Midt i finanskrise, skyderi i Københavns gader og andre grumme lokale og globale begivenheder, sidder jeg i min sofa og ER SÅ GLAD. For ved I hvad? Inspirationen er vendt tilbage. Musikglæden bobler indeni. Og det skal ud, det skal omsættes til en dans henover tastaturet. Toner skal blive til bogstaver, melodier skal blive til sætninger. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Men det var helt sikkert en saltvandsindsprøjtning at mødes IRL med en håndfuld af Urbans fantastiske bloggere i går. Jeg deltog i Moyes banankageprojekt, og det var rigtig hyggeligt. Det var dejligt at møde andre bloggere med kærlighed til ordet, for der er ingen i min omgangskreds, der har samme "trang" som mig (eller i hvert fald ikke nogen, som jeg ved af, de har det jo med at skjule sig!). Jeg vil fortælle Jer om Glasvegas, hvis debutalbum fortjener en blog for sig selv. Jeg vil fortælle Jer om 180 Grader Virvar. Jeg var til deres releasefest på Loppen i går, og det var mageløst... Jeg vil fortælle Jer så meget. Men det må blive i morgen. Jeg har leget håndværker i min lejlighed hele dagen, og trænger til et bad og en god nats søvn. Dagens sang: "Geraldine" med Glasvegas.

Jeg var til et meget anderledes og meget inspirerende arrangement i weekenden: Min fagforening havde arrangeret konference om kommunikation. Det er ikke noge hemmelighed, at jeg er uddannet indenfor naturvidenskab og er ansat i medicinalbranchen. Så man skulle tro, at en kommunikationskonference ville have et bestemt fagligt fokus... Men her skal arrangørerne have ros. De havde tænkt kreativt, og havde inviteret dirigenten og formidleren Peter Ettrup Larsen til at fortælle om musisk kommunikation. Med afsæt i sit job som dirigent og orkesterleder fortalte han på interessant vis om, hvordan man fanger sine tilhørere, hvordan man ved hjælp af musikalske værktøjer kan kommunikere, skabe et klangfelt omkring sig og sammen med sine medmennesker "mødes i det klingende nu". Det var virkelig en anderledes måde at anskue kommunikation på, og jeg blev meget inspireret. Min interesse for musik står i skærende kontrast til mit professionelle liv. Det er ikke noget jeg begræder, for det er svært at kombinere lægemidler med musik. Hvis du straks tænker på methylendioxymethamfetamin (også kaldet Ecstasy) og ravemusik, så vil jeg godt give dig ret i, at det KAN kombineres, men ikke på den kloge eller sunde måde! Jeg har altid set musikken som noget, der bobler indeni mig, en sjov hobby, men ikke nødvendigvis noget jeg skulle uddanne mig indenfor eller arbejde professionelt med, når jeg "blev stor". Og det er jeg egentlig meget glad for. For det første er det rigtig svært at ernære sig på musikken. Som udøvende kunstner skal man være i besiddelse af talent eller noget der ligner. Æhhhh, say what? Alternativt skulle man ernære sig som musikjournalist, musikbibliotekar eller lignende. Det ville straks være mere tillokkende, men jeg tror stadig konkurrencen ville være benhård og branched usikker. For det andet, så giver det altså lidt bedre i kassen at arbejde i medicinalbranchen. Ikke at det burde betyde det helt store, men når man samtidig synes det er sjovt og udviklende, mon man så trods alt ikke har valgt det rigtige? For at komme tilbage på sporet, så var det rart at få en musikalsk vinkel på sit professionelle liv. Det var en fornøjelse at opdage, at effektiv kommunikation og musik har mange lighedspunkter. At en dirigent i spidsen for et orkester, er kommunikation i sin ypperste form. At man kan overføre mange af de samme metoder til, når man skal holde en præsentation på sit arbejde, og så at sige få tilhørerne til at adlyde ens mindste vink (gid det bare var så let). /Lobster - tager dirigentstokken med på arbejde i morgen, og så skal de fandeme få kommunikation, der vil noget! Og hvis de ikke makker ret, så kan stokken nok svinges over rygstykkerne! Muhahaha....

