Foregående indlæg havde mere med mig at gøre, end med koncerten i går. Og I skal da ikke snydes for en anmeldelse. Jeg gider ikke give stjerner, for det er ikke fair, det er jo Elton. Så her kommer den, min absolut vildige anmeldelse, stærkt fordrejet og 100% biased: 

Location: Malmö Stadion, hjemmebane for det lokale fodboldhold. Jeg har plads på gulvet, 20. række midt for, perfekt! Og jeg er spændt som en fjeder. Elton John er på Greatest Hits turné, så forventningerne til repertoiret er på forhånd høje, det bliver en kavalkade af det bedste af det bedste. For en gammel fan som mig, skaber det lidt betænkeligheder, for de største er ikke nødvendigvis de bedste efter min mening. Men mere om det senere.

Klokken er ca. 20.40 da starttonerne til ”Funeral For A Friend” sætter ind, et instrumentalnummer, som han så vidt jeg ved altid starter sine koncerter med, og som altid efterfølges af nummeret ”Love Lies Bleeding”. Stor jubel! Men hvad sker med lyden? Den er mildest talt mudret, og bliver kastet på kryds og tværs inde i stadion. Ikke godt, ikke godt overhovedet! Det viser sig dog blot at være startvanskeligheder, og resten af koncerten er lyden rimelig god, selv om det ikke helt kan undgås med ekkoeffekter, et velkendt stadionfænomen.  Den lange intro blev efterfulgt af den dejlige flabede ”The Bitch Is Back”, og dernæst den knap så kendte ”Hercules”, der virkede ukendt for mange af de fremmødte. ”Madman Across The Water” bliver første nummer, hvor Eltons stemme rigtig kommer til sin ret. Et fantastisk valg, idet nummeret er hjerteskærende smukt live. Men med dette nummer bliver det dog også tydeligt, at stemningen først vil intensiveres når der kommer skudsikre hits på menuen.   Og det gør de. Han serverer dem alle, og vi labber det i os. ”Rocket Man” er et af de musikalske højdepunkter under koncerten. I liveversion har nummeret fået nyt liv, og afsluttes med en flere minutter lang fablagtig outtro med musikalsk lir fra både Elton og band.  Repertoiret er forståeligt nok centreret om storhedstiden i halvfjerdserne, med store ballader som ”Daniel”, ”Sorry Seems To Be The Hardest Word” og den efter min mening totalt udtrådte ”Candle In The Wind” – men OK, jeg må bøje mig, den sætter virkelig gang i publikum. Derudover bliver der i anden halvdel af koncerten skruet godt op for tempoet med numre som ”Benny And The Jets”, ”Philadelphia Freedom”, ”I’m Still Standing” og ”Saturday Night’s Allright For Fighting”. Sidstnævnet er flad og kedelig på plade, men rykker alt op med rode live. På det tidspunkt har jeg, som så mange andre, begivet mig helt op foran scenen, og her er stemningen helt fantastisk. Selv vagterne smiler og synger med!  Elton er en superrutineret performer, og i går aftes var ingen undtagelse. Men det er også tydeligt, at alderdommen langsomt er ved at sætte ind. Han er lige fyldt 60, og selv om stemmen er den samme, og endda har fået mere karakter med årene, så er han i dag mindre livlig end for bare 5-7 år siden. Og den flamboyante sceneoptræden fra halvfjerdserne med briller og parykker er for længst forbi. Men spille, det kan han, og det var nærmest småhypnotisk at iagttage de små tykke fingre, der dansede hen over tangenterne på storskærmen. Det så legende let ud!   Som allersidste nummer (andet ekstranummer) valgte han at spille ”Your Song”, som nok er hans største hit og en af de smukkeste sange, som han og Bernie Taupin nogensinde har begået. Personligt ville jeg blive drabeligt skuffet, hvis han ikke havde spillet den, og det synspunkt delte jeg øjensynligt med de fleste andre, for et jubelråb satte ind, da de første toner blev slået an på klaveret. Herefter var der dømt fællessang, og der blev med garanti også krammet lidt ekstra ude i mængden.  Som sagt er jeg stærkt forudindtaget mht. om koncerten var god eller ej, der er for mange personlige forstyrrende elementer, der spiller ind. Jeg kunne dog konstatere, at de mennesker jeg talte med på vej ud, var akkurat lige så glade som mig, og at der havde været en fantastisk stemning, især under anden halvdel af koncerten. Han formåede også, med sit valg af repertoire at tilfredsstille både de publikummer, som kun kender de allerstørste hits, og sådan nogen som mig, som holder mest af det allerældste materiale. Blot til orientering: Jeg har besluttet mig for ikke at tage til Odense på søndag. Oplevelsen i går var for stor og for smuk til at den behøver gentagelse. Giver det mening? Det spillede han: ”Funeral For A Friend / Love Lies Bleeding” ”The Bitch Is Back” “Hercules” “Madman Across The Water” “Tiny Dancer” “Daniel” “Rocket Man” “Honky Cat” “Sacrifice” “I Guess That’s Why They Call It The Blues” “Burn Down The Mission” “The Bridge” “Sorry Seems To Be The Hardest Word” “Candle In The Wind” “Benny And The Jets” “Philadelphia Freedom” “Are You Ready For Love” “Something About The Way You Look Tonight” “Sad Songs” “I’m Still Standing” “Crocodile Rock” “Saturday Night’s Allright For Fighting” Ekstranumre: “Don’t Let The Sun Go Down On Me” “Your Song”

