Ja sgu! Jeg har fået fat i en billet! Endda til en ganske fornuftig pris... Hurra for eBay! Stay tuned. Det bliver en fantastisk oplevelse, og jeg skal nok fortælle mere, når jeg er tilbage igen. Jeg har helt ondt i maven af spænding.

Duran Duran spiller i Lyceum Theatre i London på mandag. Og jeg er i London på mandag. Jeg nåede selvfølgelig ikke at få billet, da de blev sat til salg. Jeg har hørt, at det kun tog 5 minutter... SUK! MEN! Den slags stopper mig ikke længere... Så nu er jeg gået i gang med at finde billetter på nettet, og har også meldt mig til en konkurrence om at vinde billetter. Jeg er overrasket over, hvor mange billetter, der er sat til salg derude i cyberspace. Og det lader ikke til, at det er forbudt i England at sælge billetter til overpris! Jeg har prøvet at kontakte et par stykker, men jeg tror ikke det bærer frugt, for jeg vil helst møde folk "face to face". Så jeg gør formentlig som sidst: Tager hen til stedet og prøver at købe en billet inden koncerten. Nu skal jeg bare have fundet ud af, hvor meget jeg vil bløde for at se mine firserhelte? Jeg læste et sted på nettet, at de spiller 3 sæt:

1. Deres nye plade "Red Carpet Massacre" i fuld længde
2. Et elektronisk sæt
3. Et hitsæt

Hvor meget er sådan noget værd? Jeg må hellere lade skibet med masser af pund...

Lettere forsinket, men det er vist nærmere reglen end undtagelsen disse dage. Min tur til London var fantastisk, og koncerten med The Hoosiers blev en rigtig god oplevelse. Jeg havde jo egentlig en aftale med John, som jeg skulle mødes med udenfor koncertstedet. Men da jeg kom frem, vrimlede det med folk, der ikke kunne komme af med overskudsbilletter, så jeg endte med at købe en billet af en flink fyr ved navn Sham for 5 pund. Det var under halv pris. Sham var en utrolig flink fyr, og da jeg fortalte, at jeg var alene af sted, og at jeg var fra Danmark, sagde han, at jeg kunne følges med ham, hans kæreste og deres venner. Da jeg ligesom ikke havde andre alternativer, tog jeg mod tilbuddet. Jeg fulgtes med dem ind, drak en øl og sludrede med dem og fik endda mine 5 pund tilbage ("Du skal da ikke betale, når du kun er i London een aften og kommer helt fra Danmark!"). Det viste sig, at hans kærestes bror boede i Danmark, og endda i min fødeby. Nogle gange undrer jeg mig over, hvor lille verden er. Koncerten var glimrende. Det var ikke verdens bedste koncert, men det var hyggeligt. Bandet har jo kun en plade med i baggagen, så det satte selvfølgelig begrænsninger. Men der var godt gang i publikum, og bandet var velspillende og nærværende. Men lige præcis denne koncertoplevelse var mere end en musikoplevelse. Det var en fed oplevelse fordi jeg tog alene af sted og havde forventet at skulle betale overpris for billetten. Men i stedet mødte jeg en flok rare mennesker, som jeg havde en positiv oplevelse sammen med! Og det var alt andet lige bedre end at tilbringe aftenen alene på et hotelværelse, også selv om værelset lå på 10. sal med panoramaudsigt til Tower Bridge!

