Det kan vel ikke defineres som en katastrofe. Knapt et problem. Bare en konstatering af, at jeg laver alt mulig andet end at blogge. Det er såmænd ikke fordi jeg ikke hører musik. Det fylder bare ikke så meget som det plejer. Jeg strikker. Jeg strikker så jeg drømmer om ret og vrang om natten. Jeg ved det går over, men lige nu topper det. Det fantastiske ved strikning er, at der kommer smukke resultater ud. Noget næsten lige så fantastisk er, at man snildt kan lytte til musik samtidig. Det går knap så godt med tv-kiggeriet, dertil er jeg vist ikke garvet nok udi garnbetvingningen. Nå, men tilbage til musikken. Skal jeg grave lidt ned i, hvad der er sket siden sidst, så må det største være, at jeg endelig har fået investeret i ordentlig lyd. Efter renden frem og tilbage mellem forskellige hi-fi forhandlere, endte jeg med at købe mine ELAC højtalere hos Hi-Fi Forum på Falkonér Alle på Frederiksberg (jeg SVÆRGER, de har verdens bedste service, men gå kun derind, hvis du er parat til at hoste op - det koster!), og NAD forstærker samt cd-afspiller hos gode gamle HiFiKlubben. Nu mangler jeg blot en tuner, ligeledes fra NAD, for at være helt køreklar, og den kommer i hus i løbet af et par uger. Det er fantastisk, og jeg hører nu nuancer i musikken, som min gamle DAB-radio ikke var i nærheden af at kunne frembringe. Jeg undrer mig over, at jeg ikke har fået taget mig sammen før? Jeg er godt nok ikke ret meget hjemme (noget med en kæreste), men det føles stadig fantastisk. På koncertfronten føler jeg pt. en vis afmatning. Jeg synes ikke rigtig jeg gider. Jeg gad dog godt høre Manic Street Preachers live her til sommer. De spiller lørdag d. 13. juni i Middelfart (fucking Middelfart?), men jeg ved ikke om jeg orker at køre tværs over Sjælland og Fyn, give noget i omegnen af 550 kr for at høre dem. Selv om jeg måske burde? I disse dage sidder jeg og klapper i mine små buttede hænder over, at der er udkommet hele 3 cder, som jeg må eje:

1. Manic Street Preachers - Journal For Plague Lovers. Sidder i afspilleren as we speak. James Dean Bradfield synger med velkendt vellyd, og det lyder i det hele taget rimelig meget som det plejer. Jeg er ikke bøjet helt bagover af begejstring, men jeg tror jeg skal lytte noget mere før jeg fælder den endelige dom. Det er habilt, og det lyder bekendt, hvilket både er godt og skidt? Der er nogle rigtig smukke melodier imellem.
2. Tori Amos - Abnormally Attracted To Sin. Er bestilt på nettet og er iflg. CD WOW på vej mod Lobsters brevsprække. Damen skuffer aldrig rigtig, så jeg glæder mig. Jeg har også hørt, at hun spiller i Danmark igen - denne gang i Operaen i september, og det tror jeg nok jeg bliver nødt til at tage del i. Indtil videre venter jeg spændt på posten
3. Iron & Wine - Around The Well. Den er også på vej med posten. Det glæder jeg mig næsten lige så meget til, for den mand er så frygtelig talentfuld. Jeg ved ikke så meget om den nye plade, men det kan næsten kun blive godt.

Hermed lidt kunstigt åndedræt til en blog, der hiver gevaldigt efter vejret. Jeg ved ikke, om den overlever. Måske? Jeg overvejer at udvide den til en musik- og strikkeblog. Den MÅ i så fald være den eneste af sin slags? Og nu tilbage til pindene

De næste par uger kommer jeg til at betvinge "Det røde Lyn" til tonerne af det her:

Jeg var blockhead. Altså fan af New Kids on the Block. Igennem et år af min teenagetid plagede jeg mine nærmeste omgivelser med NKOTB, som jeg var sikker på, at jeg ville elske for evigt. Det kom jeg så IKKE til. Nu er de jo som bekendt gendannet, og jeg har lige smuglyttet til deres nye album. Fy for den lede rødbede, det skulle de godt nok aldrig have gjort. DET GJORDE DE BARE IKKE?! Jo, der er åbenbart ikke grænser for, hvad der kan malkes ud af en vindtør gammel ko. Nok var de et af de første boybands, men talent - det havde de sgu ikke meget af. Udseendet var heller ikke i top. Men jeg elskede det. DENGANG. I dag kan de lige mønstre en buket dåsepop til de thirty-somethings, som er dumme nok til at hoppe på nostalgivognen og tage endnu en tur. Personligt nægter jeg at indløse billet.