Kan man være for fan, altså af nogen? Jeg har altid grinet lidt overbærende af de ”voksne damer”, der er helt tossede med Cliff Richard og følger ham overalt. De der bebrillede damer med en let permanent og sweatere med underlige mønstre. I kender dem garanteret også. De kan tale om deres idoler i timevis, og viser gladelig deres samling af fotos, autografer og andet merchandise-crap frem. Sådan bliver jeg aldrig!  Og så dog… For hvor dybt er jeg egentlig sunket når det gælder Elton John? Følgende udsagn passer med garanti om mig:

• Der er nok ikke gået en uge siden 1990, hvor jeg ikke har hørt Elton.
• Jeg ejer næsten alle hans albums på cd, og helt sikkert resten på kasettebånd.
• Jeg brugte meget af min teenagetid på at læse om manden og støvsuge biblioteker i det ganske land for bøger og bånd.
• Jeg har haft mere end en plakat hængende (og han er jo ikke engang lækker?)

Så langt så godt… Det kan alt sammen bortforklares med fortidens synder og, at jeg var halvkikset dengang i starten af halvfemserne. 

Sceneskift: Malmö Stadion en juniaften i 2007, koncert med manden hamselv.

• Jeg har haft ondt i maven af spænding hele dagen.
• Jeg kommer næsten en time for tidligt til mit Öresundstog. Hvis man kender mig vel, ved man, at det er højst usædvanlig adfærd.
• Fra min ankomst til Malmö er jeg usandsynligt stresset, indtil jeg er på stadion og sidder på min plads. Jeg er så bange for at gå glip af noget, men sidder alligevel klar 30 min. før koncerten starter.
• Jeg er alene af sted, og det rører mig en høstblomst… Har godt nok slået pjalterne sammen med et par venner på vej i toget og til aftensmaden, men de har pladser et andet sted end mig.
• Under koncerten kan jeg ikke sidde stille på stolen. Jeg synger lystigt med på alle sange (som den eneste lige der, hvor jeg sidder), jeg rejser mig op og klapper energisk efter hver sang (som den eneste lige der, hvor jeg sidder). Man kan godt kalde min opførsel en kende manisk.
• Under ”Madman Across The Water”, som er min ubetingede favorit, får jeg tårer i øjnene, som jeg skynder mig at tørre væk, så ingen skal se det.
• Da nogle hardcorefans midt under koncerten løber op for at stå foran scenen, ser jeg mit snit til at løbe med. Jeg havner helt oppe ved scenekanten, hvor jeg møder ligesindede som jeg kan synge, danse og være Eltonlykkelige med.
• Og nu kommer det mest pinlige: Da han går frem til scenekanten for at trykke hånd med udvalgte fans, står jeg med energisk fremstrakte arme. I det øjeblik er mit største ønske på jorden at få en Eltonvelsignelse i form af en flygtig berøring. Og så skulle jeg aldrig mere vaskes! 

Jeg spørger nu mig selv… Er jeg alligevel ved at blive en af de damer?

Uh uh uh.... Om mindre end en time drager jeg mod det svenske for at opleve min helt egen helt, Elt! Ganske irrationelle tanker omkring muligheden for at drage mod Odense på søndag forekommer sporadisk. Har endda en kollega, der gerne vil hente mig på min bopæl og køre med mig hele vejen. Skal jeg?

