Elton slået af pinden? Nja, der skal vist mere til. Men i lørdags tabte han kampen. Stort. Der var firmafest. Den stolte gamle Løve blev 100 år, og det blev fejret med manér. Som glad ansat turde jeg ikke gå glip af festen, og solgte derfor de der Elton billetter til en god ven. Klogt valg! For mens Elton præsterede noget, der ikke var erindringsværdigt i Parken (det siger både alle aviserne OG min yderst pålidelige kilde), så deltog jeg i årets fest i Forum. Nu ville jeg jo ikke skrive om det her, hvis der ikke var musik indblandet. Det var der. I høj grad. Inden middagen kom Safri Duo forbi og gav et par numre. Så var stilen ligesom lagt... Efter middagen blev der rigget an til musik. Enter: Anders Blichfeldt, forsanger i Big Fat Snake. Mens den fede slange ikke lige er noget for mig, så kan han i den grad rocke og rulle, og det gjorde han så. Til ug med kryds og slange. Herefter fik vi besøg af Sys Bjerre, der gav tre numre (sødt nok!), så kom Søs Fenger også på scenen. Jamen jamen... Herefter entrede Erann DD scenen, og en flok af kvinder stimlede sammen foran scenen. Jeg fatter det ikke, synes ikke lige jeg er nede med det der latino-look, læderbukser og charmeklud. Men han synger godt, og mine mirakuløse guldsko dansede næsten af sig selv. Se, nu begynder det at blive liiiidt tåget, for der var også promiller indblandet. Men jeg husker det bestemt som om, at Birthe Kjær var næste stjerne på himlen. I hvert fald fik jeg både malet byen rød og væltet rundt gennem Forum i menneskeslange mens jeg skrålede med på "Arrivederci Franz". Og naturligvis var afskedssalutten noget med en gummibåd. Det var mageløst! Jeg synes Birthe Kjær er sød, smilende og meget professionel. Seriously! Efter det gik jeg mere eller mindre glip af ham-der-fra-Danseorkesteret. Der var lige et toilet, der skulle besøges og nogle drinks der skulle drikkes. Meeeeen, jeg nåede tilbage til den store finale: Her kommer en indrømmelse af de store: Jeg synes Nik & Jay var for fede! Det havde jeg alligevel ikke troet, at jeg skulle få over mine læber. Men på det tidspunkt var det mest naturlige i verden at hoppe rundt og skråle BOING BOING og være alt for lækker-lækker. Ja for Satan! Nu kan jeg så give mig til at tude som en teenagetøs over, at jeg først har "opdaget" dem lige som de valgte at gå hver til sit... Nuvel, hvis jeg isoleret set skulle se på, om jeg nogensinde ville have valgt at gå til koncert med nogle af de ovenstående, så er svaret nok negativt. Men hvis man placerer mig sammen med 1100 af mine festklædte kolleger i et totalt gejlet Forum, hælder en masse god mad, vin og drinks på mig og sørger for, at væggene emmer af stemning, så går ligningen op, og musikken bliver bare den form, hvori man bager verdens bedste festfyrværkeri af en kage.  Så beklager, Sir Elton, du tabte denne kamp. I lørdags var du ikke Løvernes Konge... 

Rygterne vil vide, at min kære arbejdsgiver har forespurgt Sir Elton om, hvad han skal have for at komme og spille et par numre til vores firmafest på lørdag (det er altså en ret stor firmafest, hvis du skulle undre dig...). Jeg tror nok, jeg ville falde død om (mindst), hvis DET gik hen og skete. Rygterne vil også vide, at prisen nok var lige pebret nok. Well, you can't have it all...