John har noget jeg gerne vil have. Han har en billet til The Hoosiers koncerten i London morgen aften. The Hoosiers har jeg fortalt om tidligere, hvor jeg også beklagede mig over, at koncerten var udsolgt. Men så var det jo jeg sad i dag og tænkte... Jeg kunne da lige prøve at google mig frem til, om nogen skulle have en billet til overs. Som sagt, så gjort! Jeg sendte en forespørgsel ud i cyberspace, og 3 timer efter var der bid. En gut ved navn John havde en billet til overs, og ville endda sælge den 10 pund under den pris han havde skrevet i annoncen, hvis jeg ellers ville give en øl og give tips til, hvad man skulle se i København, når ham og konen skal på ferie herovre senere på måneden (lyder som en flinker fyr?!). Det synes jeg bestemt var en god deal, selv om billetten stadig er lidt dyr. Men hvad er alternativet? Et kedeligt hotelværelse eller middag med min chef? Så må jeg ærligt indrømme, at jeg vælger koncerten, selv om min nye chef er fantastisk flink. Nu skal jeg bare krydse fingre for, at flyet ikke er forsinket, for jeg lander først kl. 17.30, og koncerten starter kl. 20.00. Men heldigvis lander jeg i London City Airport, som er forholdsvis tæt på centrum.   Den 2-4. december skal jeg til London med jobbet igen. Og hvem spiller i London d. 3. december? Det gør Duran Duran søreme! Er det næsten ikke for godt til at være sandt? Jo, det er det sikkert! Det er første UK koncert i 2 år, så jeg spår ikke mine chancer for at få en billet ret store. Men det skal da prøves, også selv om billetterne koster 60-100 pund og bliver afholdt i det fantastiske Lyceum Theatre. Billetsalget starter fredag morgen, og der har jeg slet ikke tid til at købe billetter. Jeg må få en anden samvittighedsfuld sjæl til at prøve for mig. Nå ja... Band of Horses spiller i Vega i marts. Jeg nåede ikke at få billetter i første omgang, men heldigvis flyttede de koncerten fra lille til store Vega, og flere billetter kommer derfor til salg i morgen formiddag. Så jeg håber jeg når det. Jeg kender egentlig ikke deres musik så godt, men det jeg har hørt, er rigtig godt. Sidste bøvs fra mig i dag: Jeg har (også) opdaget Muse. Hvordan kunne jeg undgå dem SÅ længe? De er godt nok gode, selv om det ligger i den tunge ende af, hvad en poptøs som mig normalt giver sig i kast med. Jeg forstår bestemt begejstringen fra mange af mine venner og bekendte! Dagens sang: "Run Rabbit Run" med The Hoosiers. London, here I come!!!!

Jeg havde godt nok ikke troet jeg skulle bruge så grim en overskrift. Og da slet ikke i forbindelse med min store helt, Elton John! Men altså! I går udkom den officielle danske hyldestplade til Elton John i anledning af hans 60 års dag tidligere på året. Dejligt initiativ, tænkte jeg. Den må jeg eje! Godt så... Ind i min nye lokale TP på Roskildevej (besøg den, den er fantastisk stor og dejlig) og rive cd'en ned fra hylden, vride 150 kr ud af dankortet, og så ellers hjem i lænestolen med slumretæppe und alles. MEN FOR HELVEDE DA... Det er en ordentlig omgang baljepis! Hvor skal jeg starte? Repetoiret er kedeligt og forudsigeligt. En endeløs række af gode sange, men det er udelukkende hans store hits såsom Your Song, Don't Go Breaking My Heart (Gud forbyde Peter Frödin og Søs Fenger at lave sådan en uartighed igen!), Sorry Seems To Be The Hardest Word, Song For Guy (med vammel Moonjam-sax, argh!) og andre. Eneste modige valg er Love Song, som Kasper Winding står for. Han synger den interessant og meget forfriskende, men hvorfor lyder det bagvedliggende lydspor som om det er lavet af en praktikant? Valget af kunstnere er til den røvsyge side. Michael Bundesen (manden KAN jo ikke synge engelsk, for helvede!), Søren Sko, Danseorkesteret, Stig Kreutzfeldt, Martin Brygmann... GAAAAB! Kunne man ikke have valgt nogle af de lidt nyere og mere interessante danske kunstnere? Eller er det bare mig, der tillægger Elton værdier, som ungdommen nutildags ikke forstår? Ville de bare vrænge på næsen af muligheden for at genfortolke manden med brillerne? Og var den endelige line-up bare, hvad man kunne få fat i? Jeg havde gerne set nyere bands som f.eks. Spleen United, Mew, Nordstrøm, Nephew eller endda nogle af de kvindelige kunstnere som Tina Dickow eller Jomi Massage/Speaker Bite Me køre Elton-klassikere gennem kødhakkeren. Det var der kommet en interessant fars ud af. I stedet har man valgt meget voksent og meget kedeligt, og sangene ligger alt for tæt op af originalerne, hvis du spørger mig. Og hvis du ikke spørger mig, giver jeg gerne min uforbeholdne mening alligevel. Uha, det var søreme godt at komme af med det. Nogen der vil købe cd'en? Den er billigt til salg, jeg skal ikke bruge den fremover! Dagens sang: "Love Song", men det skal være originalen med Elton, forstås!!!! 