Så er der kommet nye anmeldelser fra min hånd: Sophie Ellis-Bextor - Trip The Light Fantastic kan læses her. Anmeldelse af Esbjerg Rock Festival kan læses her. I øvrigt en dejlig dag i det vestjyske. Jeg er oprindeligt født og opvokset i Esbjerg, så det var også en tur hjem til barndomsbyen. Jeg kan dog godt mærke, at jeg har været væk i næsten 10 år, jeg mødte nemlig ikke en eneste jeg kendte - i over 12 timer. Det er alligevel utroligt. Dagens sang: Jeg har ikke rigtig fået hørt musik endnu, men hovedet er fyldt op af "China In Your Hand" med T-Pau, som var en af de optrædende på lørdagens festival i det vestjyske. Dejlig dame, hende Carol Decker. Hun har lige skrevet en mail til mig, fordi jeg havde tilføjet hende som myspace-ven.

Vore interesser er med til at definere os som personer. Nogle går op i sport, andre i håndarbejde eller frivilligt arbejde. Min altoverskyggende interesse er musik. Sådan har det (næsten) altid været. Min interesse for musik blev vakt i den sidste halvdel af firserne, som 11-12 årig. Vi fik MTV, noget der gik rent ind hos den dengang yngre Lobster…. Jeg labbede samtlige hitlister og musikvideoer i mig. Jeg lagde meget af min identitet i musik, og var på skift fan af forskellige bands og kunstnere. Det var vigtigt for mig at vise, hvem jeg var gennem min musiksmag, og jeg kunne diskutere musiksmag i timevis med andre.   Op gennem gymnasiet og min universitetstid ”glemte” jeg musikken lidt. Eller det gjorde jeg ikke, men den blev erstattet af andre interesser og manglende tid (penge) til koncerter og cd’er. Jeg fulgte ikke længere med på samme måde, men havde dog altid musik i ørerne. I løbet af de sidste tre år har jeg genoptaget interessen for musik gradvist. Nu kan man vist rolig sige, at den er i fuldt udbrud. Det er der flere grunde til. Først og fremmest har jeg pludselig fået råd til at gå til alle de koncerter, som jeg som fattig studerende kun kunne drømme om. Derudover er jeg begyndt at musikblogge og anmelde…. Jeg har som bonus mødt mennesker, som er lige så musikgale som mig og jeg elsker det! JEG ELSKER DET!  Mine omgivelser følger interesserede med. Jeg har fundet ud af, at min hobby tilsyneladende er mere interessant end så mange andre. Venner, familie og kolleger spørger ofte til, om jeg har været til nogle spændende koncerter eller har nogle spændende plader til anmeldelse. Noget de sjældent viste lige så stor nysgerrighed over for dengang jeg havde strikkemani i yderste potens, og sprøjtede sjaler og sokker ud i stor stil! Men der er vel trods alt også mere charme ved rock end ved hjemmestrikkede sokker?

 

Dagens sang: ”Give A Little Bit” med Supertramp. Fandt den lige på iPod, da jeg sad og skulle overdøve en fireårig i toget fra Jylland. Til det formål var den forholdsvis effektiv. I øvrigt et dejligt nummer. Jeg er nu vild med Roger Hodgsons stemme (At han sang for, har jeg lige ”Wikipedia’et” mig til – jeg elsker dig, oh fagre internet!)

Jeg var til Tori Amos koncert i går. Flere års forventninger indfriet – med renter! Det var mageløst. Det var blæret. Det var…. alt!  Tori indtager scenen. Eller dvs. et af hendes alter egoer fra ”American Doll Posse”, Isabel gør. En sofistikeret dame med lang blond paryk og cigaretrør. Tori Amos vælger forskellige alter egoer fra koncert til koncert, som spiller deres respektive numre fra pladen. En interessant indgangsvinkel, om end det var en lidt anderledes start. Tori Amos er kendt for at spille mange covernumre af et hav af forskellige kunstnere, og i går fik vi en lækker klaverudgave af Mike Oldfields ”Tubular Bell” Isabel-style.