Hmmmm, har lige fået den nyeste med Bloc Party i rotation. Efter første halve gennemlytning er jeg lige knap nok imponeret. Dele af det kan karakteriseres som decideret støj... Så er det jo godt, at jeg har brugt lidt over 600 kr på billetter til koncerten i Vega i februar. Det bliver historiens dyreste ørerensning... Nå, mon ikke de trods alt spiller noget fra "A Weekend in the City"? Man har vel lov at håbe.

Galskaben driver ned af væggene på Guds Hotel, og man undrer sig over, om gæsterne er tjekket ind frivilligt eller under tvang... Jeg taler om Nick Cave teaterkoncerten på Edison, som jeg var så heldig at være inviteret til i sidste uge. Og det var mageløst! Som Nick Cave amatør havde jeg ikke de store forventninger. Mit kendskab til den mørke mand er sporadisk, og er ikke hængt op på andet end tilfældige fragmenter af et sikkert fremragende bagkatalog. Scenen er sat i en lurvet lobby til det, som i forestillingen blev kaldt Guds Hotel. Gæsterne, flankeret af en tydeligt gal prædikant, er en foruroligende cocktail af mordere, psykopater og stakler, der afslører den ene grusomhed efter den anden. Og man er i tvivl om, hvorvidt hotellet er en mellemstation mellem jord og helvede, en slags palisanderbeklædt skærsild. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstod handlingen. Men jeg blev bogstavelig talt rendt over ende følelsesmæssigt. Forestillingen er et orgie af mord, skidt, grimhed, grusomhed, sindssyge, spyt, mørke og andre fortrinligheder. De medvirkende spiller og synger alle overbevisende modbydeligt, grumt og grimt.  Specielt en af skuespillerne, Marie Dalsgaard, halvt lillepigeattitude halvt raseri, spiller så overbevisende, at det ikke ville undre mig, om de opbevarer hende i spændetrøje mellem forestillingerne. Det var sgu en fonøjelse at se hende folde sig ud som massemorder fra Trehøje! Hvadenten du er Nick Cave veteran eller rookie, så er det bestemt værd at smutte forbi Edison og se denne fremragende forestilling, hvor velspillet og velfortolket musik går hånd i hånd med fremragende skuespil. Det er både grumt og smukt! 

Sms modtaget:  "Jeg har to fribilletter men ingen ledsager til forpremiere torsdag d. 8/1 til teaterkoncerten bygget over Nick Caves univers. Tænkte, at det måske var noget for en musikelsker som dig?" DET kan man da kun sige ja tak til. Jeg smider sikkert et ord eller to om det her på bloggen. I øvrigt er det igen tid til Mojo-aften på fredag. Det kunne godt gå hen og blive en god vane... 