Overskriften er sagt af min blog... Det går skidt, hva'? Men i stedet for at skyde skylden på boogien, vil jeg rette en kroget pegefinger mod det dersens IRL, og navnligt min jobsituation (lige afviklet det gamle og er startet på nyt i dag). Musikopdateringer siden sidst (hvis nogen overhovedet stadig gider følge med?):

• Tina Dickow er fantastisk. Var til koncert med hende i går. Et særarrangement for Danske Banks Pluskunder. Godt man kender sådan en! Det var, ligesom de andre gange jeg har set hende, ganske mageløst... Jeg er imponeret.
• The Hoosiers, som jeg fortalte om i sidste blog, spiller koncert i London lige præcis den aften jeg er derovre. Men, for helvede da... der er udsolgt. Overvejer at tage derud alligevel og stille mig op med et skilt. Det har jeg gjort før, til en Arctic Monkeys koncert i Milano, og det virkede (kom godt nok til at betale 2,5 gange billetprisen, men hvad fanden...).
• Jeg kom tilfældigt til koncert med The Ark sidste uge. Det var så heldigt, for jeg vandt billetterne via Gaffas hjemmeside. Så jeg tog min veninde, glødende The Ark fan (men fattig, og derfor havde hun ikke købt billet) under armen, og så dansede vi ellers derudaf. Koncerten var bedre end den jeg så i Pumpehuset i april. Ola Salo er lækker, men det har jeg vist allerede skrevet tidligere....
• Jeg må aflive min Mikael Simpson koncert, da jeg skal til London med mit nye arbejde. Nogen der er interesseret i et par billige billetter? ARGH!!!!
• Jeg har lånt filmen "24 Hour Party People", som er historien om Factory Records og Anthony Wilson, som jeg skrev om i sidste blog. Men det er vist for sent at gå i gang med den nu, er det ikke?

Det var vist, hvad der kunne klemmes ud af en Lobster på en torsdag aften.

Lobster har været i Manchester. På ferie. I Manchester ligger et meget cool museum, der hedder Urbis, som er en slags moderne kuturhus til dyrkelse af "urban culture". Urbis viser i øjeblikket en udstilling kaldet "Hacienda 25 the exhibition" og handler om Hacienda (også kendt som Factory 51), et spillested/natklub, der åbnede i Manchester for 25 år siden, og som i den grad har været med til at præge musik- og clubkulturen i byen. Hacienda blev i sin tid startet af bl.a. New Order og pladeselskabsbossen på Factory Records, Tony Wilson. Til at starte med var Hacienda et spillested for mindre kendte bands. Sjovt nok, så har mange af de bands, der senere blev rigtig store, spillet i Hacienda, bl.a. New Order, Simple Minds, The Smiths, Orchestral Manoeuvres in the Dark, Echo and the Bunnymen, the Happy Mondays, James, Oasis, Blur og mange flere. Desuden var Hacienda det første sted i England, hvor Madonna spillede, lige før hun slog igennem. På udstillingen var der klip fra koncerten, det var ganske frygteligt!!! Senere blev Hacienda en del af rave- og acidkulturen, og var et af de allerførste steder uden for USA, hvor der blev spillet housemusik. Denne periode eller dette fænomen fik navnet "Madchester". Hacienda var også kendt for sit blomstrende bøssemiljø, og udstilligen var spækket med billeder af glade bøsser i glimmertøj. Hacienda lukkede i 1997 efter mange økonomiske problemer. Da jeg skulle skrive denne blog, gik jeg ind på Wikipedia for lige at tjekke op på et par facts. Her kunne jeg læse en lidt anden version af Haciendas storhedstid i og efter "Madchester"-perioden. Fra starten af halvfemserne flød stofferne frit på Hacienda, og der var mange skyderier og slagsmål både inde i og udenfor klubben, og der var konstant problemer med både politiet og narkobander. Lige præcis den vinkel havde udstillingen ikke med. Forståeligt nok, det var jo en hyldest til klubben og den betydning, den har haft for Manchester.  Udstillingen var frygtelig interessant, visuelt utrolig smuk og krydret med mange spændende historier og memorabilia. Hvis du skulle komme en smut forbi Manchester, så tøv ikke med at tage i Urbis for at se udstillingen. Det er tilmed gratis! Udstillingen løber til 17. februar næste år.  Dagens sang: "Cops and Robbers" med The Hoosiers. Jeg elsker bare når jeg kommer ind i en pladeforretning og bliver inspireret. Ud af højttalerne i HMV på Market Street i Manchester flød den dejligste musik... Det var glad musik, meget britisk, en forsanger med en fed stemme (kommer sådan til at sammenligne ham med Jeff Buckley, bare lidt gladere) og dejligt fængende melodier. Jeg spurgte HMV-damen, hvad det var. Det var The Hoosiers debutplade, som var udkommet samme dag. Til en billig penge (8 £) fik jeg min helt egen cd med hjem, og det har jeg ikke fortrudt. Lyt selv på deres Myspaceside. Du kan høre hele pladen!

