ligesom Tori Amos, svær at sætte i bås. Musikken er elektronisk baseret, og hun spiller selv alle instrumenter, eller måske rettere: hun programmerer. Og så har hun den smukkeste stemme, næsten helt overjordisk. Jeg var så heldig at opleve hende til koncert i Lille Vega i januar i år, og jeg blev blæst omkuld! Med charme og indlevelse gav hun publikum en fantastisk oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. Smukt! Pladen med Frou Frou er helt på højde med hendes to soloplader, om end lidt mere lettilgængeligt. Ellers går jeg bare og glæder mig til de to næste mandage: D. 3. september udkommer Tina Dickows nye plade, og d. 10. september er turen kommet til Juncker, som efter min mening er ALT for overset. Jeg forstår ikke, hvorfor Tue Hest og Peter Sommer er blevet så hypede, mens Juckers succes har været begrænset til voldspilning af "Mogens og Karen" i radioen. De (Juncker) har efter min mening så meget mere at byde på, og live er de så nærværende og dejlige. Jeg så dem en gudsforladt aften i Herning forrige sommer. Det var deres tredje (!) koncert den dag, og alligevel var de "med" hele vejen, og gav så uendeligt meget mere, end hvad jeg havde forventet. Siden den dag, har jeg været helt tosset med dem og deres små lommefilosofiske sange om alt og intet, gerne pakket ind i et tykt lag ironi: "Der er bad vibes i andedammen svanerne de skammer sig når ænderne de brokker sig over mågerne som har indlogeret sig" Eller: "Jeg fodrer ænder med sten og siger en masse grimme ting jeg er holdt op med at ryge for at se om jeg blev frelst af det det gjorde jeg ikke" (Fra sangene "Bad Vibes" og "Kære Dagbog")  Dagens sang: "Just for now" i liveversion med Imogen Heap: Se, lyt og bliv imponeret! Det hele optages live, og hun synger stemmerne efterhånden som sangen skrider frem: 

Aargh, Klaxons spiller gratis koncert i Malmö i aften. Og jeg var ellers så klar til at drage over sundet og være ung med de unge i deres pangfarver. Jeg har hørt Klaxons' "Myths of the Near Future" rigtig meget, og elsker den energi, som deres musik indeholder. Numre som "Atlantis to Interzone" og "Golden Skans" viser, at Klaxons HAR noget at byde på. Om de nogensinde kommer videre efter den massive hype, de har været udsat for, er tvivlsomt, men som øjebliksbillede på, hvad der foregår på musikscenen lige nu, er de brilliante.   Men... Lige pludselig kalder sofaen (har et MEGET nært forhold til min sofa), vejret er lidt for dårligt, og tja... jeg skal vel egentlig også have vasket lidt tøj? Desuden kører jeg lidt på pumperne i øjeblikket, har vist søsat lidt for mange projekter, og er bagud på arbejdet. Så den gamle krop (som vel egentlig også er for gammel til Klaxons?) siger fra, og tager den på langs foran husalteret i aften. Man er jo ikke 25 længere....

Gammel Kongevej er DA PLACE TO BE, hvis man er noget ved musikken. 13.02 - Jeg støder på Steffen Brandt i et lyskryds. 13.07 - Jeg går lige forbi Jonas Bjerre fra Mew. 13.37 - Jeg ser Jens Unmack og Jimmy Jørgensen stå og sludre. Alt sammen på fagre Gammel Kongevej! Jeg bliver i øvrigt nødt til at indvie Jer i mine hypokondertendenser. Eftersom jeg går rigtig meget til koncert, er jeg gået hen og blevet bekymret for mine stakkels ører, der ikke længere blot er til for at holde solbrillerne på plads. Så efter koncerten i fredags (Mew spillede højt!) syntes jeg pludselig, at jeg var blevet halvdøv på det ene øre. Og hørte jeg ikke en vedvarende hyletone? GISP.... det er vel ikke begyndende tinnitus? Så jeg bestilte tid hos ørelægen i dag (den ligger søreme også på Gammel Kongevej). Han kunne så berolige mig med, at der ABSOLUT intet er i vejen, og at min hørelse ikke fejler en skid. Lider måske lidt af selektiv hørelse, men det er vist noget helt andet. Måske jeg skulle have råbt til Jonas Bjerre: "Det er fandeme DIN skyld, at jeg er på vej til ørelæge?"