Her i årets sidste timer er det vel passende at gøre blog-status over året der gik. Efter en periode i foråret, hvor bloggen nærmest afgik ved døden, fik jeg givet hjertemassage til tomheden i cyberspace, og det er bestemt min plan at holde ved med skriveriet. Om koncerter: Jeg fik slet ikke set så meget livemusik i 2008, som jeg havde planer om. Det var lidt halvsløjt, faktisk. Der er ikke en gang materiale nok til at gentage sidste års fabelagtigte "Lobster Live Awards". Om hvem jeg har lyttet til: I 2008 har jeg opdaget følgende: Iron&Wine, Jens Lekman, Veto, Glasvegas, 180 Grader Virvar, Asteroids Galaxy Tour og mange flere. Jeg har også fået blod på tanden mht. at udforske Kings of Leon, Bloc Party og ellers blive ved med at holde ørerne åbne for ny, dejlig musik. Af de gode, gamle travere MÅ jeg jo nævne Elton. Ham bliver jeg bare ikke træt af. Men for nylig havde jeg også en dejlig aften sammen med Tears for Fears, de har altså en særlig plads i mit hjerte. The B-52's holder stadig. Tori Amos holder stadig. Depeche Mode har jeg ikke lyttet nok til i 2008, men jeg er sikker på, at de stadig kan gøre mig glade. Om, hvad jeg bare har fået nok af i 2008: Timbaland. Hold nu kæft, altså! Den lyd gider vi ikke mere! Soul og RnB sangere, der er bedst til at være chokoladebrune og lækre. Hold Jer til det, og befri æteren for flere sukkersøde klisterfraseringer. Madonna. Sorry, girl... du har ellers altid været en favorit, men nu er du efterhånden blevet lidt for meget underholdningsmaskine og lidt for lidt menneske. "Act your age" og lad os få noget musik med nærvær i stedet for diskobavl. Og drop tanken om at ligne en på 25. Koncerter i KB Hallen. Nej, det holder altså ikke! Seneste store navn, der skal maltrakteres i akustikforvitring, er gode gamle Morrisey. Resultat: Billetter til den meget mindre koncert i Odense blev revet væk. Jeg ville personligt også hellere krydse hele Sjælland og det halve af Fyn for at opleve mesteren, end at hoppe på cyklen og cykle de 7 minutter det tager mig at ramme en hal, der ALTSÅ er beregnet til sport (eller til nød en antikmesse!). Billethajer. De skulle have en med krabasken. Det er ikke noget nyt synspunkt fra 2008, men jeg mener det sgu. Om, hvad der venter i 2009: Jeg skal se Bloc Party! Jeg har lige sikret mig billetter til Vegakoncerten i februar. Som en lille julegave fra Lobster til Lobster, som et lille plaster på såret for (som forventet) ikke at have modtaget nogetsomhelst i julegave, der havde nogetsomhelst med musik at gøre. Jeg skal blogge mere. Jeg kunne godt tænke mig med tiden at gøre noget seriøst ved det her med skribleriet, hvis jeg ellers kan få det til at hænge sammen. For der skal jo også være plads til at være Job Lobster, Love Lobster og alt mulig andet. Så det bliver sikkert ved drømmerier og luftkasteller. Lidt endnu. Jeg skal have Hi-Fi igen. Det er næsten pinligt at indrømme, men jeg ejer ikke et ordentligt musikanlæg. Efter at eksen flyttede sammen med anlægget og den halve cd-samling for mere end to år siden, har jeg ikke fået købt noget til erstatning. Mit "anlæg" består af en mono-DAB-radio og en DVD-afspiller. Det er så beskæmmende, men ikke desto mindre sandt. Men i januar skal det være slut! Jeg skal i HiFiKlubben og bruge klejner. Men det kommer I til at høre meget mere om snart...

Weekendens absolutte musikalske højdepunkt var helt sikkert natkoncert på Rust i lørdags med Asteroids Galaxy Tour. Det var spontant, det var ukendt, og det var urimelig fedt! Jeg kendte intet til bandet inden jeg drog af sted, ja, kunne end ikke huske, hvad de hed. Ikke helt uden skepsis indfandt jeg mig på Rust på et tidspunkt, der føltes som midt om natten for en halvgammel pige som mig. Heldigvis var jeg halvfuld i helgodt selskab. Asteroids Galaxy Tour er et forholdsvis ungt band, der havde deres ilddåb som livestjerner i et fyldt Vega som opvarmning for Amy Winehouse. Efter sigende skulle Winehouses manager specifikt have bedt om at få booket netop Asteroids Galaxy Tour, og det er da lidt af en chance at få som nyt band. Efter denne oplevelse har de spillet i både ind- og udland, og har i stor grad benyttet sig af Myspace og Youtube til udbredelse af deres musik. Således kan man finde kommentarer fra fans i lande som Canada, Tyskland og vores egen lille rød/hvide andedam på netop disse sites. Apple har valgt en af deres sange som reklame for iPod, deres første album udkommer i England i starten af det nye år, så dette kan meget vel være starten på en kometkarriere for bandet. Alt dette vidste jeg jo slet ikke i lørdags, så alt kunne ske. Efter en lidt ujævn start, hvor jeg ikke ligefrem så stjernestøv drysse ned fra himlen, begyndte asteroiden at røre på sig og min skepsis forsvandt i raketfart. Der kom pludselig svedige blæsere og funky rytmer væltende udover scenekanten, som ramte mig lige midt i fjæset. Forsangerinden Mette Lindberg smøg sig igennem de funky beats med sin pigede og lidt skingre (på den fede måde, forstås!) stemme og sendte med sin småvampede, sexede udstråling de fleste tilstedeværende mænd (og måske også kvinder?) til tælling. Jeg ved godt, at udseendet alene ikke skaber god musik, men det er unægteligt en fornøjelse at få både øjne og ører forført og forkælet i rette mængder. Musikken er en stor sammenkogt ret af bigband, triphop, støvet lyd, forførende stemme, kitsch, horn, soul og glæde. Glæden især! Jeg kan ikke beskrive det bedre og mere præcist end det. Lyt selv her og her, det kræver jeg faktisk, at du gør! Inden længe stod jeg helt oppe foran scenen og dansede natten væk til tonerne af kondenseret glæde. Jeg tror nok vi skal holde øje med dem i den nærmeste fremtid. I know I will... Med dette takker Lobster af for nu og ønsker alle en glædelig jul. Jeg skal jo som vanligt tilbringe julen i jysk, musikalsk eksil, kun bevæbnet med iPod og - hvis Guderne og min niece det vil - måske en runde SingStar med familien. Jeg håber der ligger masser af musik til Jer under træet.