I morgen går det løs: "Quiz Me Baby - One More Time" - musikquiz på Isola, Israels Plads. Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget. Jeg har hørt rygter om, at vi stiller op som holdet "Pink Freud and the Fine Jung Cannibals", og det synes jeg selv er hysterisk morsomt hittet på. Ja, man kunne fristes til at ønske, at man selv havde fundet på det! Jeg æææælsker at deltage i musikquiz. Jeg ved ikke hvorfor musikviden klæber til mig som fluer til lort, men det gør det... Jeg lytter flittigt med i musikquizzen på P3 hver lørdag, og klasker mig selv i panden, når de tosser, der ringer ind, ikke kan svare på de mest elementære spørgsmål. Jeg tager hver lørdag tilløb til at ringe ind selv, men jeg er fakkertalt ikke så meget for at skulle på landsdækkende radio. Hvad nu, hvis man ikke kunne svare? Så er man jo ikke et hak bedre selv, og det kan jeg ikke have på min kappe. Jeg har jo - indrømmet - ret store huller i min musikviden, ikke mindst omkring dansk rapmusik. Det ved jeg ikke en klejne om. What else? Der er jo lidt stille på bloggen... Jeg tror jeg er ved at finde ind til kernen af min musikglæde igen. Heldigvis. Jeg ved ikke, om jeg for alvor troede på, at den var væk, men den gemte sig godt. Jeg har fået hørt en masse Elton (hvilken overraskelse!), jeg har hørt Editors (igen) og så har jeg kastet min kærlighed på det danske band Veto. Der kan man tale om en flok gutter, der spiller musik, hvor man kan høre de mener hvert et ord, hvert et guitarriff. Kan du så komme ud og købe deres album, NU! Det er alle pengene værd. Jeg kører også en lille konkurrence med mig selv for tiden. Om morgenen, når jeg bestiger min røde stålganger og bevæger mig de 11 km fra Frederiksberg til Ballerup, så sætter jeg Turboweekends "Night Shift" album på, og pedalerer ud over stepperne (eller var det bare gennem Vanløse og dernæst Islev?). Jeg konkurrerer med mig selv på tid. Hvor langt er jeg nået før "Into You" starter? Og kan jeg nå frem inden track nr. 11 starter? Ja ja, whatever keeps you going... Lige en lille mormoragtig sidebemærkning: mtv er godt nok ikke, hvad det har været... Jeg har i dag fået DEN STORE TV-PAKKE på prøve fra YouSee. Straks tuner man ind på mtv, det var jo trods alt ens barnepige fra man var 11 til 16. Og hvad ser man så? Et biseksuelt datingshow? Åh, giv mig Ray Cokes tilbage.... Please?  Der var ikke så meget mere jeg ville berette fra Blog Lobsters musikunivers... Stay tuned, jeg er på vej op i gear igen, jf. ovenstående.

Jeg undskylder for overskriften, hvis jeg ikke lige er nede med de seneste nye udtryk for, hvad der er fedt/knæhøj karse. Jeg har lige overværet Kronprinsparrets Kulturpris. Og jeg må sige: "Det er et meget modigt valg af optrædende kunstnere!" L.O.C.: I løbet af sit 35 minutter lange show fik han slynget ord som luder, bitch, fuck, knep og sikkert mange flere ud over scenekanten. Repetoirevalget er dystert, og handler vel mest om livet på skyggesiden: Stoffer, utro kærester, den indre kamp med sig selv osv. Man kan mene, hvad man vil om den gode Liam (og det gør jeg helt bestemt!), men jeg kan ikke ignorere, at han tilhører den mere charmerende, intelligente og talentfulde del af den danske hip hop. Hvis man altså er til den slags... Massive Attack: Igen et dystert univers at befinde sig i. Efter min mening et af de smukkeste universer, og jeg holder meget af Massive Attack, og betragter deres albums som gedigne klassikere, som med jævne mellemrum trækkes frem fra kassen og fløjlsbelægger øregangen med lige dele poesi og tusmørke. Jeg synes dog ikke, koncerten var noget særligt, bare 3 numre, hvoraf det ene dog var smukke, smukke "Teardrop". Som erklæret royalist beundrer jeg Kronprinsparrets valg af kunstnere til Kulturprisen. Det er så skævt og så aparte, at jeg må tage mit tiara af (lidt kongelig er man vel altid?) Jeg kan lige se, hvordan de pæne herrer i deres dyre habitter sidder og vrider sig i sædet. Jeg beundrer, at vi har et kommende regentpar, der tør bryde op med det pæne, med det traditionelle og konservative. Hurra for Mary og Frederik, med dem ved roret tror jeg monarkiet har en gylden fremtid. Hvilket andet sted end i Danmark kan de kongelige indbyde en bad-ass rapper til at stå på scenen og skrige "FUCK MIG NU!" i en fin operasal betalt af landets største og ældste skibsredder? Og de levede lykkeligt til deres dages ende...