Efter et kostumeskift kommer ”den rigtige” Tori på scenen, klædt i en rasende sexet catsuitlignende pailletsag og nu med sit karakteristiske røde hår (paryk, godt nok!). Og nu sætter magien for alvor ind. Det ene musikalske mirakel efter det andet langes med nerve og feeling ud over scenekanten til de mange fremmødte trofaste fans. Et personligt højdepunkt kommer med den hjerteskærende smukke ”Liquid Diamonds” efterfulgt af Tori Amos’ største hit, ”Cornflake Girl”. Men også ”Winter” og ”Silent All These Years”, fremført af Tori alene på klaveret var fantastiske. Jeg må stille mig i køen af næsegrus beundrere af Tori Amos’ ufattelige talent. For hun ramte mig lige ind i hjertekulen med en fantastisk stemme, der rummer både vrede (”Cruel”), charme (”Mr. Zebra”), skrøbelighed (”Winter” og ”Caught A Lite Sneeze”) og alting ind imellem. Hendes smukke sange får en ekstra dimension når de fremføres live. Det er ikke musik til fællessang og dans, men til fordybelse og sanseindtryk. Og hun indtages bedst i siddende position.  Det spillede hun: Første akt: (Isabel): Yo George, Sweet Dreams, Tubular Bells, Devils & Gods, Mr. Bad Man, Almost Rosey Anden akt (Tori med band): Big Wheel, Caught A Lite Sneeze, Liquid Diamonds, Cornflake Girl, Bells For Her, Siren Tredje akt (Tori solo): Silent All These Years, Mr. Zebra, Winter Fjerde akt (Tori med band): Putting The Damage On, God, Code Red Ekstranumre: Precious Things, Bouncing Off Clouds, Cruel, Hey Jupiter   6 ud af 6 stjerner.  Jeg bliver lige nødt til at skrive et par ord om Seth Lakeman også. Han var opvarmning, og han var god, virkelig god. Han spillede country på en ”fræk” måde, og ham skal jeg helt sikkert lytte lidt mere til. Tjek hans myspaceprofil her. Jeg skal dog være den første til at indrømme, at det lød bedre live, men sådan er det jo med koncerter… Efter en sådan oplevelse er det godt nok helt igennem ”nederen” at skulle anmelde det nye album fra Sophie Ellis-Bextor. Så er det, at kontrasten mellem talent og middelmådighed rigtig viser sig….

Jeg ”kom til” at handle lidt på nettet i dag. CD WOW er lidt for billige (og vist lidt ufine i kanten mht. momsen, shame on me!), så nu har jeg bestilt min helt egen autoriserede udgave af Editors ”The Back Room”, samt den nye med Rufus Wainwright. Sidstnævnte glæder jeg mig meget til at høre, for han er en ung mand med særlige evner ud i storladen pop. Jeg så ham som opvarmning for Keane i Vega for et par år siden uden at blive synderligt imponeret. For krukket og sær…. Men man har vel et standpunkt til man tager et nyt, og nu kan jeg nærmest ikke få nok af hans krukkede følelsesudkrængning. Desværre skal jeg ikke se ham live i Operaen. Jeg er hyggeanmelder på et onlinemusikmagasin (MusikGEIL.dk). Her i bloggen vil jeg løbende indsætte links til mine anmeldelser. Min anmeldelse af Paula Abdul – Greatest Hits Straight Up! blev publiceret i går, og er en regulær bundskraber. Læs anmeldelsen her. I morgen gælder det koncerten med Tori Amos i Falconérsalen. Noget jeg har set frem til i meget lang tid, faktisk lige siden jeg købte billet i februar måned. Hendes nye album ”American Doll Posse”, der udkom i starten af maj, er lidt af en genistreg. Med 23 sange sunget af 5 forskellige kvindetyper; Tori, Pip, Santa, Clyde og Isabel, er der ikke tale om et helt almindeligt Tori Amos album (hvis den slags ellers findes – hun har som regel en meget speciel indgangsvinkel til sangskrivning). Man kan vælge at lytte til albummet som ethvert andet, men man kan også dykke længere ned i Toris skizofrene univers og udforske de forskellige alter egoer. På Tori Amos’ hjemmeside kan man endvidere læse personbeskrivelser, ligesom hver kvinde har sin egen blog på forskellige blogsites. Så langt ned i ”American Doll Posse” er jeg dog ikke kommet endnu, mest pga. manglende tid. Men interessant er det bestemt. Jeg skal selvfølgelig nok give smide et par ord om koncerten her i bloggen.