Stærkt inspireret af Taarnet har jeg igen kastet et blik på, hvem der havner på min elektroniske matrikel via søgning i Google. Som altid er der en masse, der søger musikrelateret: "Glasvegas" og "Cyndi Lauper" er de mest populære pt. Den absolutte topscorer er dog "Rock Lobster". Det lader til, at min reklame for mig selv til diverse venner og bekendte virker. Men det er jo ikke sjovt. De mere bizarre kommer her: "Vibrator Gl. Kongevej" - Tror man kan få en i den butik, der hedder Paradis. Har jeg hørt. Fra nogen. Jeg kender. "Bajlepis" - Et ord, som jeg bruger meget selv, jeg troede jeg var den eneste? "Piberygning" - AHEM, kun afvigere ønsker at vide mere om det, så forsvind venligst fra min blog! "Simon Kvamms fætter" - Send ham venligst denne vej, hvis han altså er lige så lækker! "Singstar+hyletone" - Søg læge, min ven. Og skru ned næste gang du holder fest! "Peter Palshøj trøje" - Ærlig talt, hvem fanden gider gå i sådan noget? "Fællesbad" - Der var den sgu igen! Se mit tidligere indlæg. Og lad mig så slå det fast: Mit badeværelse er ikke engang stort nok til den slags! NÅ! "Hvad er resonans i øregang" - Det gad jeg egentlig også godt vide? "Talent langt hår rock" - Svaret er Led Zeppelin...

...spiller Elton i Parken, og jeg skal ikke med. Damned! Men beslutningen er truffet, jeg har solgt billetterne til en, der blev rigtig glad for dem. Det skal dog ikke afholde mig fra at ærgre mig... bare lidt. Den firmafest HAR bare at være sjov!

Jeg har haft en dejlig aften med skøn musik på afspilleren. Jeg startede aftenen med at gå min cd-samling igennem og fandt skiver med Tears for Fears, jeg ikke har hørt i årevis. Lobster fik sig sgu et nostalgitrip! Jeg havde helt glemt, hvor fantastiske de er/var. Tears for Fears er pop, men hvis du lytter rigtig godt efter, kan du høre intelligente og gennemtænkte facetter, som ikke indgår i ethvert popnummer fra firserne. Jeg har altid været meget facineret af Roland Orzabal og Curt Smith, både sammen og hver for sig. Men da Tears for Fears genopstod omkring 2004, var det bestemt ikke en succes. Deres plade "Everybody loves a Happy Ending" var en ujævn og småpinlig affære, hvor det var tydeligt at høre, at inspirationen og samarbejdsglæden var væk. Det lignede mest af alt et forsøg på at malke de sidste pund ud af fordums storhedstid. Men inden da nåede de at kreere mesterværker, i mine øjne. Her er, hvad jeg fik hørt her til aften: Tears for Fears - The Hurting Deres første album, fra 1983. Indeholder bl.a. "Mad World", som for nylig fik pustet nut liv i sig af Gary Jules. Jeg er nu mere til originalen. Stilen er mere tilbagelænet og mindre storladent end på den senere "The Seeds of Love" fra 1989, som nok er deres største succes. Men det er tydeligt at høre, at det er her den helt specielle Tears for Fears lyd blev født, ikke mindst pga. de karakteristiske vokaler. En af mine favoritter er "Change", et nummer, der bare udstråler bevægelse, det får mig til at tænke på et tog i høj fart gennem et smukt landskab. Og så har det en umiskendelig firserlyd, som jeg er sikker på, at mange elsker (og lige så mange hader!). Tears for Fears - Raoul and the Kings of Spain Efter Smith forlod gruppen i 1992 fortsatte Orzabal under navnet Tears for Fears, og det blev det faktisk ikke dårligere af. Det første album "Elemental" fra 1993 er hjerteskærende smukt, men det har jeg ikke hørt her til aften. Valget falder derimod på "Raoul and the Kings of Spain" fra 1995. "Secrets" og "Me and my Big Ideas" er favoritter, den sidste får mig helt sikkert til både at få kuldegysninger og til at synge med. Skiven har lidt mindre kant end det tidlige Tears for Fears, og er nok en kende for produceret og pænt, men det går rent ind, ikke mindst pga. vokalen. Jeg er altså en sucker for Orzabal, og han har efter min mening en af de stærkeste vokaler fra firserne. Ja sgu! Curt Smith - Soul on Board Smiths soloudspil fra 1993. Det er helt bestemt en smuk plade, men desværre ikke helt så jævnt og gennemført som Orzabals soloudspil. Pladen blev totalt ignoreret, og jeg fandt den da også ved et tilfælde i en kasse til 25 kr. for efterhånden mange år siden. Jeg synes det er lidt synd, for Smith har også en fantastisk vokal. Tears for Fears - Saturnine Martial & Lunatic Advarsel - kun for fans! En skrammelkasse af b-sider og rarities udgivet i 1996. Det er ujævnt og som oftest mindre kønt. Pladen indeholder mystiske sange som "Johnny Panic and the Bible of Dreams", et temmelig gyseligt nummer med fantasiløst beat, krydret med gospel og rap! Her finder man også "The Big Chair", som nok bedst kan betegnes som en lydbudding med en meget underlig smag. Anderledes lækkert er det på numre som "New Star", et typisk Tears for Fears nummer fra filmen "Threesome" (som i øvrigt har et af de bedste soundtacks EVER). Pudsigt nok finder man også et covernummer af Bowies "Ashes to Ashes". Det er faktisk rigtig godt, selvom det lægger sig lige lovlig tæt op ad originalen. Tears for Fears er af de fleste nok mest kendt for nummeret "Shout", som - indrømmet - er et helt fantastisk nummer. Men de rummer så meget mere. Jeg håber du nød at læse med. Jeg har i hvert fald nyd at både lytte og skrive!