I går havde Charlottenlund Fort samlet en række af de bedste danske kunstnere lige nu: Oh No Ono, Jens Ummack, The Raveonettes, Mikael Simpson, Kashmir, Trentemøller og Mew. Det kaldte de BeatDay. På forhånd havde jeg specielt glædet mig til at se Jens Unmack, The Raveonettes, Trentemøller og fantastiske Mew. Men lad os tage det fra den ene ende til den anden: Oh No Ono: Dem nåede jeg ikke at se. Det startede jo kl. 14 på en fredag, så jeg sad stadig i trædemøllen. Jens Unmack: Det var simpelthen SÅ kedelig en koncert. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en sucker for  gamle Loveshop-numre, og at Loveshop efter min mening er noget af det eneste bevaringsværdige dansksprogede musik fra halvfemserne. Når det så er sagt, så er det som om Jens Unmack har mistet lidt af sin mojo som solokunstner. Han har en dejlig stemme, men hans sange sætter sig ikke fast, med undtagelse f.eks. "Coke Lovebird" og et par andre, som jeg ikke husker titlen på. At stemningen blandt publikum også var en smule distanceret og ukoncentreret (i hvert fald der, hvor jeg stod), gjorde heller ikke tingene bedre. Resultatet blev en uvedkommende koncert, desværre. The Raveonettes: De har været genstand for meget hype, Sune Wagner og Sharin Foo. Og de har formået at skabe deres eget retrounivers med mørk elektronisk kant. Desværre bliver det også ensformigt i længden, og til koncerten i går manglede jeg nok et enkelt nummer eller to til at bryde ensformigheden. Men jeg er imponeret over, hvor fedt det lyder, når de begge synger, i forhold til når kun Sharin Foo synger. Kald det synergi! Jeg kendte faktisk ikke så meget af deres musik i forvejen, foruden selvfølgelig hits som "Love In A Trash Can", som i øvrigt var FEEED live. Koncerten var dog præget af forholdsvis dårlig lyd (knitren og støj), og vi diskuterede, om det muligvis var med vilje for at bibeholde det ultimative retrobillede. Mikael Simpson: Jeg har aldrig forstået den mand, og har fundet hans musik indadvendt og røvsygt. Så da jeg gik ind til teltscenen i går, var det egentlig blot for at få bekræftet min holdning. Men så skete der noget, som er en af grundene til, at jeg holder uendeligt meget af at gå til  koncerter: Jeg måtte kapitulere, overgive mig, ændre opfattelse! For den mand, han kan sgu performe. Med sin egen tørre humor, underfundige dialog og absurde tekster fangede han mig fuldstændigt. Hvor Mikael Simpson på plade er lidt for "fladt" og elektronisk, giver lidt guitar musikken en ekstra dimension live. Derudover blev han også godt og grundigt hjulpet af hr. Trentemøller, som var med på scenen under hele koncerten. Jeg nikker anerkendende til hr. Simpson og overvejer at købe billet til Vega i november. Der er billetsalg fra på mandag. Kashmir: Skal vi sige det sådan: Det var ikke for Kashmirs skyld, at jeg købte billet til Beatday. Det er ikke min stil, melankolsk rock "gør" det ikke for mig. Jeg kan dog konstatere, at de er superprofessionelle, Kasper Eistrup var toptændt, og de leverede varen. De spillede mest fra deres sidste plade, men tog også en tur ned af Erindringens Alle, og gav os bl.a. "Leather Crane", som var et stort hit, da jeg gik i gymnasiet. Bestemt et glædeligt genhør! Så alt i alt en god oplevelse, om end det ikke var mine favoritter. Selv om man ikke er stor fan af selve musikken, kan man heldigvis godt anerkende, at et band er dygtigt og nyde en koncert for koncertens skyld. Og i øvrigt smide en beundring i retning af trommeslageren, der godt nok kan give den gas med et par stikker i hænderne!  Trentemøller: Det var bare en lang fest. Gulvet var et pulserende hav af kroppe, hænder og fødder. Jeg tror jeg ikke kan beskrive det meget bedre. Trentemøller er den slags musik jeg aldrig ville høre hjemme, men live er noget andet. Og så endda helt uden bevidsthedsudvidende stimulanser! Mew: De har efterhånden bevist overfor hele Danmark (og forhåbentlig snart også overfor resten af verden), at de er noget helt særligt. Deres lydunivers er både mørkt og dystert, men har qua Jonas Bjerres smukke vokal en lethed og skrøbelighed over sig. Og så kan de på en måde få kaos ordnet til noget lytteværdigt. Mew præsterede en smuk og mindeværdig koncert. Højdepunktet var den smukke "Comforting Sounds", som vi fik i fuld længde. Men også "Circuitry Of The Wolf", "Special" og den dejlige "Snow Brigade" var nærmest symfoniske, og jeg måtte ofte bare lukke øjnene og lad mig rive med. Mew lovede i øvrigt at vende tilbage omkring november med nyt album. Juhu! Jeg kunne dog starte med at få fat i "Half The World..." og "A Triumph For Man", som jo lige er blevet genudgivet. Dagens sang: "Future Love Paradise" med Seal. De har spillet den i radioen her til morgen. Jeg har altid elsket den sang, og det er pudsigt, at de spiller den i dag, for det er ikke mere end to dage siden jeg tænkte på, at jeg ikke havde hørt den i årevis. Jeg må lige støve den frem fra samlingen (hvis jeg overhovedet har den på andet end kasettebånd!).