I går spillede Editors en hemmelig koncert i Lille Vega. Hemmelig fordi den ikke var annonceret andre steder end via spillestedet. Heldigvis opsnappede min yndlings musiknørd Baggy det og købte billet til mig uden at blinke (og uden at spørge først… måske fordi han kendte svaret). Editors er geniale. De har selv givet deres musik navnet ”Dark Disco”, og det er måske meget rammende. Jeg forelskede mig sporenstregs i Editors, da jeg første gang hørte ”Munich” i radioen, og derefter kørte den i rotation på min iPod i lang tid. Så fik jeg fat i debutalbummet ”The Back Room”, hvilket bare var som at kaste benzin på bålet. Tom Smiths meget mørke og intense vokal går perfekt i spænd med de bombastiske guitarriffs og markante trommer. Og som stor tilhænger af firsermusik glæder det mig bare, at nye bands så tydeligt finder inspiration i ”min” guldalder. Men tilbage til Lille Vega, der synes at have absorberet al gårsdagens varme uden døre og kondenseret den til et klæbrigt svedinferno allerede inden koncerten startede. Jeg gjorde mig hurtigt klart, at jeg måtte overgive mig til sveden… ligesom jeg ville overgive mig til Editors. Betingelsesløst. Og det var ikke svært. Allerede ved første nummer, den nye ”Bones” var salen med. Lille Vegas kvadratmeterfattige omgivelser gjorde, at der var en god kontakt mellem Editors og publikum, lyden var mere end i top, og bandet veloplagt og utrolig velspillende. Med næste nummer ”Blood”, som er en af mine personlige favoritter på ”The Back Room”, blev energien og varmen ikke mindre fortættet. Og så gik det ellers slag i slag med en vekslen mellem nyt og kendt materiale. Præsentationen af det nye materiale tegner godt for det kommende album ”An End Has A Start”, og publikums (og egen) reaktion på de nye sange var ret overvældende. Jeg tog i hvert fald mig selv i at stå med lukkede øjne og åbent sind og suge til mig. Total forløsning kom ikke uventet med nummeret ”Munich”, som desværre også var sidste (ordinære) nummer. Herefter leverede de tre ekstranumre, heriblandt førstesinglen ”Smokers Outside The Hospital Doors”. Jeg vil have mere Editors, og du kan helt sikkert møde mig i en pladebutik d. 25. juni når ”An End Has A Start” udkommer. 5 ud af 6 stjerner. Dagens sang: ”Smokers Outside The Hospital Doors” via Editors myspaceside. I skrivende stund er jeg oppe på mindst 10. gennemlytning.

Hjertet sidder lidt oppe i halsen på mig i dag. Jeg er lidt teenageagtig, fjollet og glad. Nu skal I høre hvorfor: Jeg har været fan af The B-52’s siden 1991-92. Eller dvs. jeg holdt en lang pause i nogle år, og det gjorde de også. En af forsangerne åbnede et hotel, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad de andre lavede…. Men det er en helt anden historie. Efter mange års pause har jeg "genopdaget" dem, og rygter om en ny plade, faktisk den første siden 1992, har bare katalyseret min interesse. Og nu er de taget på turné. Turnéen koncentrer sig mest om hjemlandet (USA), men de spiller også fire koncerter i Europa. På mirakuløs vis passer det hele sammen som fod i hose. For de spiller i London d. 22. juli. Gæt hvem der skal på ferie til London… d. 22. juli! Jeg har foræret min nevø på 13 år en tur til London i konfirmationsgave, og afrejsedatoen har faktisk intet med koncerten at gøre. Det hænger mere sammen med, at vi har fødselsdag hhv. d. 23. og 24. juli, og begge gerne ville fejre dagen, mens vi er af sted. Sikken et sammentræf. Så nu har jeg lokket knægten med (1000 tak, Marc! Du fatter slet ikke, hvor glad jer er! Og jeg ved du læser med). De spiller på en festival (http://www.loveboxweekender.com), så vi kan formentlig traske rundt på festivalen det meste af dagen og hygge os inden det går løs om aftenen. Jeg har lige købt billetterne i dag, og jeg glæder mig som et lille barn. Hvem er den ældste og mest modne….. nevøen eller mig? I øvrigt bliver det noget af en sommer på koncertfronten, startende med i fredags: 1. juni: Pet Shop Boys (dejligt nostalgitrip) 9. juni: Editors (Lille Vega, det bliver en drøm af en koncert) 13. juni: Tori Amos (DET har jeg ventet på i mange år!) 16. juni: Esbjerg Rock Festival (som anmelder) 20. juni: Elton John (Ingen over og ingen ved siden af!) 27. juni: Interpol (Forholdsvis nyopdaget fra min side, og TAK for det!) Og så selvfølgelig The B-52’s. Sjældent har jeg haft så mange interessante koncerter indenfor så kort tid.