Som et bundt sønderkogte porrer sad vi igår nogle venner og stenede fjerner ovenpå en, for mig, temmelig barsk uge på arbejdsmarkedet. Og hvad ser jeg så smurt ud over hele min sendeflade? "Allstars" er et af de dersens fredagsunderholdningsprogrammmer, hvor sang og musik skal pakkes ind i et fint glittet papir og krydres med lidt kendisglimmer og en sløjfe af velgørenhed. Men HOV, det handler jo om korsang! Korsang har ved Profetens skæg aldrig været forbundet med ret meget street respect. Uagtet at jeg elsker mit kor og mine medsangere, så kan vi godt være en flok nørder. Korsang er bare ikke voldsomt cool. Mænd siger, at korsang er for kvindfolk og bøsser (det passer ikke, hverken Jan, Henrik, Klaus eller Peer lurer skjult på hinanden hver tirsdag på Østerbro, jeg garanterer!). Derfor glæder det mig, at korsang vises i fjernsynet, endda i allerbedste sendetid. Korene i går var gode, og det så ud til, at de har det mindst lige så skønt som jeg har hver uge. Og det lød godt! Jeg overvejede faktisk at gå til audition på Bellis Rockor, men tanken om at skulle smøres ud over de danske kakkelborde fire fredage i træk, fik mig til at lade være. Det er jeg nu glad nok for, og jeg tror allerhøjst jeg var blevet et af de fraklip, som man muntrer sig over i stil med de syrede tvillinger eller de to filipinske damer fra X Factor. Nå, men nu, hvor korsang er blevet så forbandet cool, så mangler vi altså et par sopraner og en flok mænd i koret. Kom nu, vi drikker øl bagefter og alt muligt...

I går aftes gæstede Cyndi Lauper Store Vega, og yours truly var med... Som stor fan af firsermusik (nogle ville måske mene, at jeg ligefrem er fanget i skulderpudernes årti!), havner jeg ofte til koncerter med mine gamle idoler. Og skal vi bare sige det lige ud: Nogle af fortidens stjerner har overskredet sidste holdbarhedsdato, og har ikke meget at tilføje til vor tid, andet end en aften i en flygtig nostalgiboble. Men hvad så med Cyndi? Blev det bare til en pinefuld venten på "Girls Just Wanna Have Fun", og så ellers tak for i aften, kom godt hjem, og du behøver ikke at vende tilbage? Svaret er NEJ! Cyndi Lauper er et veritabelt energibundt på en scene. Hun er glad, positiv og vist lidt af et sludrechatol... Jeg har ikke, som min ene ledsager og veninde Signe, fulgt med gennem hele Cyndi Laupers karriere, så mit kendskab til repetoiret begrænsede sig til ovennævnte ultimative tøsestatement og et par stykker mere. Men det gjorde såmænd ikke noget, for musikken var velspillet, energisk og fængende og hendes vokal er mageløs! Hæs, intens og fuld af sjæl og oplevelser. Musikken varierede fra spritnye diskonumre ("Echo" er superfed) over regulær rock til følelsesladede ballader som "True Colors" og "Time After Time". Det var dæleme godt! Cyndi Lauper bliver tit sammenholdt med Madonna, og jeg skal gerne hoppe med på vognen og elaborere lidt mere over netop dette: De poppede begge op i starten af firserne. To skønne kvinder, der stak ud fra mængden og turde være sig selv. Udgangspunktet var det samme, men udfaldet forskelligt. Mens den ene med held kan samle 85.000 mennesker på en brakmark i Horsens, kan den anden i dag lige knap fylde Store Vega. Mens den ene er forblevet et stilikon gennem over 20 år, er den anden mere eller mindre gået i glemmebogen. Eller i hvert fald i gemmebogen.  Men Madonna er blevet en vare. Et brand, et poleret image, hvor musikglæden og nærværet er forsvundet efterhånden som ikoniseringen er steget (til hovedet?).  Misforstå mig ikke, jeg er næsegrus af beundring over Madonnas evner, men var også temmelig skuffet efter føromtalte brakmarksoplevelse i Østjylland. Som en kontrast til branding og poleret image, så jeg i går en Cyndi Lauper, der tydeligvis nød, at publikum er så få og så tæt på, at hun kan småsludre lidt med dem, skælde dem lidt ud, hvis de har spildt øl på scenekanten og ellers bare være nærværende og til stede. Hun fortalte en masse småjokes og anekdoter, og så faktisk ud til at nyde både egen og vores tilstedeværelse. Jeg tror ikke Cyndi ville bytte plads med Madonna, og det ville også være synd og skam!