Jeg er nok blevet for tung til at sidde på skødet af dig inde i Magasin. Så derfor får du en elektronisk ønskeseddel over, hvad den lille Lobster har af musikalske ønsker for julen. Julen er som sædvanligt fuldstændig tæppebombet med tvivlsomme opsamlinger og greatest hits plader fra alverdens fallerede musikere og has-beens, som malker julebukken for de sidste slanter. Den slags går jeg normalt langt udenom. Så dette er skam ikke et udtryk for reklamens magt, hr. Santa. Her er, hvad der står på min musikalske ønskeseddel for julen 2008: Shine A Light - Scorseses film om Rolling Stones. Jeg har ikke fået set filmen, men den er bestemt på listen over ting-der-er-bedre-at-spilde-sin-tid-på-end-at-se-Fars-Fede-Juleferie-med-Chevy-Chase-igen-igen-selv-om-den-da-er-meget-sjov. Across The Universe - Et psykedelisk farveorgie af en film spundet over nogle af The Beatles' bedste sange. Uh, den gad jeg godt se igen. Og igen. Og så lige en gang til for Arveprins Knud. Justice - Noget, som jeg kun lige har smagt flygtigt på, men som lyder "tres bien", som de siger i Land Of La Baguette. Det er fransk, det er funky, det er house/electronica og det er slet ikke noget nyt, men nærmere mig, der ikke har været så hurtig på aftrækkeren. Men derfor kan den vel godt finde plads på ønskelisten? Så den må du gerne lægge i sokken. Noget med Kings of Leon - den mand synger med den stemme, som jeg ville forvente, at Gud ville have. Hvis jeg altså troede på ham. Gav det mening? Nøh, nok ikke spor, men i hvert fald er Kings of Leon på "to-listen" listen for 2009. Bloc Party - alt, hvad jeg kan få fat i. Igen har Lobster ikke været det hurtigste dyr i skoven mht. at opdage "Hvad Der Er Godt For Dig", men nu har jeg rålyttet til deres 2007 album "A Weekend in the City" gennem den seneste tid, og jeg har besluttet mig for, at jeg må have mere. Så "Silent Alarm" og "Intimacy" må gerne pakkes pænt ind og adresseres til Frk. Lobster fra Julemanden. Et årskort til Vega - kom nu Santa, det kunne være så fiiint. Hurry down the chimney... Så plager jeg heller ikke mere. Det lover jeg. Hilsen Rock Lobster - (ulykkelig indehaver af musik-ignorant familie, så jeg sætter virkelig min lid til dig, Julemand. For de køber helt sikkert bestik og viskestykker!)

De sidste par uger har budt på et par dejlige liveoplevelser på musikfronten. For en uges tid siden havde jeg mit første besøg på Mojo, en rigtig hyggelig bluesbar i det indre København. Nu er blues jo ikke lige noget, jeg normalt beskæftiger mig med, men det er måske en fejl? I hvert fald var det en hyggelig aften, ikke mindst pga. den hyggelige stemning og fantastisk godt selskab. Det var en slags jam-aften, hvor folk fra gulvet kunne skrive sig på en liste og få foretræde på scenen. Det var der et par stykker, der benyttede sig af, hvilket ikke gjorde det mindre hyggeligt. Der er nu noget særligt ved at indtage sin musik sådan helt råt og upoleret i et mikroskopisk lokale med nærværet drivende ned af væggene. Så ja tak til at smutte en tur på Mojo igen, anytime! Den anden musikalske oplevelse var en korkoncert med vokalgruppen The Real Group. Gruppen består af 5 virkelig dygtige sangere, der synger acapella. Man skal nok være lidt af en kor-afficionado for at se det helt store lys i dem, og publikummet bestod da også fortrinsvis af andre korsangere, så vidt jeg kunne fornemme. Det er dog ganske uomtvisteligt, at de er fantastisk talentfulde. De skifter tonearter og tempo så tight, at man næsten skærer sig på kanterne. Det er en fornøjelse at lytte til. Jeg har begejstret set dem live før, og denne anden gang var bestemt en ditto positiv oplevelse. Og så kom jeg i et rasende godt julehumør, man kunne simpelthen ikke andet! Må I nyde december med alt hvad det indebærer af mistelten og deslige. Lobster vender snart tilbage med en musikalsk ønskeliste...