Det her med bloggen går bare slet ikke lige nu. Jeg har noget MEGET skønt at fortælle, og alligevel er der gået næsten en uge før jeg har haft tid / fået taget mig sammen, vælg selv! Sidste tirsdag var dagen endelig kommet, hvor jeg sammen med gode veninder skulle se de store gamle helte fra Crowded House live. Noget jeg ALDRIG troede ville kunne lade sig gøre, de var jo næsten i opløsning inden jeg "fandt" dem (de gik i opløsning i 1996 og blev gendannet i starten af dette år). Anyways... De kom til DK, og jeg skulle da med! Amager Bio er et ret fedt koncertsted, fordi det er så relativt lille. Der findes ikke dårlige pladser. Og vi havde fået de bedste af dem alle, jeg stod solidt placeret på førsteparket, lige ved rækværket. Omstændigheder gjorde, at jeg senere måtte forføje mig fra min plads, men det kan du læse om nederst i indlægget. Vi faldt i snak med to fyre, som havde set dem på Train i Århus dagen inden, to meget dedikerede fans. Og vi talte selvfølgelig om setlisten, som var god, men som efter min mening manglede i hvert fald to numre, nemlig "Private Universe", som er favoritten og så "Transit Lounge", min favorit fra det nye album. Allerede ved første nummer blev det tydeligt, at de overhovedet ikke var på turné med fast setliste, for den var på ingen måde magen til den foregående aften. FEDT! Det viser musikalsk overskud. Det var helt igennem en smuk oplevelse. Jeg fik min "Private Universe", lige så det gibbede i hele kroppen. De spillede endda "Transit Lounge", som jeg dog må indrømme var en smule fesen uden den indtagende kvindestemme, som ellers er med på pladen. Men stadig et smukt nummer. Jeg nød "Fingers of Love", jeg skrålede med på "Distant Sun" og "Better Be Home Soon", og vi blev da heller ikke snydt for de to storhits "Weather With You" og den altid smukke "Don't Dream It's Over". Min veninde og jeg talte bagefter om, at det langt fra er vores yndlingsnummer, men for mig var der alligevel noget nærmest guddommeligt over at se hele publikum stemme i med "HEY NOW, HEEEEY NOW...." Brrrr, kuldegysninger! Men det mest fantastiske var dog at se, hvordan de 100% hyggede sig med at stå på scenen. Deres optræden emmede af spilleglæde og vi fik ikke så få sære og skæve anekdoter om alt og intet (mest det sidste). Derudover var jeg mere end imponeret over deres evne til at improvisere og jamme. Pludselig slog de over i "Happy Together", som de i øvrigt fik keyboardspilleren til at synge fordi Neil Finn ikke lige kunne huske teksten selv. Det er måske alligevel ikke så svært at forstå, hvordan musikere, der spiller på store stadions i deres hjemland kan holde af at tage på en forholdsvis beskeden og "skrabet" Europaturné, hvor afstanden til publikum er så meget mindre og kontakten så meget større. ----- Og så må jeg godt brokke mig lidt. Jeg har ellers prøvet at eliminere min irritation fra ovenstående indlæg. For der skete også noget, som jeg har svært ved at abstrahere fra, endsige glemme. Et styks megastiv møgsæk (og nu er jeg endda flink i mine udtalelser) fik lige ødelagt det første af koncerten for mig og ikke mindst min veninde. Kender I den type, der liiiiige kommer rendende 5 minutter før koncerten og møvrer sig ind foran andre? Sådan en var hun. Og i løbet af de første 3 sange fik hun forpestet livet så meget, at min veninde simpelthen skred. Hun råbte, dansede, skubbede og var i det hele taget ALT FOR MEGET og alt for fuld. Jeg prøvede at bede hende om at dæmpe sig, men det virkede åbenbart som en rød klud, for så blev hun rigtig modbydelig og irriterende. Og lige så rummelig som jeg gerne vil prøve at være, så KUNNE jeg bare ikke abstrahere fra det og det gik rigtig meget ud over min oplevelse. Efter gentagne gange at have prøvet at bede hende om at opføre sig ordentligt, og i øvrigt fået noget af en sviner tilbage i hovedet, måtte jeg også kapitulere. Jeg og veninde nr. to skred! Og det var godt, for resten af koncerten blev nydt i store befriende mundfulde. ÅH, hvor jeg bare hader den slags mennesker. Hvad blev der af anstændig opførsel? Og hvor fedt er det lige at være så fuld til en koncert, at man med garanti ikke kan huske noget dagen efter? Dagens sang: Det kan kun være noget med Crowded House. Skal vi ikke bare sige "Don't Stop Now", som er den jeg hører lige nu?