Jeg havde ellers lige gået og glædet mig... Lige siden jeg hørte om projektet med etablering af en koncertsal med plads til 5000 koncertgængere i forbindelse med yndlingsspillestedet Vega, har jeg klappet i mine små hænder. Og nu læser jeg, at Mega Vega er afgået ved døden inden første gyldne spadestik var taget. Det er godt nok trist. Jeg synes København trænger til et kvalitetsvenue med plads til mere end 2000 mennesker. Et sted, der ikke er bygget til ketcherbetvingning eller dribling med bold. Et sted, hvor der er tænkt mere på akustik end lige afmærkning af baglinie. Jeg har ofte stået i en fyldt KB Hal og tænkt: "Come on, det burde vi kunne gøre bedre, det her!". Der findes (næsten) ikke nogen større skuffelse end at have købt billet til en fed koncert i Vega, og så den bliver flyttet til KB Hallen for at kunne rumme flere publikummer. Forståeligt nok, set ud fra et billetsalgsmæssigt synspunkt, men sandelig ikke ud fra den enkelte koncertgængers ditto. Sportshaller er ikke beregnet til musik. Man beder sgu da heller ikke en tennisspiller om at spille en kamp i et teater, vel? Nu er Mega Vega reduceret til en fin tegning på et stykke papir, og begrundelsen hedder finanskrise. Nu skal jeg ikke ophøje mig selv til hverken lokalpolitiker eller finansgeni udi kommunalbudgetter, men det er sgu lidt tyndt. Det er ikke mange måneder siden, at Ritt holdt auktion over nogle tiloversblevne kulturmillioner, og nu er kassen smækket i over for et projekt, som har været planlagt i årevis. Øv, blev der sagt! Jeg håber, at nogen gemmer tegningerne og tager dem frem inden jeg bliver for gammel og døv til at nyde livemusikken.

Sidste lørdag var jeg inviteret til releaseparty for 180 Grader Virvars nye plade. Og det var godt nok et festfyrværkeri af glæde og begejstring, som jeg slet ikke havde set komme! Jeg er stødt på navnet 180 Grader Virvar mange gange i løbet af de seneste år, mest fordi jeg har gået på Universitetet med et par af bandmedlemmerne. Men jeg havde aldrig fået taget mig sammen til at deltage i en af koncerterne. Og det kan jeg godt klaske mig selv højlyt i panden for nu.