De skulle sgu klynges op! Men mere om det senere... Jeg har i dag været så ufattelig heldig at få ståpladser til George Michaels (måske) sidste stadionkoncert nogensinde, d. 30. august. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der ville blive så stor rift om billetterne, da det er hans fjerde koncert i Danmark i løbet af relativt kort tid. Men manden ER altså genial på en scene. Jeg har nærmest aldrig oplevet noget så mageløst, som da jeg var til koncert med ham i november 2006, også i Parken. Nevertheless, både min veninde og jeg sad limet foran skærmen kl. 10.00 og var aldeles parat. Efter en halv times tid var min veninde igennem og købte 4 stk. ståpladser. FANTASTISK!!!! En time efter var der udsolgt. Af ren nysgerrighed gik jeg lige ind på Den Blå Avis og tjekkede, om der skulle være billethajer på færde. Ganske rigtigt... Den første annonce var allerede indrykket kl. 10.30, og i skrivende stund ligger der allerede 30 annoncer. De værste annoncer er dog dem, hvor der står "Jeg kan desværre ikke alligevel, så derfor sælger jeg billetterne". Det var dog pudsigt, at man lige finder ud af det under en time efter, at man har købt billetterne? Jeg kan sådan set godt forstå, at man fristes til at tjene lette penge. Men det er lodret usympatisk, og i øvrigt også forbudt at tjene sine penge på den måde! Lad nu de mennesker, der gerne vil se koncerten, komme til. Og giv de satans billethajer nogle ordentlige bøder. Er der så en måde at komme over det på? Tja... Man kunne sælge billetter, som var personligt udstedt. Det skete ved Led Zeppelin-koncerten i London (og var i øvrigt den direkte grund til, at jeg ikke var til stede, se et tidligere indlæg). Det forhindrede dog ikke folk i at sælge deres ekstrabillet til ganske horrible summer. At udstede personlige billetter rammer også de personer, der har købt billet lang tid inden koncerten, som rent faktisk bliver forhindrede i at komme, og derfor vil sælge til pålydende eller endda forære billetten væk. I øvrigt har jeg to billetter til salg til Elton koncerten i Parken d. 29. november. Det piner mit hjerte i urimelig grad, men jeg er simpelthen blevet inviteret til noget andet, som jeg ikke kan sige nej til. Man skulle ellers ikke tro, at noget kunne overgå Elton, men det er der åbenbart. De sælges i øvrigt til pålydende pris, som er 850 kr. pr. stk. :-) Der er tale om ganske gode billetter på plænen, 8. række. Giv besked, hvis du er interesseret.

Jævnfør mit seneste indlæg, så skulle jeg vist bare have det griflet ned for at forstå alvoren (Ja, det er dødsens alvor at miste musikken). Jeg kom pludselig i tanke om, at en god musikven havde slået et slag for last.fm. Nu er jeg oprettet som bruger, og sidder og lytter til musik, som last.fm ud fra min "lyttehistorie" i iTunes anbefaler til mig. Det kan godt være, at jeg er håbløst bagud, men DET ER SGU DA SMART! Jeg vil hermed gerne tilslutte mig anbefalingen af last.fm. Her kan du finde mig under navnet rocklobsterdk. Lige nu lytter jeg til Recoil, et projekt som Alan Wilder fra Depeche Mode har søsat. Det er nyt for mig, det er anderledes og det er faktisk meget godt. Men bedst af alt, så er jeg langsomt ved at komme tilbage på sporet. Var det virkelig ikke sværere?