Så er der nyt fra musikfronten. Og det er omkring to af de rigtig store: Elton60 er udkommet. En fantastisk dobbelt DVD fra hans koncert i Madison Square Garden d. 25. marts i år, dagen hvor han blev 60. Koncerten er 3½ time lang og noget af det bedste jeg har set/hørt fra manden nogensinde. Det glæder mit lille nørdede eltonhjerte, at han faktisk spiller nogle af de rigtig gamle numre, som han ellers ikke har spillet live i måske 25-30 år. Giv mig "High Flying Bird", giv mig "Roy Rogers" og giv mig den grådfremkaldende "Empty Garden", og jeg er solgt. Sidder og nyder den i fulde drag her til aften. Køb den, blev der sagt! Spændingen er udløst: Billetterne til Led Zeppelin-koncerten i London i november er udloddet. Og jeg kender en, der har vundet, som gerne vil have mig med! Jeg kan næsten ikke få armene ned! Og så er det alligevel så tragisk: For det er hans søster, der har vundet billetterne, og man må UNDER ABSOLUT INGEN OMSTÆNDIGHEDER videregive sine billetter. Samtidig skal man møde op med billed-id og det kreditkort, som billetten er købt på. Det er sådan set forståeligt nok, for man kunne nok forestille sig, hvad en sådan billet kunne indbringe på det sorte marked. Så nu ser det ud til, at han skal af sted med søster, som egentlig bare havde meldt sig til for at forbedre hans chancer... Overvejer at trylle mig om for en aften (læs: skaffe falsk id og låne hendes visa), men når alt kommer til alt, så er jeg slet ikke modig nok til at turde snyde. Tænk nu, hvis jeg blev opdaget! GISP! Og jeg under sådan set også både ham og søster at komme af sted. Det er bare SÅ ærgerligt næsten at kunne lugte det, og så alligvel ikke...  Nogen, der også kender nogen, der har vundet lodtrækningen om billetter? Eller er hun bare så heldig, at det er ulækkert?

Det her bloggeri bliver forsømt på det groveste for tiden. I'm so sorry! Men det er ikke fordi jeg har glemt Jer. Det er heller ikke fordi jeg har lagt min interesse for musik på hylden. Det er det hersens IRL liv, som jo alligevel er lidt sjovere (og vigtigere) end den virtuelle verden. Jeg har simpelthen haft tankerne andre steder på det sidste. Og jeg kan nu komme med en absolut ikke-musikrelateret nyhed: Lobster har fået nyt job! Og det der med at skrive ansøgninger og rende til samtaler tager mere tid og energi end forventet, så bloggen har måttet vente. Jeg spår desværre også, at bloggens fremtid er lidt uvis, da det nye job kommer til at tage MEGET mere tid end mit nuværende job i det offentlige! Skulle jeg komme med et par musikopdateringer, må de være:

• Jeg behøver alligevel ikke aflyse min Mikael Simpson koncert. Min ven, som bliver 30 den dag, har flyttet sin fest en uge! JUHU!
• Jeg er til gengæld blevet nødt til at aflyse min Juncker koncert, da jeg skal noget andet, som jeg hellere vil. ØV, men min helt egen prioritering.
• Og nu vi alligevel er ved Juncker, så holder jeg meget af manden, da han netop ikke lyder som Peter Sommer. Hvad sker der så, når man sætter hans nye cd i afspilleren? På første nummer lyder han AKKURAT som Peter Sommer, argh! Når den værste forskrækkelse har lagt sig, er pladen ok, men når slet ikke hverken den første eller anden til sokkeholderne.
• Princes nye plade, "Planet Earth" er ikke mange potter pis værd. Næh, giv mig "Graffiti Bridge", som er en genistreg!
• Jeg vil være Tina Dickow i mit næste liv. Hun er så fantastisk.
• Hvis ovennævnte allerede er optaget, vil jeg gerne være Tori Amos, selv om hun virker lidt sær.
• Jeg er begyndt at glæde mig uhæmmet til d. 9. oktober, hvor jeg skal til Crowded House koncert.
• Jeg har købt et NME magasin, og har hældt vand ud over det ved et uheld inden jeg fik det læst. Nu gider jeg ikke læse det, og det ligger bare der helt krøllet og grimt og griner til mig. Til gengæld er det nye Gaffa - med cd - lige kommet ind af døren. Det er tørt og glat, og skal læses i aften når jeg er kommet i seng.

Det står med andre ord lidt sløjt til på musikfronten. Til gengæld er jeg begyndt at strikke igen. Det laver jeg IKKE en blog om! Dagens sang: "Hold on" med KT Tunstall. Hende må jeg lytte meget mere til.