Releasefesten foregik på Loppen lørdag d. 11. oktober, og bød på en utraditionel og anderledes performance. 180 Grader Virvar har mange medlemmer, nogle mere fast tilknyttet end andre, men det er vist ikke helt løgn at kategorisere dem som et slags "bandkollektiv". Jeg havde ikke tal på, hvor mange forskellige konstellationer, der stod på scenen, og hvor meget af det, der var 180 Grader Virvar, og hvor meget der var andre gæstebands, men underholdende, det var det! Entakt var på besøg, Altmodisch var på besøg, og vi fik også lige renset øregangene med lidt semi-tung rock i form af Racer. 180 Grader Virvars musik er en blanding af trip hop og folkemusik med et tvist af elektronisk lir. Det er unikt, men alligevel er det tydeligt, hvor inspirationen kommer fra. Massive Attack har sat et stort mudret størrelse 45 støvleaftryk på 180 Grader Virvars musik, uden at nogen burde fristes til at skrige om plagiat. Men der er mere en en lænen sig of ad mastodonterne fra Bristol. Der er karakterisktiske kvindelige vokaler i form af Nana og især Leonora Christine, den sidste med en dyb melankolsk klang, som helt unik. Der er violin, som uværgerligt får mig til at erindre hedengangne Sorten Mulds univers af folkemusik. Og så er der bongotrommer! WOW, hvor er der bongotrommer, der slynger sig elegant rundt om numrene, og giver det en ekstra eksotisk dimension. Nedenunder det hele hæftes musikken sammen på en elektronisk bund af grumsede og drømmende beats. Jeg er begejstret! Jeg købte albummet med hjem, og det spinner nu lystigt i afspilleren. Skal jeg hælde lidt malurt i bægeret må det være, at lidt af energien er gået tabt ved at blive indspillet i et studie. 180 Grader Virvar fungerer 100% live, og energien og entusiasmen drev ned af væggene på Loppen i lørdags. Den energi var lidt svær at genfinde på cd, men derfor skal du ikke afholde dig fra at investere dine finanskriseramte sparepenge i albummet. For det ER godt! Lyt i øvrigt efter 180 Grader Virvars "The Perfect Tune", den skulle gerne være i rotation på P3 i denne uge. Du kan også tjekke musikken ud på bandets Myspace side eller hjemmeside.

Glasvegas har med deres debutalbum kunnet skabe overskrifter inden albummet overhovedet ramte hylderne. Det skotske band fra Glasgow blev allerede efter anden - selvfinancierede - single bejlet til fra en skare af de store pladeselskaber, og kunne dermed holde hof over, hvem der skulle udgive debutpladen og vinde det halve kongerige.

Siden da gik der rygter om, at selveste Metallica havde fremskudt deres "Death Magnetic" udgivelsesdato 2 dage for ikke at havne oveni Glasvegas' udgivelsesdato, og dermed gå glip af førstepladsen på hitlisterne i England. Om store Metallica virkelig lader sig kue af en flok skotske opkomlinge ved jeg ikke, men det er en historie man husker. Og det var også den historie, der fængede mig, da jeg hørte Glasvegas på P3 for et par uger siden. Nummeret var "Daddy's Gone", og det var godt, det var rigtig godt. Jeg måtte have mere.

Nu har "Glasvegas" hærget min iPod i 4 dage mere eller mindre uafbrudt. Og de kan noget. Det er ikke hype det hele... Efter et par år med firserrefererende pop og rock smurt over hele linjen, går Glasvegas i en anden retning. Det er stadig melodisk pop-rock, men det er også retro. Der kan trækkes en fin vandkæmmet linje tilbage til halvtredserne og tredserne (uden at jeg dog  kan redegøre nærmere, det er jeg simpelthen ikke gammel nok til), og det lyder på den ene side gammelt, på den anden side spritnyt. Bandet angiver da også Elvis Presley som en inspirationskilde.

Numrene er små, søde nostalgiske perler, sunget med en umiskendelig skotsk accent, der egentlig ikke er verdens bedste vokal. Dertil er den alt for upoleret og ordinær, men det er måske en del af charmen? James Allan (vokal) synger i hvert fald med hjertet, og lyden er i det hele taget uprætentiøs og udstråler en positivitet, som smitter.

Bedst er numrene "Geraldine" og "Daddy's Gone", som da også er to af singleudspillene. Her hænger stemning, melodi og produktion sammen, og det fænger som bare f.....! Men også numre som "Polmont On My Mind" og "Flowers And Football Tops" fungerer overbevisende godt. Til gengæld er Glasvegas' svage side helt klart de stille numre. Det næsten 6 minutter lange "Ice Cream Van" er en opvisning i total ligegyldighed og lydbudding. Og "Stabbed", hvor James Allan reciterer "noget skotsk" henover en klassisk klaverkoncert, burde end ikke have været en b-side. Det er simpelthen for pinligt!

Alt i alt leverer Glasvegas et habilt førstealbum med en unik lyd og et par brølere. Jeg vil mene, at der er en grund til hypen, for de leverer noget nyt og spændende. Hører vi også Glasvegas om 5 år? Det vil den svære toer og fremtiden vise, men jeg håber det!