Det er sgu svært at holde liv i en musikblog, når den musikalske inspiration er gået fløjten. Når musikken fylder så lidt og alt det andet fylder så meget. Når ens civile liv ganske ufrivilligt minder om et uheldigt miks af "Nynnes Dagbog" og permanent pauseskærm. Hvis det ellers giver mening... Jeg har ikke haft det sådan med musik i årevis. Hjælp, jeg føler mig tom! Min iPod kører den samme playliste igennem igen og igen, den jeg lavede sidste sommer, som er et skamløst bastardmiks af alt, hvad jeg godt kunne lide på det tidspunkt. Alt fra Faith No More til Britney. Fra Elton John til The Killers. Fra Snap til Led Zeppelin. Det passer måske meget godt til resten. Et planløst miks uden form og retning. Men det skal sgu være løgn i Kina, skal det. Jeg må i gang igen! Første trin i operation "Gimme Inspiration" må være at bladre cd-samlingen igennem og genopdage fortidens musikalske favoritter. Jeg skal høre Radioheads "OK Computer" og svømme tilbage til 1997, dengang jeg forlod min jyske fødeby og bosatte mig i hovedstaden. Jeg skal høre A-has "Hunting High And Low og gå et skridt længere tilbage til min musikalske dannelses begyndelse. Jeg skal høre David Bowie, jeg skal høre Depeche Mode og jeg skal høre Madonna. Jeg skal genfinde mine "rødder". Fik jeg nævnt Elton? Derefter kan I jo hjælpe mig, kære læsere... hvis I ellers stadig er der? Hvad skal jeg så høre? Hvori skal det nye bestå? Hvad skal jeg lytte til når jeg cykler? Når jeg sumper? Når jeg arbejder? Når jeg lever? Hvad fanden skal skabe resonans i de små øregange?

Jeg læste lige, at Duran Duran koncerten var blevet flyttet fra Hjørring til Odense. Jeg er sgu ked af det, Jylland, men det beviser bare igen, at det ikke er smart at sætte større navne til at spille i mindre jyske byer. Det fungerer ikke! Se bare Policekoncerten i Sønderjylland (har sgu glemt byen). Ingen arrangør indrømmer velvilligt, at det er det svigtende billetsalg, der er årsagen til aflysningerne, men det KAN næsten ikke være andet? I Duran Durans tilfælde har de skrevet, at det er for at flytte showet til velgørenhedformål. Det er en smuk ting, men det havde de sgu nok ikke gjort, hvis koncerten havde været udsolgt på to timer. Jeg har selv haft den yderst tvivlsomme fornøjelse at rejse hele vejen fra København til Horsens ikke mindre end to gange for at se koncert. Den ene gang til Duran Duran og den anden gang til Madonna. Bevares, det var da til at klare, man er vel jyde og taler sproget. Men det er synd at sige, at det er let at komme hverken til eller fra Forum i Horsens, hvis man som Lobster ikke er ejer af et automobil. Før Duran Duran koncerten endte jeg med at indtage et præ-koncertmåltid på en restaurant, der for mig er topmålet af provinsialitet (et til lejligheden opfundet ord?) : Jensens Bøfhus! Og hvorfor så det? Jo, pga. at "der jo var koncert i byen", var det eneste sted, hvor vi kunne bestille bord. Selv om jeg ringede tre dage i forvejen og skam havde brugt det dersens internet til research. Hmm! Jeg ved godt, at det i sig selv ikke kvalificerer København eller Århus til en skid, det er bare lidt sigende, er det ikke? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe igennem med dette synspunkt uden at blive anklaget for Kjøwenhavneri. Jeg tror bare jeg vil konstatere, at man bør placere koncerterne der, hvor publikummerne og infrastrukturen er. Og det er nu en gang i de større byer. Så kan vi ikke bare udnævne Århus og København til koncertbyer og droppe alt det der "me-too pis", som de mindre jyske byer har gang i? Det næste bliver vel, at de vil have udbygget deres motorvejsnet? Og den lader jeg lige stå lidt....