Når man første gang træder ind af døren, føles det måske ikke som hjem. Men her er jeg altså, med alle mine flyttekasser, anlægget og cd-samlingen. Jeg blogger om musik, og har blogget i et års tid på et andet site, men trængte til luftforandring. Så i aften holder jeg indflytterfest på min nye blog. Velkommen til, og tak fordi I ville komme! Jeg har åbnet et par flasker af den-der-gode-I-ved-fra-Irma, og så skal vi fortælle løgnhistorier og danse hele natten. Til en god indflytterfest hører sig musik. Der var dengang, hvor man blandede bånd. Liggende på knæ foran ghettoblasteren, optog man fra lokalradioen, mens man håbede, at de ikke snakkede hen over sangene. Især en fyr, som også var lærer på min skole, var rigtig slem til det, men vi turde ikke sig det til ham. Senere lavede vi blandede cd´er; samme princip, men graden af coolness steg lidt, når man var i besiddelse af en brænder. I dag laver vi bare en playliste på iPod’en. Og det har jeg også gjort til i aften. Jeg har blandet det allerbedste til Jer: Der er lidt Crowded House til først på aftenen, både Private Universe og Mansion In The Slum skal vi høre. Jeg synes vi skal starte ud stille og roligt, så festen ikke topper tidligt. Vi skal også runde Tori Amos og Imogen Heap. Måske ikke det mest lettilgængelige at starte en fest med, men det er mig, der bestemmer farten. Elton John slipper I heller ikke for, tror jeg vælger Pinball Wizard. Ham kan I lige så godt vænne Jer til, for han er fast inventar. Herefter en hurtig skudsalve indeholdende både Editors (Munich), Arcade Fire (No Cars Go), Amy Winehouse (Rehab), Klaxons (Golden Skans), Depeche Mode (Black Celebration), Manic Street Preachers (Motorcycle Emptiness) og mange andre. Men er det ikke ved at være tid til at rykke bordene lidt ind til siden og komme på benene? Vi lægger ud med favoritdansenummeret over dem alle: Deee-Lite med Groove Is In The Heart. Og der er INGEN undskyldning for at varme bænke til den. Justin Timberlake må vi ikke glemme – der må godt gnides kroppe til My Love. Men det skal ikke være sex det hele, så vi brager løs med The Ark (Clamour For Glamour) og Scissor Sisters (Take Your Mama), efterfulgt af Toxic med Britney Spears. Og så går der nostalgi i den. For min generation kan sgu ikke feste uden at mindes den glade barn- og ungdom i firserne og halvfemserne. Vi skal høre Ace Of Base, Roxette, a-ha (Take On Me er ikke det bedste nummer, men hold da op, hvor kan vi synge med – Tæææææææik ååååååååån miiiiiii!), Kim Wilde, Duran Duran og måske også lidt Erasure (Stop!). Og så skal vi høre The B-52´s (Rock Lobster, deraf mit navn!). Resten af aftenen gælder det bare om at holde sig på benene gennem en sand kavalkade af store som små dansemirakler fra halvfjerdserne og frem til i dag. Fra Jive Talkin’ med Bee Gees til Boten Anna med Basshunter. Er vi efterhånde blevet så fulde og filosofiske, at vi kan finde nye dybder i Led Zeppelin? Godt, så fordyber vi os lidt i Whole Lotta Love. Herefter kan jeg nok godt finde på at smide Madman Across The Water med Elton John på, men jeg forventer ikke, at I kan se det geniale i sangen – endnu! Festen har toppet, og de sidste fyldebøtter prøver at holde den gående med at sætte alle deres egne favoritsange på oveni hinanden – ”Den her skal I bare høre, lyt til guitaren, for fanden! Ingen spillede som Hendrix!”. Til sidst dør det hele ligesom bare hen, og ingen lægger længere mærke til, hvad vi hører, bare det er højt nok… I morgen tidlig vil jeg vågne med ondt i hovedet og et smil på læben. En vellykket indflytterfest, synes jeg…..Havde I det lige så sjovt som mig? Undskyld vi larmede!