Lobster og Venner blev desværre kun nr. 5 til musikquizzen i går. Sikke noget! Så jeg er knap så kæphøj i dag i forhold til sidst. Til gengæld er jeg MAJET træt grundet manglende pasning af sengetid og et lidt for stort kvantum alkohol nedsvælget i går. GISP, og så på en tirsdag! Har erfaret, at Human League spiller på Vega i december, og nu går jeg og overvejer at tage med. Derudover skal jeg en smut til Manchester i løbet af oktober/november, så mon ikke jeg skulle prøve at passe det ind med noget koncertværk? Mon Manics spiller? Dagens sang: "Transit Lounge" med Crowded House. Nok det mest interessante nummer på deres nye plade, jeg håber de spiller den til koncerten i oktober (som jeg lige har erfaret er udsolgt!).

Denne her idé har jeg stjålet fra en medmusikblogger.  Of all the bands and artists in your collection, of which one do you own the most albums? Elton John uden tvivl. What was the last song you listened to? Peter Gabriel "Don't Give Up" What are your favorite instruments? Klaver og guitar. Who’s your favorite local artist/band? Det ved jeg sgu ikke. Den eneste sanger, jeg ved bor på Frederiksberg er Ivan Pedersen, for ham har selv set gå ud af sin opgang. Men det nægter jeg altså at svare... What was the last show you attended? The B-52's på Lovebox Festival i London What was the greatest show you’ve ever been to? Elton John i Malmö eller Tori Amos i Falconersalen. Tving mig ikke til at vælge... What’s the worst band you’ve ever seen in concert? Paul Young på Esbjerg Rock Festival. Det var FRYGTELIGT! What band do you love musically but hate the members of? Jeg har utrolig meget musikalst respekt for Prince, men tror han er en rædselsfuld person.  What show are you looking forward to? Crowded House, Amager Bio d. 9. oktober. What is your favorite band shirt? Tori Amos. Jeg har den på lige nu... What was your last musical “phase” before you wised up? Da jeg en overgang hørte techno. Sabbath or solo Ozzy? Det må han sgu selv om.... Bare jeg slipper for at lytte (og se). What was the greatest decade for music? Firserne!!!!! What is your favorite movie soundtrack? Almost Famous What is your favorite album of all time? Elton John "Madman across the Water" (tror jeg nok)