Mogwai har sat mig på en lille opgave - en musik top 5 over de ting man kan li’ som ikke nødvendigvis er særligt coole. Noget man ikke får særligt meget “street cred” for; af Mogwai døbt “guilty pleasures”. Så her er de: 1. Elton John Det er næste synd at kategorisere ham som en "guilty pleasure", men det må være Elton John , der tager førstepladsen. At jeg er stor fan, har jeg sgu fået serveret mange sjove reaktioner på - især som 14-16 årig. Det var ikke cool dengang, og det er det vist heller ikke i dag. Men de fleste i min omgangskreds har efterhånden vænnet sig til det. Han er og bliver det ultimative, og så kan I ellers rende mig et vis sted... Hæ hæ! 2. Musicalklassikere, herunder også dem sunget af Stig Rossen. Her har vi fat i noget, der nærmer sig det uhyggeligt pinlige - det er jo nærmest farmoragtigt at falde i svime over "Another Suitcase in another Hall", "Climb Every Mountain" og "Bring him home", men det er ikke desto mindre noget, jeg har praktiseret en del. Og hvad er der så med ham Stig Rossen? Han virker umiddelbart en smule arrogant og annoying, men fy for pokker, hvor kan han synge musicals! 3. Faith No More Måske undrer det nogen, at de kan betegnes som en "guilty pleasure", men faktum er, at Faith No More falder voldsomt meget udenfor min normale musiksmag. Jeg er helt tosset med numre som "Epic", "We care a lot" og "Midlife Crisis", men det kan for min skyld også godt blive lidt hårdere. Jeg tror det er Mike Pattons intense vokal, som gør det for mig. Lidt ligesom Volbeat, som også er et af de bands i den tunge ende, som jeg holder meget af. 4. Erasure goes country Erasure udsendte i starten af 2007 en liveplade, hvor de synger countryversioner af deres hits. Koncerten er optaget i det legendariske spillested Ryman Auditorium i Nashville, og albummet (inkl. dvd!) hedder "On the road to Nashville". Her er tale om et miks, som man enten elsker eller hader, de fleste nok det sidste. Men det er bare supercharmerende at høre Andy Bell synge sig igennem det meste af bagkataloget tilsat steel guitar og countrylir. Bedste numre er "Blue Savannah" og "Victim of Love". Jeg har faktisk anmeldt cd/dvd boksen, og den kan du læse her. Jeg må indrømme, at det er en af de cd'er, der rigtig mange gange indenfor det seneste år har fundet vej ind i afspilleren. 5. New Kids on the Block OK, det er ved at være nogle år siden (nok nærmere 15...), men jeg må indrømme, at nyheden om deres genkomst har tændt en mikroskopisk flamme i mit post-teenagehjerte. Det var overhovedet ikke cool at være "blockhead" dengang, for talent var der sgutte meget af. Men jeg ELSKEDE dem! Jeg spår dem da heller ikke den store chance nu. Det kommer til at køre udelukkende på nostalgikalorier. Som så meget andet. Og de er sgu lidt pinlige...

Min første anmeldelse er landet på diskant.dk. Den er blevet ganske OK, synes jeg, men døm selv. Lige nu har jeg meget, meget dårlig samvittighed over, at jeg stadig har en cd med AsInRebekkaMaria liggende og samle støv på fjerde uge. Jeg må hellere få skippet den af sted i aften. Men det er det der forbandede liv, der har det med at fylde så uendeligt meget. Har fået nyt job - igen - pr. 1. juni. Det er andet jobskifte på 7 måneder, og egentlig slet ikke vigtigt her i Rock Lobsters musikunivers. Bortset selvfølgelig fra den negative energi, der - desværre uundgåeligt - siver lige så langsomt ud gennem sprækkerne i den resterende tid på det gamle job, og skygger for resten; forelskelsen, musikglæden, vejret og alt det andet, der burde give overskud og glæde. But hang on in there, Lobster... Der er lys, kys, musik og glæde forude.  Jeg sidder her til aften og hygger mig i min sofa, mens Iron & Wine ubesværet og stemningsskabende flyder ud af mine højttalere som nektar. Det er så tyst, så nærværende, så vedkommende, så.... dejligt. Jeg har lige investeret i albummet "Our Endless Numbered Days", og det skal nok vise sig at være lige så godt som "the Shepherd's Dog". Når jeg altså har fået lyttet mig ind på det. Det skal man nemlig med Iron & Wine. Jeg kan mærke, at det langsomt men sikkert diffunderer ind i mit hylster af en krop, hvor det finder ophold og fremkalder samme følelse som at blive strøget hen over ryggen eller blidt kysset i nakken. Tilgiv mig, at poesien løber af med mig, men er der nogen musiker, der kan fremkalde poetisk og ophøjet sindstilstand, så må det være den kære hr. Sam Beam, som er manden bag Iron & Wine. Der er ikke så meget på koncerttapetet i øjeblikket. Andet end selvfølgelig Iron & Wine i august og Elton i november. Jeg gad egentlig godt se R.E.M. i Parken i september (med Editors som support!), men det falder lige præcis oveni et bryllup, som jeg er inviteret til - i Frankrig! Og lur mig, om ikke også jeg bliver nødt til at se Flaming Lips i Tivoli i august. Bare for at se, hvad de er for nogle typer. Dagens sang: Bare noget Iron & Wine...